Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Haandskydevaabnene - Indledende Bemærkninger - Geværlaase
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER. GEVÆRLAASE.
af en Bøssekugle under en Fejde med Grev Gerhard. 1416 anvendtes Bøsser,
Krudt og Kugler i temmelig stor Udstrækning i Krigen mellem Erik af
Pommern og de holstenske Grever, hvilket ses af, at Kongens Befalingsmand paa
Femern, Ridder Iver Bruseke, fra Lübecks Borgmester modtog et Skib, ladet
med forskjelligt Krigsmateriel, hvoriblandt hele Kasser fulde af Bøsser, Krudt
og Kugler. Allerede Aar 1426 forbyder endelig den nordfrisiske Landsret
Befolkningen at bruge lange og korte Udrør, foruden enkelte blanke Vaaben,
der ansaas for særdeles farlige.
De første Ildvaaben vare raat forarbejdede og kunde i Skudsikkerhed
ikke maale sig med Datidens Staalbuer. Rimeligvis have de været meget
for-skjellige med Hensyn til Form og Størrelse, men allerede i den anden Halvdel
af det 14de Aarhundrede kan der dog paavises en bestemt Forskjel mellem
det svære Skyts (Stenbøsserne), der ladedes med Stenkugler, og Geværerne,
der ladedes med mindre Bly- eller Jernkugler, og som kaldtes Lodbøsser.
I den ældste Skikkelse bestaar Bøssens Pibe af et kort, støbt Metalrør eller
et sammensveiset Jernrør; bagtil løber enten Piben ud i en lang, spids
Jernstjert, der tjener til Haandtag og lukker for den nederste Ende af Løbet, eller
ogsaa sidder Løbets Bund nogle Tommer fra Pibens Bagende, hvorved der
bliver Plads til heri at anbringe et Træskaft. Paa Exemplarer af Lodbøsser
fra en lidt senere Tid er imidlertid Piben forlænget og ved Baand eller Ringe
fastgjort i en udhulet Træstok, hvilken danner den første, raa Begyndelse til
det senere Skæfte. Under Piben ses ofte en Hage, som under Affyringen har
tjent til at støtte Vaabnet mod Brystværnet eller andet Anlæg.
I den største Del af det 15de Aarhundrede beholdt Geværerne deres
simple Præg og vare i Hovedtrækkene tildannede som ovenfor udviklet. Dog
fandt man efterhaanden paa at anbringe Fænghullet i en skaaldannet Udhuling
paa Siden af Piben i Stedet for ovenpaa denne, hvilket forhen havde været
Tilfældet, og herved vandt man den Fordel at kunne tage Sigte under Af-
fyringen; iøvrigt tilvejebragtes Affyringen kun ved, at en fritholdt Lunte bragtes
i Berøring med Fængkrudtet. Ligeledes begyndte man at tildanne Skæfterne
saaledes, at de kunde støttes mod Kinden. Ildvaabnene ere paa denne Tid
meget uensartede, og foruden lange og korte Udrør benyttes ogsaa nogle meget
tunge, der under Skydningen maa betjenes af 2 Mand, og som fortil støttes
mod et Tveranlæg, bagtil mod Jorden. Først henimod Aarhundredets Slutning
og i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede foregaar der gjennemgribende
Reformer ved Geværfabrikationen; men da var Udvaabnenes Betydning ogsaa
bleven almindelig anerkjendt, og man arbejdede med stor Iver paa at udvikle
dem til stedse større Fuldkommenhed. Man sporer en større Omhu ved
Forarbejdelsen af Løbet, og i forholdsvis kort Tid indtræder der en paafaldende
Forandring med Hensyn til den ydre Kunstfærdighed, hvormed Geværerne i
det hele ere forarbejdede; men det var dog især ved Opfindelsen af den
saa-kaldte Luntelaas eller Serpentinlaas, der hurtigt fandt Indgang i hele
Europa og endnu benyttedes af Fodfolket ved Udgangen af det 17de
Aarhundrede, at Geværernes Betydning fik et saa mægtigt Opsving og snart ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
