Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsvaabnene - Det grove Skyts - Riffelsystemets Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140 RIFFELSYSTEMETS UDVIKLING.
fandt en saadan, som de kunde blive staaende ved. Ogsaa den fianske Marine
indførte tidligt Bagladeskyts. I Forhold til Kaliberet afvege hine de første
Riffelkanoner hverken i Længde eller i Vægt ret meget fra de gamle
Kuglekanoner; men hines Spidsprojektiler vare mindst dobbelt saa tunge som disses
runde Kugler; for ikke at faa Riffelkanonernes Tilbageløb altfor stærkt og
derved Paavirkningen paa Affutagen for voldsom, vel og for ikke at friste
Kanonernes egen Styrke altfor meget, gav man dem gjerne smaa
Krudtladninger. De gamle Kuglekanoner havde i Regelen udskudt deres Kugler med
V* eller Vs Kuglevægts Ladning og derfor med en Begyndelseshastighed af
1450—1600 Fod. De ældste Riffelkanoner brugte sjeldent større
Krudtladning end Vu—Vö eller, højt x/g af Spidsgranatens Vægt og drev derfor i
Regelen Begyndelseshastigheden ikke højere end til 800 à 1100 Fod.
I Sammenligning med det glatløbede Skyts leverede disse de ældste
Riffelkanoner meget tilfredsstillende Resultater overfor de hidtil i Krigen
sædvanligt forekommende Maal, saasom udækkede Tropper, Jordbrystværn og
Fæstningsmure samt Træskibe; Riffelkanoner af de gamle 12pds., 6pds. eller
4pds. Kaliber viste sig snart at have en eftertrykkeligere Virkning med deres
Spidsgranater mod Mure og Træskibssider end 24pds. og 30pds.
Kuglekanoner med deres Rundkugler. Men i de jernklædte Skibssider, der kom i
Brug netop samtidigt med Riffelkanonerne, fik disse en meget haardere
Modstander, end Kuglekanonerne nogen Tid havde havt. Der hengik A aringer
med tilsyneladende frugtesløse Forsøg paa at tilvejebringe Riffelkanoner, som
kunde gjennembryde blot 4x/2" Plader. Den engelske Ingenieur Whitworth
løste Opgaven første Gang med sine fladhovede Staalprojektiler; man var
oprindeligt tilbøjelig til at tilskrive det gunstige Resultat disses tvert
af-skaarne Form; men snart kom man under Vejr med, at det var
Projektilmaterialet, Staalet, som Sejren skyldtes. Jernpladerne viste sig end ikke
skudfaste mod runde Kugler af Staal; men lettest opnaaedes
Gjennembryd-ningen dog med Spidsprojektiler af Staal eller, hvad der viste sig ligesaa
fortrinligt, af det haardeste og fasteste Støbejern støbt i Kokiller, saaledes
som foreslaaet i England af Pallisser; det viste sig muligt at gjennembryde
de jernklædte Skibssider endog med Spidsgranater af Staal eller haardstøbt
Jern. For en vis Pladetykkelse viste Gjennembrydningen sig betinget ved et
vist Forhold mellem Projektilets levende Kraft og dets Diameter, et Forhold,
der, alt som Pladetykkelsen voxede, maatte forøges proportionelt med
Pladetykkelsens Kvadrat, ved store Tykkelser dog kun med Potensen 1.5 eller 1.6.
Da man omtrent Aar 1863 havde faaet den Ting paa det Rene, var Processen
mellem Skytset og Panseret i Hovedsagen paadømt. Skibsbyggerne kunde
vel forøge Pansertykkelsen, men Artilleristerne vare altid i Stand til at følge
med ved at tilvirke Riffelkanoner af bestandigt større Kalibre, der udskøde
svære, massive eller hule Spidsprojektiler af Staal eller haardstøbt Jern og
det med Krudtladninger og derfor med Begyndelseshastigheder, som man i
Riffelskytsets første Aar vilde have anset for overdrevne. Allerede Aar
1864 antog det franske Søartilleri et System af 16, 19, 24 og 27
Centi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
