Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guldsmede- og Juvelerkunsten - Kunstlovene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KUNSTLOVENE.
297
dreves endnu yderligere i Rokokoen, og her savne vi fuldstændigt det
pragtfulde og virkeligt kongelige, der endnu træder os imøde i de bedre Værker
fra Ludvig XIV.’s Tid.
Skjøndt disse Stilretninger i det hele taget vare smagløse, havde de
dog baaret gode Frugter for enkelte Haandværksgrene, og saa vel
Møbelsnedkeriet som Juvelerkunsten minder endnu bestandigt med Glæde Ludvig
XVI.’s Tid.
Trods alt dette var en Reaktion dog naturlig; man vilde søge at
fri-gjøre sig for alt det unaturlige og overdrevne, og vendte derfor tilbage til
Antiken eller rettere sagt til det naturlige. Da man imidlertid meget snart
forsømte paa kunstnerisk Maade at drage Nytte af denne Naturlighed og at
holde den inden for de rette Grænser, tog den snart Overhaand i en saadan
Grad, at der ikke ret vel kan være Tale om nogen egentlig nyere Stil, selv
om man vil anse det naturalistiske som ejendommeligt for den nyeste Tids
Kunstopfattelse.
Denne skuffende Efterligning af Naturprodukter, navnlig af Dyre- eller
Planteriget, er en grov Miskjendelse af Kunstens Opgave; dens Berettigelse
maa fra et æsthetisk Synspunkt næsten helt og holdent bestrides, da Hensigt
og Betydning samt Form næsten altid staa i den mest skjærende Modsætning
til hinanden. Skjøndt denne Periodes Frembringelser ofte ere Mesterværker
hvad den tekniske Udførelse angaar, kunne de dog i de fleste Tilfælde ikke
gjøre Fordring paa at have virkelig kunstnerisk Værdi.
Først de sidste Aars Ornamentik tyder paa et Fremskridt til noget
bedre, idet den stadigt fjerner sig mere fra den naturalistiske Vej og vender
tilbage til de Motiver, Oldtiden har givet os i Arv i saa rigelig Mængde.
Derfor bære ogsaa vore bedste nyere Kunstværker hvad Udsmykning angaar
for Størstedelen Renaissancens Præg, og de toneangivende Kunstnere paa alle
Omraader have stillet sig den Opgave atter at kalde denne sidste nye og
store Periode tillive.
Vi ville nu undersøge, hvilke Gjenstande det navnlig er, som ved
Ornamentet faa en saadan Betydning eller rettere sagt tilstede det en saadan
Udvikling, at Skjønhed og Kostbarhed trofast støtte hinanden og derved kunne
frembringe et Værk for forhøjet Livsnydelse, en Luxusvare.
Af nærliggende Grunde ville vi ikke her beskjæftige os med
Bygningskunstens Frembringelser; derimod ville vi ikke komme til at savne Anledning
til — foruden Guldsmedens og Juvelerens Arbejder — ogsaa at drage nogle
andre Omraader inden for Kredsen af vor Betragtning. Det er jo i det hele
taget vanskeligt at afstikke Grænser, og Kunstens Rige skulde jo egentlig
slet ikke have nogen Grænse.
Den nyeste Tid har paany vakt Følelsen for det skjønnes dannende
Magt, og Kunst og Industri begynde igjen at arbejde i Fælledsskab, efter at
de i lang Tid have staaet næsten fjendtligt over for hinanden. Man begynder
lidt efter lidt at fatte, at ethvert Redskab kan være til Glæde foruden at
være til Nytte. Hver eneste Ting kan nærmes til en Skjønhedside, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
