Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guldsmede- og Juvelerkunsten - Guldsmederiet i Danmark og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NORSKE GULDSMEDERI.
335
nævnes som en særlig »Profession« ved Siden af de almindelige Guldsmede,
og deres Prøvestykker ved f. Ex. Mesterprøven ere helt forskjellige fra disses^
Her er Bestemmelser, som de tilsvarende Laugsartikler for Kjøbenhavns
Guldsmede (af Aar 1685) ikke have nogetsomhelst tilsvarende til. Det norske
Guldsmederi holder sig imidlertid ikke ensidigt til at lave Filigranarbejder;
navnlig efter Enevoldsmagtens Indførelse synes det at blomstre op, ialtfald i
enkelte dygtige Repræsentanter, og Andreas Normand bliver saaledes kgL
dansk Hofguldsmed i Aaret 1700. Enevælden krævede Pragt og Luxus og
behøvede derfor dygtige Guldsmede; der er ikke alene Tale om
Hof-Guldsmede men særligt om f. Ex. »Dronningens Guldsmed« og »Kronprinsens
Guldsmed«, i Regelen hører man imidlertid fremmede Navne som Ferdinand
Kyblich, Pierre Trefort, Georg Weyermann o. s. v. og derfor falde
de norske Navne dobbelt i Øjnene. De nye Kroningsinsignier lod Frederik IH.
den tyske Guldsmed Gaspar Herbach (den saakaldte Kunst-Gaspar) gjøre.
Tidligere var en stor Del af de Ting, Guldsmedene forarbejdede,
Nød-vendighedsgjenstande, men dette ophørte, efterhaanden som den keramiske
Kunst vandt Betydning; derfor bleve Guldsmeden dog ikke uden Arbejde. Der
opstod en hel Række Luxusgjenstande, som bleve gjorte baade af Guld og
Sølv, saaledes som Tobaksdaaser, Hovedvandsæg, Stokkeknappe, ührkasser,
Pragtkaarder o. s. v., for de danske Guldsmede var det imidlertid kun Skade,
at disse Gjenstande for en stor Del indforskreves færdige. Under 1ste Juli
1757 blev det da forbudt at indføre forarbejdet Sølv og Guld fra Udlandet
særlig til Sjællands Stift og Kjøbenhavn, og Aaret efter blev dette Forbud
saaledes skærpet, at alt fremmed Guld og Sølv hos vedkommende Handlende
i Kjøbenhavn skulde inden Nytaar 1759 være enten solgt eller igjen udført
af Riget »under Varernes Forbrydelse og anden vedbørlig Straf«. Man vilde
fremtvinge en indenlandsk Industri, men her som paa saa mange andre Punkter
mislykkedes Forsøget. Bevægelsen blev en helt anden end den ønskede.
Forbruget af Guldsmedeprodukter aftog, og Guldsmederiet sank endog meget
betydeligt. Inden Aarhundredets Slutning stod Guldsmedene her i Landet
langt tilbage for deres udenlandske Kolleger og det ikke alene i Henseende
til deres Præstationer, men ogsaa i Henseende til deres Forsyning med Værktøj.
Her er muligvis kun et Navn af Betydenhed at nævne: Frederik Fabritius.
Aarhundredet skiftede, men Tilbagegangen standsede ikke. Dette
Aarhundrede begyndte med en Tid, i hvilken man paa næsten alle Omraader
hjalp sig med endog daarlige Surrogater, og i Stedet for Sølv lavede man da
ogsaa »kaldarisk Erts»; men desuagtet vare allerede Spirerne tilstede, der
skulde skabe nyt Liv. Haandværkernes Uddannelse var bleven sat i
Forbindelse med Kunstakademiet, og omtrent samtidig vare Bestemmelserne, der
hidtil havde lukket Laugene for Jøderne, bievne ophævede, og af begge disse
Omstændigheder nød Guldsmederiet godt. Mærkes kan det ogsaa, at kun faa
Aar senere blev Forbudet mod Indførsel af forarbejdet Guld og Sølv forandret
til en Indførselstold (Aar 1797). Muligheden af en friere og livligere
Udvikling, end den tidligere Enevælde vilde tillade, gaves, og lidt efter lidt dukker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
