- Project Runeberg -  Opfindelsernes Bog (3. Udgave) / II.1. Fra Trædemøllen til det elektriske Kraftværk /
242

(1912-1914) [MARC] Author: André Lütken, Helge Holst
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Fremtidens Kraftkilder - Jordvarmen, Luftelektriciteten og Solstraalerne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

242 FREMTIDENS KRAFTKILDER for at naa ned til Jordlag af en Temperatur 180° C, mindst 6 Kilometer ned eller tre Gange saa dybt som det dybeste Borehul, der findes ved Paruschowitz og er 2003 Meter dybt. At dette vilde være en meget vanskelig Opgave, fremgaar bl. a. af de store Vanskeligheder, Udførelsen af Simplontunnelen mødte paa Grund af den høje Temperatur, skønt denne ikke naaede op til 60°; men uløselig vilde Opgaven vel næppe være. Men skulde der være Mening i at udføre et saa stort Arbejde, maatte man, naar det var færdigt, kunne hente tilstrækkelig Varme op af Jorden til Driften af Dampmaskiner paa Titusinder af Hestekræfter. Jorden er imidlertid ikke saa villig til at afgive sit Varmeforraad. Til at begynde med, saa længe Varmen kan tages fra Jorden umiddelbart udenom Skaktens nederste Del, vil Vand, der føres herned, maa-ske nok kunne blive opvarmet temmelig hurtigt; men skal man blive ved at tage Varme fra Jorden, maa den ledes hen til Skakten fra Jordlag længere borte, og denne Varmet il ledning vil sikkert foregaa meget langsomt, selv om man førte Skakten ned til Dybder, hvor Temperaturen var adskilligt større end her antaget. I et Dampkedelanlæg heroppe paa Jorden skal Varmen fra de hede Flader kun gaa gennem Kedlens tynde godt ledende Jærnvæg for at komme ind til Vandet, og dog maa man for at faa en livlig Dampudvikling sørge for en stor Ildpaa-virkningsflade f. Eks. ved at lede Vandet eller Ilden gennem tynde Rør; og allerede et tyndt Lag Kedelsten vil formindske Varmetilførslen og Dampudviklingen stærkt. Men Varmeskakten kan, naar der i nogen Tid er taget Varme fra den, sammenlignes med en Dampkedel med overordentlig tykke Vægge helt af »Kedelsten«, hvis Yderside ikke bestryges af hede Flammer, men blot holdes paa en Temperatur af et Par hundrede Grader el. Ign. At det under disse Forhold maa blive meget smaat med Dampudviklingen er indlysende. Kun hvis man nede i de hede Jordlag lagde et vidt forgrenet Rørsystem gennem store Strækninger af Jorden og sendte det Vand, som skulde opvarmes, gennem disse Rør, kunde man vente at uddrage store Mængder Varme af Jorden gennem lange Tider. I Naturen kan der foregaa noget af denne Art, idet Vand bliver opvarmet ved at passere lange Veje gennem Revner og Sprækker i varme Jordlag og derefter kommer frem i varme Kilder. Men ved Kunst at frembringe saadanne Tilstande mange Kilometer under Jordens Overflade, det er sikkert en Opgave, der overstiger Menneskers Kræfter. Hvorledes vi paa nogen anden Maade skal kunne overvinde den Vanskelighed, som hidrører fra den langsomme Varmeledning i Jorden, er ikke let at se.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Oct 1 23:46:41 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/opfind3/2-1/0248.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free