Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- XI. Fremtidens Kraftkilder
- Jordvarmen, Luftelektriciteten og Solstraalerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
FREMTIDENS KRAFTKILDER
for at naa ned til Jordlag af en Temperatur 180° C, mindst 6 Kilometer
ned eller tre Gange saa dybt som det dybeste Borehul, der findes ved
Paruschowitz og er 2003 Meter dybt. At dette vilde være en meget
vanskelig Opgave, fremgaar bl. a. af de store Vanskeligheder,
Udførelsen af Simplontunnelen mødte paa Grund af den høje
Temperatur, skønt denne ikke naaede op til 60°; men uløselig vilde Opgaven
vel næppe være.
Men skulde der være Mening i at udføre et saa stort Arbejde, maatte
man, naar det var færdigt, kunne hente tilstrækkelig Varme op af
Jorden til Driften af Dampmaskiner paa Titusinder af Hestekræfter.
Jorden er imidlertid ikke saa villig til at afgive sit Varmeforraad.
Til at begynde med, saa længe Varmen kan tages fra Jorden
umiddelbart udenom Skaktens nederste Del, vil Vand, der føres herned,
maa-ske nok kunne blive opvarmet temmelig hurtigt; men skal man blive
ved at tage Varme fra Jorden, maa den ledes hen til Skakten fra
Jordlag længere borte, og denne Varmet il ledning vil sikkert foregaa meget
langsomt, selv om man førte Skakten ned til Dybder, hvor
Temperaturen var adskilligt større end her antaget. I et Dampkedelanlæg
heroppe paa Jorden skal Varmen fra de hede Flader kun gaa gennem
Kedlens tynde godt ledende Jærnvæg for at komme ind til Vandet, og dog
maa man for at faa en livlig Dampudvikling sørge for en stor
Ildpaa-virkningsflade f. Eks. ved at lede Vandet eller Ilden gennem tynde
Rør; og allerede et tyndt Lag Kedelsten vil formindske
Varmetilførslen og Dampudviklingen stærkt. Men Varmeskakten kan, naar der i
nogen Tid er taget Varme fra den, sammenlignes med en Dampkedel
med overordentlig tykke Vægge helt af »Kedelsten«, hvis Yderside ikke
bestryges af hede Flammer, men blot holdes paa en Temperatur af
et Par hundrede Grader el. Ign. At det under disse Forhold maa blive
meget smaat med Dampudviklingen er indlysende.
Kun hvis man nede i de hede Jordlag lagde et vidt forgrenet
Rørsystem gennem store Strækninger af Jorden og sendte det Vand, som
skulde opvarmes, gennem disse Rør, kunde man vente at uddrage store
Mængder Varme af Jorden gennem lange Tider. I Naturen kan der
foregaa noget af denne Art, idet Vand bliver opvarmet ved at passere
lange Veje gennem Revner og Sprækker i varme Jordlag og derefter
kommer frem i varme Kilder. Men ved Kunst at frembringe saadanne
Tilstande mange Kilometer under Jordens Overflade, det er sikkert en
Opgave, der overstiger Menneskers Kræfter.
Hvorledes vi paa nogen anden Maade skal kunne overvinde den
Vanskelighed, som hidrører fra den langsomme Varmeledning i Jorden,
er ikke let at se.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Oct 1 23:46:41 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/opfind3/2-1/0248.html