Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Jærnet - Før Kokshøjovnens Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JÆRNET I OLDTIDEN
85
da let forstaaeligt, at der kræves særlig gunstige Omstændigheder, for
at en Jærngenstand skal bevares gennem flere tusind Aar.
Hertil kommer, at Jærnet i de ældste Tider vistnok kun har været
anvendt i enkelte Tilfælde, hvor man vanskelig kunde hjælpe sig med
Kobberet. Jærnredskaber var derfor sjældne. Rimeligvis blev de i de
ældre Perioder af Ægyptens Historie slet ikke forarbejdede i Landet
selv, men indforte fra sydligere Egne som Barfurs og Kordofans
jærn-rige Distrikter, hvor Jærntilvirkningen har været drevet fra
ældgammel Tid.
At Kobberet og senere Broncen, hvor der var nogenlunde let
Adgang til disse Stoffer, længe havde større Anvendelse end Jærnet,
beror til Dels paa den Omstændighed, at Jærnet ikke som Kobberet kunde
formes i kold Tilstand, og at man ikke kunde smelte og støbe det; men
en alvorlig Hindring for Jærnets almindelige Udbredelse dannede ogsaa
den Lunefuldhed, det viste i sine Egenskaber. Om man fik et blødere
eller haardere Jærn, en god eller daarlig eller helt ubrugelig Vare, var
oftest en Tilfældighed. Smaa Forskelligheder i Malmen og de Stoffer,
den blev blandet med, saavel som i den Maade, hvorpaa Udvindingen
forløb, kunde have afgørende Betydning i saa Henseende.
Talrige Beretninger fra de nordiske Sagaer vidner om, at vore
For-fædre regnede et godt Sværd for en kostelig Skat, og at de nærede dyb
Beundring for den dygtige Smeds Snille. Lettest fik man det bløde
Smedejærn; om Cimbrerne, der ca. 100 Aar f. Kr. kæmpede mod
Romerne nede i Italien, fortælles det, at deres Sværd var saa bløde, at
de efter et Hug mod de romerske Hjælme maatte gaa tilbage og rette
Sværdet ud ved at træde paa det. Men hvor man havde lært at
fremstille det haarde Staal, kunde man meget let komme for langt til den
anden Side og nærme sig for meget til Støbejærnet, saa at man fik skøre
Sværd; ogsaa om disse skøre Sværd hører vi Tale i gamle Beretninger,
f. Eks. i Sagnet om Uffe hin Spage, for hvem Sværdene sprang, naar
han svingede dem i Luften, indtil han fik sin Faders gamle Sværd, Skræp.
Staalsværdenes Godhed beroede dog ikke alene paa Materialets
Beskaffenhed, men ogsaa paa Behandlingen; allerede meget tidligt har de
dygtigste Smede muligvis kendt den Kunst at hærde Staalet ved stærk
Ophedning og paafolgende hurtig Afkøling og atter afhærde det mere
eller mindre ved en ny ringere Opvarmning.
Hvorledes Jærntilvirkningen foregik i den fjærne Oldtid, ved vi
nu vel ikke; men det er rimeligt, at de meget primitive Metoder,
som endnu i vore Dage anvendes af de indfødte i Kordofan, ikke
er meget forskellige fra dem, der brugtes for Aartusinder siden i
samme Egne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
