Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Ildskydevaaben - Haandskydevaaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STENLAASEN OG PERKUSSIONSLAASEN
25
Fra Forladeflinten til Bagladeriflen. Med Bajonetflinten var man
endnu meget langt fra Idealet. Træfsikkerheden var meget ringe. Ved
Forsøg, der i Aaret 1800 udførtes med det prøjsiske Infanteri gevær
blev en Bræddevæg af Mandshøjde og 36 Meters Bredde paa 75 Meters
Afstand truffet af 75 pCt. af Skuddene; i Afstanden 225 m var kun
29, paa 3Oo| m kun 16 og paa 450 m kun 7 pCt. Træffere. I Praksis
var den virksomme Skudvidde næppe stort mer end et à to hundrede
Meter, selv om en Kugle nok i en stor Bue kunde skyde ud til noget
som 1000 Meters Afstand.
Med »Driftssikkerheden« stod det ogsaa kun daarligt til. I vaadt
Vejr blev Fængkrudtet paa Panden fugtigt, og i stærk Blæst blev
Gnisterne drevet til Siden, saa at Tændingen i begge Tilfælde let udeblev.
Der kunde ogsaa være mange andre Ting i Vejen. Fænghullet kunde
være tilstoppet af Krudtslam eller anden Urenhed, eller der kunde være
krudttomme Rum mellem Fængkrudt og Ladning. Fjedrene kunde
være slappe, eller andre Dele af den ret sammensatte Laasemekanisme
kunde være i Uorden. Slagfladen kunde være slidt og Stenen sløvet;
mer end 50 Skud holdt selv de bedste Sten ikke ud til uden ny
Skærpning. Det var da ikke underligt, at Geværet selv i gunstigt Vejr meget
ofte klikkede.
En Mulighed for at komme bort fra denne Usikkerhed aabnede
sig omkring Aar 1800 ved Opfindelsen af forskellige Slags
»Knaldsat s«, der eksploderede ved Slag og kunde tænde Krudt ved
Eksplosionen. I 1799 havde Englænderen Howard i det saakaldte
Knaldkviksølv, en Forbindelse af Kviksølv med Kulstof, Kvælstof og Ilt,
fundet et saadant Stof. I 1807 tog Skotten Forsyth Patent paa en
Ge-værlaas, hvor der anvendtes en Knaldsats bestaaende af klorsurt Kali
m. m.; men Sagen kom først ind i det rette Spor ved Fænghættens
Opfindelse 1818. Fænghætten var en lukket Kobberkapsel, hvori
Knaldsatsen var indesluttet, beskyttet mod ydre Indflydelser, saa at den
ikke kunde ødelægges og ikke tændes paa anden Maade end ved et
kraftigt Slag. Saadanne Fænghætter kunde i et Gevær anbringes, paa
et lille Fremspring, den saakaldte Piston, hvori Fænghullet var
udboret, og her modtage Slag af en Hane. Men skønt man paa denne
Maade kunde blive uafhængig af Vejret, og Forsøg viste, at Tændingen
blev sikrere, var det dog først i Fyrrerne, at Knaldslaglaasen eller
Perkussionslaasen, som den almindelig kaldes, vandt
almindelig Udbredelse i Hærene og fortrængte Gnistslaglaasen.
Foruden den sikrere Tænding havde Perkussionslaasen endvidere
den Fordel, at Fænghætten ved at lukke for Fænghullet tættede
Ge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
