Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dret. Det frydede dem at vælte sig ud over Jorden, atter
at være de lange Rejsers Mænd, som er paa Vej mod
fjærne Egne, hvor Hjemlængslen bor i de klodsede
Strengeinstrumenter.
De marcherede fremad i den høje glasgrønne Hal, som
de Indfødte i deres Ansigts Sved og under Arabernes
Pisk havde flaaet igennem Skovtykningen. De glemte alle
Nag og alle Bekymringer i forventningsfuld lien frem-
efter. De følte Spredningens vidundergørende Virkning
efter i lang Tid at have levet i Dynge. Selv Konen, som
man har været ked af længe, og som man tyve Gange
har gjort Forsøg paa at lamme med Trusel om Skils-
misse, selv hende glemmer man den rynkede Hud og de
emslagne Øjne og forestiller sig hende som en ung Jom-
fru med blufærdigt indadvendte Fødder og yndefuldt sam-
menfoldede Abearme.
Endog Bwana Mokuba frydede sig. De lange Rejser sad
ham i Sjælen. Der er intet, der er saa vederkvægende for
Legemet som det at gaa, hungre, blive dødtræt, tilfreds-
stille sit Legemes Behov, gaa frem paany ad den skygge-
fulde Vej, som fører hen over Jordens Runding, til Livets
lyse Byer, til Glædens luftige Palmelunde, til stedse nye
Lande, i en Uendelighed, til Benene en Gang bliver stille
og gamle, og Sjælen alene vandrer de gamle Veje om
igen, i Solrus eller svøbt i Skyggernes guldstænkede
Drømmeflor.
Bwana Mokuba nynnede højt og fægtede kaad med Ar-
mene i Luften. Han kunde give sig sin Livsglæde i Vold
her, hvor han kun havde Negre i sin Nærhed, virkelige og
naturlige Mennesker, hvor der var langt til de Hvide, som
Civilisationen havde gjort kritiske udover deres middel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
