Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i
3
om stedsbetegnelse, skifter det med o
(på) uden at det til enhver lid er kende-
ligt, hvorfor det ene eller det andet fho.
bruges: i Riv, Wår; i æ muw9S, hiJ9,
æti, tåtvt, skåw; åp, ud o æ mark, i æ
mark o plow; te haivs o fesk; i ce haw,
at hjælpe at bringe en båd ud; han ær
o Fanø, Sil, Sømrhuwd; sprogbrugen er
dog noget vaklende og vistnok forskellig
i forskellige egne; om verdenshjornerne,
æ hus leqdr i øst9r o pæst9r (D.); høsrn
ireja dem i /tø/- (Vens.) imod nord; — i
.’^mstn. får / i Ang. og Sundev. en dunkel
lyd, der i det enkelte kan være svært
at gore nqjagtig rede for, ajo’r iår, ada’iv
idag, a(r) æ’ttarmedda -des i eftermid-
dags, amdrns imorges (Ang.); i by,
oscetj, 9g09, dtnådns, djå9, omce’l (Sundv.);
se det følgende. — Jfr. Aasen i, isl. i;
got. glit. in; der-, her-.
3. i, no. den regningsart, som kaldes
deling, division; no ær a i ij (D.); også
som uo. : de ska iJ9S dærij o : det skal
deles dermed; se fra 3, 2. gange 3, og;
— i tim. : a ku hwærkan fo ham te o sæj i
æhr å (Lonb.) o: kunde ikke få et ord
ud af ham, jfr. bu.
4. i, bindeo. jo (s. d.) /’
mij9r, i hæJ9r
(Hmr.) jo mere, jo bedre; i lærpr, i wqr
(Vejr., Thy, Mors) jo længere, jo værre;
i ariqar skalk, i bæJ9r løk,
i fij9d9r flæsk, i star støk,
i krgq9r tre, i [stærk9r] krøk
(Mors) gammelt rim ; i star æ stor9r ær,
i star ær æ krøk (Holstebro) jo storre
stodder, jo storre krykke; i lærpr æn
lomr, i kloq9r æn hlyw9r (Agger);
æ hæjst ær åhr så smg,
de ær i bæj9r å åq en go! (Mors);
haj blyw9r da is dåhr å dåhr; is læt^ar
a cy9r, is ivqq9 blywar a fe 9 (Vens.)
;
også noget forskellig fra rgsm.’s brug:
han blyw9r i bæjar i bæj9r (Holstebro) o:
han bedres bestandig; ,,i dofikal plæt,
om de er i så ene onc ej i stret" , Grb.
70. 97, en dunkel plet, om det så ikke
rv andet end et stænk; „haj ku da dh
iræ sek9r får, de der i jan ku kom e
et9smék" , 80. 94, han kunde da aldrig
være sikker for, at der jo gærne kunde
komme et eftersmæk; „hwo smal gos-
kwons sen i tea bløw9n ... så ku hqj
da ene klem se nir é muwshwol" , 114. 34,
hvor smal gåsekonens son end var ble-
ven ...; „hon ku ene hyt sk, de hon
war i stur å hæ konst9r" , 155.6, hun
kunde ikke bare sig, at hun jo var
vigtig af sine kunster; „åj9n bok9 sk,
om de er i så ej e hi Icerkdor" , 230. 24,
anden bukker sig, om det end er ind ad
en kirkedor.
5. 1, pers. steo. i (alm.) ; særhg kan
mærkes de herhenhørende former i Fjolde
s. im, genstandsf. irm til flere; i gf. ir
til én, Lyngby Uo. s. 113, jfr. jer; L. til-
fojer: jeg antager, at -m indeholder ordet
„mænd", som således er sammensmeltet
med stedordet. Sml. , Skånske arvebog
og orbodemål" I. 2: Thet callum \vi men
alt fæthirnis iorth ... De i oldfrisisk . . .
forekommende former nfr. iemma, iemman,
gfr. iemma, iemna forklares af Bugge i
Kuhns Z. f. vergl. Sprachforsch. IV. 253
som smsætn. med man, mon (mænd);
hans forklaring bestyrkes ved, hvad jeg
her har anført; Bugge smligner neder-
landsk nf. gijlieden, gf. uheden. — 1)
2. pers. flt., alm. i tiltale = rgsm.; også,
hvor rgsm. har eder: han so I aj9r (Thy)
han så eder andre; a ska nåk ti stel o
læ I amr kom te’ (D.); ,gjø nowwe
ow I tow unt". Jyden I. 42. 2; I V9l snar
blyw træt (D.) med eftertryk; også be-
brejdende, når der tales til den enkelte:
hår I (o: du) no glæmt o lok æ gæs in
i^æn ? (vestj.). — 2) hæderstiltale til en
enkelt person, til gamle, af tjenestefolk
til husbonde og madmoder, af horn til
deres forældre; til alle sådanne, som for
den talende , kunde have forældres alder";
til jævnaldrende el. yngre siges du, der
vistnok i alle forhold er ved at trænge
I tilbage, at sige da, hvor ikke De kom-
mer istedet, jfr. han 4; s(BJ9r do do’ te
hamJ’ han ku jo ha van di får (vestj.);
do skat ene se I te me, får a kr ene
luws9 (Vens,); sæJ9r do I te mæ? de ka
do sæj te di lus o di låp9r! (vestj.);
herremanden forlanger, at bonden skal
sige De, ej I, Kr. Almuel. II. 59.150; til
rakkere skal man sige I, ej du, Kr. Alm.
V. 241.623; spøgende kan siges, når man
er i urede om tiltalen : wet do I Di hqj ?
(Vens.); se itte,
6. i, udrbso. med udtryk af forundring:
i, hwa ær 9t, do sæjsr! i, ska do de’!
i, skam kom atar ham, han ær et så
reti! i hwa enda’ ! i guj enda! (vestj.),
1*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
