Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 ild
gloende ild, Gr. GI. d. M. III. 64 ; manden
ser i æventyret helvedes ild under sig,
J. K. Æv. s, 173; ilden må aldrig gå ud
under kedlerne i helvede, Kr. V. 214;
musene drives ved besværgelse i ilden,
Kr. III. 215. ’.m, Grb. 137. 12, 152. 10, jlr.
Wigstr. 1.222, Z. f. M. I. 294, se lindorm;
hestens hår kastet bagved bliver til luende
ild, Gr. GI. d. M. II. 174; i en legende
brænder Herren havrekærnerne ud ved lo
ild istedetfor at tærske, M. Skrædder s. 34
;
i en skæmtehistorie brænder den varme
grød hul på mandens mave og sætter
hans træsko i brand. Efterslæt s. 214;
— ilden har i den glds. forestilling en slags
personlighed; solen må ikke skinne
på ilden, når den tændes, så bliver den
bange og vil ikke brænde, Kr. IV. 366, 210,
J. K. 396. 1286, Thiele Overtro nr. 222,
jfr. Amer. Folkl. II. 231 (Boston), se også 20
Wigstr. II. 286 ; ild må ikke slukkes med
skident vand, så bliver den misfornojet
og fristes til at gore skade; man må
ikke spytte (s. d.) i ilden, nu oftest:
på kakkelovnen, så får man blegner på
tungen, Thiele Overtro nr. 548, jfr. Liebr.
Volksk. 337. 185. 87 (Norge), Cavall.Wårend
I. 190, Liebr. Gervas. 222. 41 (Frankr.),
Wolf, Beitråge I. 235. 418, Z. f. M. I. 295,
Zingerle Sitten 38. 308-9, sign. Folkl. 1. 30
151, Pythagoras forbud mod at stikke i
ilden med sværd; pisser man i ild, får
man stensmærter, Kr. IX. 66.725; på Fal-
ster vogter man noje over at „fæste"
ilden på arnen om aftenen, for man
går i seng, ved at gore korsets tegn over
den, når den er raget; forsommes dette,
kommer „ vådesilden " for at lege med
,den rigtige ild", så tændes der ild i
huset; er den rigtige ild fæstet, magter 40
vådesilden intet, selv om den kommer
(Hesnæs); vådeilden viser sig som en
stor ildflamme el. et ildlagen, der gor
skade, når den ej korses, Kr. Almueliv
III. 32. 87.3; når der i ét hus kom ild
sammen ved „lån" fra flere huse, op-
stod vådeild, der efterlod sig på brand-
tomten en forkullet plet som et garn-
nogle, der måtte føres så langt bort fra
gården som muligt, Kr. Almuel. I. 80. 293, *o
jfr. Arnås. I. 588 : ild taget ved et brand-
sted er farlig til husbrug, jfr. sts. II. 552
snæljos, se Liebr. Volksk. 368; om ildens
personlighed se Tylor Urgeschichte 298.
353, Lang Custom & Myth. s. 38, jfr.
Hardwick s. 37 øv.; Sgr. VIIL 179. 722;
Wårend I. 295. 435 v., Liebr. Gervas.
s. 102; dog må ikke gores kors over
ilden juleaften, for at nissen kan få lov
til at koge sin nadver, Kr.VI. 46. 61, jfr.
Kr. Sagn I. 113.435; man må ikke gå
fastende til ilden julemorgen, det giver
et dårligt år, Sgr. VII. 74. 445 (Sæll.);
flytter man i en ny tjeneste, må man
straks lægge en tørv til ilden på arne-
stedet, så går det godt, Kr. IV. 386. 435, se
hone, skorsten; — ilden kan fordær-
ves, blive for gammel, så må den fornyes
ved gnidning, J. K. 205. 159; dette skete
ved at „drage ild" {å draw il), også
sagdes: „save ild": al ild måtte først
slukkes i byen på en forud bestemt dag,
ellers mislykkedes forsøget; inde i et
hus, i en dor med karmstykker af eg,
blev der dannet to huller, hvori et tvær-
stykke blev drevet ind; om dette blev
der slået et reb og nu blev det trukket
hurtigt rundt af to hold mandskab, et
ude og et inde, til det begyndte at ryge
i hullerne ; så havde man tønder rede,
til at gribe gnisterne. Der blev da tændt
et el. flere bål i en snæver hulvej og
byens kreaturer drevne under råb og
skrig igennem ilden, så mente man, at
de kunde skærmes mod „ildsygen" (kvæg-
pesten); til slut tog hver mand en brand
med sig hjem og tændte dermed på ny
arnens ild; se Kr. VI. 205.283, IX. 214.53
(Lindum), J. K. anf. st., Thiele Overtro
nr. 259; Knud Skytte, Jysk Bondeliv, 2den
Saml. s. 86 flg. (fortalt efter meddelelser
fra hans fader, som selv havde været
med dertil i beg. af dette århundrede);
efter Memorialbog f. Grundfør og Sjor-
ring Mgheder s. 2 blev der „savet ild"
under kvægpesten 1746, se J. Saml. IX.
362, IV. 14, Kr. Almuel. \. 77. 282-91;
også kunde ny ild tændes ved stål og
sten sts. s. 80. 92 ; forestillingen om den
således frembragte ilds hellighed og magt
findes nok hos alle ariske folk; „naud-
eld" Aasen, „gnideld" Sverig, Wårend I.
s. 193. III. 44, sts. II. IV, endnu brugt i Sve-
rige 1850-60; GrimmMyth.2- 573 „noth-
feuer" med mange henvisninger bl. a. til
England, Skotland, det antike Rom og
Grækenland; jfr. også anf. st. s. 1105;
Z. f. Myth. IV. 15, Busch 165, Wuttke nr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
