Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kannis—kante 87
kannis, no. kants æn (Vejr., Hmr.,
Thy, Mors, Hanh.); kanis æn (Agger) —
et ubestemt udtryk om en person el.
genstand, der er noget særeget ved, som
udmærker sig ved storrelse eller beskaf-
fenhed; æn sæ kanis (Agger); æn sær
kanis, en særling (Vejr.); æn ^mddliq
kanis (Mors); de ær æn k — dæn, sekdn
k —_, en stor genstand, storre end sæd-
vanlig; i et Vens. sagn siges om en hest: lo
„mæstd Kanis hd tabt i skow!" ; bylder
kaldes kanniser, Kr. VI. 294. 404; jfr. Ny-
rop, Navnets M. s. 124; kannike.
kanon, no. kano’wn æn -dr (D.);
kano’mi æn -dr (Agger); kano’n æn -dr
(Randers) = rgsm.; de wå gråtp som æ
kanoicndr di gek (vestj.) o: som k —
tordnede; „dæ hløw drokdn skohr, å dæ
hløw skot æskd mé Ijær kanuwndr" , Grb.
115.162 i ævent., jfr. Kr.V. 1 84 ; de put- 20
tede mig ind i en k — og skød mig lige
hertil, Kr. VII. 79; deraf kanb’wnkul æn
-kiihr (D.) ; kano’wnfehdr, -fø, -port (Ag-
ger); jfr. mlat. canon; ital. canone, ud-
ledes af canna, rør, se kande, kanel.
kanonbåd, no. kano’mibumd æn
-buwdd (Agger) = rgsm.
kanonfuld, to. kano’wnfid (Agger;
alm.) i hoj grad beruset.
kanonskud, no. kano’tpnskåd æn^o
— flt. (Agger) — rgsm.
kanpryssing, no. kaiiprysirpr flt.
(Lysgd.) skæmtende navn for kartofler.
kans, no. kans (D., Nordslcsv., Bradr.)
;
kahs (P^anø); kåjs (Vens.) — lejlighed,
lykke, heldige forhold; dær æ ggi k —,
f. eks. for tyve (Bradr.) ; å sijd si kans
(vestj.) sit snit; de wå iiq kans får dm,
nar køerne kommer fra dårligt til godt
græs (Fanø) ; a fæk k^js åjjå’ ham (Vens.) +0
o: fik magt med ham; jfr, mnt. kanze,
Sch. Liibb., eng. chance; et udtr. fra tær-
ningspillet, mlat. cadentia, tærningkast.
kansko, bio. (Vens.); heraf findes
en hel række former: kaski’ el. ka-
ski’sd; ka’ski el. kaski’jd el. kaski’jd sæ
(Agger); kaske’ el. kaske’sd (Søvind s.);
kaski’jd sæ (Vejr.); ja, kasJci’jdsæ (Mors,
Thy, Lild); kæhski’jd (Lindknud); kan-
ske’ (Agerskov, Brader.); „kaski’", haj so
ski sæ ihjé’l; „ka hæj" war hans kun,
hon p’ sæ ihjé’l (Vens.) ; af andre udtryk
med samme betydnmg anføres: kahysæ
(Sønderlyng h.) ; kahæ’nsæ (Elbo h.) ; ka-
hc^’jsæ (Vens.); kala’wsæ (Sønderl. h.);
katræ’fsæ {lAnåk.)- kawå’lsæ (vestj,); ka-
!;«•;• (vestj.); de kan bojes, f. eks. : de ku
træf sæ, han komdr; jfr. måske, tor ske.
1. kant, no. kant æn kantdr (D.,
vestj.) ; huk., flt. kantdr (Mols) ; flt. kantd
(Søvind s.), itk. (Røgen); kantdr (S.
Hald h.); flt. kantdr (Agger, Sønderj.,
Ang.); kånc æn hest. -dn flt. -dr best.
-dm (Vens.) ; kant æn \kantdr’] (Lild s.) —
1) = rgsm. ; kåncdn åm howrd (Vens.); sæt
fgrdn dpo kant o hak (Lild s.) sætte få-
rene på kanten af bakken; æn skul kant
(Malt), på tømmer: en kant, der bojer
sig indad; sæt, stå o kant (Agger); i en
del talemåder: han rajjsdr å stel, å de
in a én kant (Søvind) o : uden betænkning,
hensigtsløst; såddn dråmidt di in ad æn
kant (vestj.) o: allesammen, fra en ende
af; di fæk håq en aj æn kant (Ag-
ger) ; di æ komdn po kant mæ hino’n (Sø-
vind s.) o: blevne uenige; slå te kant
om dt (vestslesv.) o: lede samtalen hen
mod et mål, uden at andre mærker
det ; sæt sæ i kant (Valsb.) o : til
modværge; gø sit kradm te kant (sts.)
o: gore sine sager ordentlig istand;
hgeså D., Malt; i kant (Bj. h.); kom
o kant mæ jæn, blive uens med; di
war ætdr ham po al kantdr (Agger) o:
på alle måder; han gor ren kant (vest-
slesv.) O: tager alt med sig, gor rent
bord; de æ te æ stram kant (D.) o:
kravet er drevet yderhg; de æ te æ hy,
æ law, æ sil, æ tih kant (vestslesv.) o:
det er rigelig hojt, lavt, silde, tidlig;
å æ kant (Ang.) omtrent; pengene er
knappe ved min kant (sts.) o: hos mig,
i mit nabolag; dær æ så mand kåncdr
we’ ham, di kam åpå kåric mæ hwarajdr
(Vens.) = rgsm., o: blev uvenner. —
2) æn kant (Gjern h.) en lille rus. —
Jfr. Aasen kant hak.; htsk. kante, ligeså
mnt.; henføres til gfr. cant, hjorne; gr.
lat. canthus, hjulring; fem-, fir-, halv-,
hælde-, hoj-, spids-, tre-, ud-, van-.
2. kant, bio. i udtr. ^ør kant o kldr
(Malt; Agger, S. Hald) gore færdig; de
sæjdr a ræjn kant (vestj.) o: derom siger
jeg rén besked ; om til 1 . kant, som på-
virket deraf? se klar.
kante, uo.
kaM -dr -dt (D,);
kant -dr -)d -dd (Agger);
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
