Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 karmål—karriglig
Mors) = karvon; ed k — ha blyw gistdn
(Heil.).
karmål, no. kormdl e best. -t (Vens.)
kar, stort el. lille; der k nåh jenteri é
kormdl uw i nøst, do ka slo de swenfø i,
et eller andet kar; se karrum.
karnhus, no. karnhus et (Valsbøl,
Fjolde, Ladelund); karnhus et (Bradr.,
Agersk.); kasnhus et (Sundev.) — våben-
huset ved kirken, jfr. våbenhus, skriftes;
plt. karkenhaus? Lyngby S. Spr. s. 84.
karnis, no. kani’s æn (vestj.); huk.
(Vens.) en liste, hvis kontur danner figu-
ren af et S; jfr. sp. cornissa, fr. corniche;
gr. koronis, en snirkel.
karnishovl, no. kani’shæwl æn (Thy)
til at hovle karnisser ud med.
karnusle, uo. d karnu’Sdl jæn (vest-
slesv.) = karnøfle.
karnut, no. kanu’tsr flt. (Agger,
Vens.) i udtr. som: de æ hin9 kanutdrdr,
flt. (vestj.), om dem, som man er meget
igået med, men aldrig^ i god betydning;
også: din kanu’ds! (Åbenrå); jfr. mnt.
kornote, kornute, karnute, Sch, Liibb.,
meddommer el. medvælger, også kam-
merat i slet betydn.; koren uo, vælge.
karnøffel, no. kane’føl æn (Agger)
revselse; også: å få i kanø’flsn å’ ham
(Vens.) o: gribe i nakken.
karnøffelkort, no. kanø’følkår (Slh.)
styrvolterne i kortspil, kortene med 2, 3,
4, lOojne; jfr. htsk. karnoffel el. karniiffel,
et bekendt kortspil, Weig. ; mht. karnuf-
felen, Schill. Liibb.
karnøfle, uo. kanø’føl (Sundv., N.
Jyll., alm.); kane’fd -nefldr -nefølt (Ag-
ger, Vens.) — å k — jæn, gennemprygi e
;
no. : do ska fo k—, prygl; i N. Jyll. i
mildere betydn.: magte, tumle, ruske i
håret; htsk. karniiffeln, se Weig., slå med
næven; karniiffel no. pungbrok.
karonsk, to. karo’nsk (Malt, D.)
fyrig, springsk, om hest; go karo’nsk, gå
stift med opret hoved; jfr. pronsk.
karosse, no. karå’s æn best. -9n
flt. -9r (Vens.; Agger) — 1) karet; „porti,
hqj wa få law te karå’Sdn", Grb. 23. 19,
„en lut karå’s" , s. 22. 14; hans e de får
én gamd karå’s P iron. (Vens.). — 2) spø-
gende udtr. om sengen, se karet.
1. karre, uo.
kar9 -r -t kar9t (D., Andst, Agersk.,
vestslesv.)
;
kar -9 -9t (Søvind s.);
kari -9r -9t karøt (S. Hald h., Mds.);
kar -9 -9t kar9t (Hvejsel) —
skrabe, kradse, rode; a blotv ve’ o kaiy
imn i 9n mæ æ kwost; vi ska ha dæm
fåd kar9t (D.) vi skal have de fade
skruppet; han lo å kar9t æt9 now9J in
bn9 sæti9n (Søvind s.); „han begønt å
kjarri mæ dæ hæ gryske nie i en", Tkjær
10 II. 99; „han kjarriet om i spannen så-
længh, te de h\øw son en jawn velling",
Jyd. L 8. 1 ;
„de blywe så kjarriet sam-
mel, te .de næjsten ligne sw^ønejj", sts.
II. 34. 2; fig. kari ve’ (Lisbj. Terp) arbejde
sig frem; bevæge arme og ben stærkt,
æ hån lo å kari9t, strittede med arme
og ben for at komme op; leq å kari i
wan9t (S. Hald h.) fægte omkring med
hænderne; herhen hører sagtens udtr.:
20 do æ så slem te å kar ætør æ hån
(Mds. h.) kradse efter o: udskælde; se
kårrie; jfr. Aasen, kara, rage, skrabe.
2. karre, no. kor æn -9r (Lindk.);
kår æn -9r (Agersk. ; Fjolde) ; kar æn -9r
(Støvr. h.) — 1) møgbør; fig. han smir9r
ham æ kår får æ dor (vestslesv.) o:
sætter ham stolen for doren. — 2) stor
tohjulet vogn til hø (Mellerup). — Jfr.
Aasen, kjerra, isl. kerra, huk.; htsk.
30 karre, mnt. kåre, Sch. Liibb. ;
plt. kaar,
Schiitze, lat. carrus ; kritte-, mergel-, mog-,
skub-.
karrebost, no. se karbørste.
karrig, to. bio. kar9 (Lb., Lindkn.) —
1) to, = rgsm. ; hun æ så kar9 å så nap
(Agger); han æ så k— (vestj.); de wa
kar9 mol (Agger); æn k— man, mol;
æ plåw æ få kar9 (vestj.) o : den tager for-
lidt, mods. gjerrig. — 2) bio. de slor
i^kar9 nåk te (vestj.) knap nok; dær æ
kar9 æn puh (vestj.); war æ mol dær
så? — de wa kar9 nåk! (Agger). — Jfr.
Aasen, karg: htsk. karg, mnt. karch,
Sch. Liibb.
karrige, uo, i udtr. o kar9 æ plåw
(vestj.) stille den således, at den tager
smallere fure, se karrig,
karrigfltte, no. kar9fet æn (vestj;
Mds.) gerrig person.
karriglig, to. bio. kar9l9 (vestj.)
karrig; kar9l9 el. k — nåk, knap nok;
de æ k — æ mol æ’ d9r (Vejr.); dær
war k — mol fir skip9r (Sall.); æ klåk
ska vær k— ni (Fjends h.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
