Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 knæ—knæben
selv; han æ we o go oW’- knæsr (Agger)
1) er ved at blive fuld, 2) er ved at
blive fattig; om den kalveknæede kan
siges: han skær fjæt-o-hrø mæ hans
Tcnæ9r (vestj.) ; kvinder, der har spidse
knæer får piger el. bliver onde ved deres
mænd; de, der har runde knæer, får
drenge, Kr. IV. 382. 402, sign. Sgr. VIII.
95. 32G; karlfolk kendes på, at de slår
knæerne sammen, når de vil gribe noget,
der falder fra dem, Kr.VIII.149, se kvinde;
det er alm. skik, at pigerne ved dans
sidder på karlenes knæ; „a vel hen o
tål’ ve æ præstes Pæjer o sej o hans
knæ o hør’, hw^a han sæjer", Kr. I.
84.8; se knæben, kvinde-; i sagnet sid-
der kæmpen på knæ og murer kirke, Kr.
Sagn III. 26 flg. — 2) led på et strå, et rør,
lene åpå e strg (Vens., alm.); „ knæer ",
flt. padderokker, J. T. 80, Løgstør; se
fåre-, rød-, skede-, storke-. — 3) et knæ
under en bænk el. hylde er en trekantet
træklods, som slås under for at støtte;
kromhbltdr te knædr i hg69n (Lild s.). —
Jfr. Aasen kne, isl. kné itk., htsk. knie,
henføres til lat. genu; se karle-.
2. knæ, uo. kne el. knæ (Vens.), a
ska knæ dæ, sætte i knæ; a kne ham
tow gåri, satte ham i knæ, se knæle.
1. knæbber, no. knæpar é best. -9
(Vens.); knævsr æn (vestj.); knep9r æn
(Thy, Agger) ; knævd æn best. knævaran
(Søvind s.); knæba æn (Hundsl. s.) —
1) storkens lyd, do æ lisom æ hunstårk,
do vel ålti ha dæn sist knætar (Malt).
— 2) kæft; ka do no hol det knæhar?
(Vens.), megen og hojrøstet tale; dær ær
æn gråw k — ve hin (vestj.); æ knepar
gpr po ham (Thy), ligeså Agger; de ær
æn beta knepar, han toet gar knebar ijæ’n
(Agger) svare igen; knævaran gea åpb
ham; di saj å halt en fola knæva (Søvind
s.) ; dæ sera an fåla knævar apo’ ham, læ
knævaran go (Elsted); også skæo. til el.
om en, der (ører megen og hojrøstet
tale: Soran knævar (V. Vedsted). — 3)
e knæ.par (Vens.) skældsord til en meget
talende kvinde.
2. knæbber, to. knævar (Lb., D.), vær
k — i æ mon, svare rask.
3. knæbber, to. knevar itk. -t (N.
Sams) ; knewar (Mors) ; knævar -t (S. Sams
;
Søvind s.); knæval -t (Dover, Hjelmsl. h.)
— lækker, om mad ; let knævart (S. Sams)
krydderi; de lowta da så knævart (sts.)
behageligt; jlr. V. S. O. knebbel el. knebber.
knæbbre, uo.
knævar -vrar -vrat (D.);
knhar knévrar knévrar tf. (Vejr.);
knebar -ar -ad -ad (Agger);
knæbar knæbrar knæhra knæbra el. nt. ft."
knæbar, tf. knæpar (Vens.);
knevar knevrar knevrat (Elbo h.);
knæva -ra -rat (Søvind s.);
knæba (Hundsl.);
knævar knævra knævart knævart (El
sted s.)
— 1) om storkens lyd (alm.); æ stårl
knebarar (Agger); stårki knæbar (Vens.).
— 2) om megen, hojrøstet og skinger
tale; knevar ijæ’n {^i\\\.;v(i’s,\].) svare igen,
når man taler med sin overmand; gåse-
pigen kaldtes for sine næsvise svar ,Knæv-
ver-igjen", Sgr. IX. 103; æ wel ek ha
dæn knebarin ijæ’n (Agger) o : den svaren
igen; dæ wa sgnt é knæbari (Vens.); ^,dæ
sat hon se å ml jø se ræn få haskylarf,
knebar åp å so", Grb. 122.1]; hon knæbar
åp i an groma tic (Vens.). — 3) forblom-
met udlr. for at Qærte (Vens.).
knæbbremund, no. knævarmon æn
(D.) en person, som snakker meget.
knæbbreorm, no. knævarwårm æn
(D.) navnet på den lille bille, der graver
gangene i ormstukket træ (en klanner),
dødningeuret, varsler død (alm.), jfr. W.
Gregor s. 203; jfr. væggeorm, -stork.
knæbbresaks, no. knævarsaws æn
(D.) skæo. til en megettalende kvinde,
med bibetydn. af at være skarp og nær-
gående.
knæbbresyl, no. knævarsyl æn (Andst)
skæo. til en næsvis dreng: hål do di
mon, din kn — !
knæben, uo. tf. se knibe.
knæben, no. knæhijan æn -hijan (D.,
vestj.); knæhan æn -banar {^em) ; knæban
et -ben (Agersk.), flt. -henar (Braderup);
knæhian et -bian (Fjolde) - knæ; ad-
skillige steder (Agersk.), det eneste navn
for knæ; sej o æ knæhijan (Lb.) knæle;
her var det skik, at kvinderne skulde
sætte sig ned på deres knæben på det bare
gulv, hver gang præsten messede, Kr.
Almuel. IV. 96. 285; wåj i’ atar æ knæ-
hijan (D.) vade i til knæerne; de vår så
svaart får mæ, som gek æ i æ juar te æ
knæbenar (Vlb.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
