Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
knæbendyb—knægt 233
knæbendyb, to. knæhdndyv (D.)
knædyb.
knæbenhoj, to. knæhanhyw (D.);
knæhoj.
knæbensled, iio. knæhdnslæj æn
(D.) knæled.
knæbenstrille, no. knæhsntril æn
-ar (Bradr.) knæskal.
knæbre, no. knævar æn -9r (Lb.,
vcstj.) fåremøg, små torre stykker møg;
jIV. knebel, knebling.
knæbugt, no. knæbåwt et (Frede-
ricia, Sundev.) hasen, hulningen under
knæet, jfr. hambugt.
knæbukser, no. knæhowsar flt. hest.
-howsdH (Vens., Søvind s.); knæhåivs (D.,
glds.); knæhåwsdr (Lindk.) — den glds.,
nu helt forsvundne form af benklæder;
der brugtes kn — af skind, vadmel el.
lærred; de nåede nedenfor knæet og
holdtes fast der med et sølvspænde, S.
Kjær Stavnsb. s. 140; di had knæhowsdr
å hwijd hu9S å spænskow (Lild) den glds.
dragt; se langbukser; kn — med sølv-
spænder, M. Skr. s. 12; de gik med bitte
kn — uden pranniseler og spænder, Kr.
Alm. II. 78. 20i; stakkede skind- el. vad-
melsbukser, Kr.Almuel. III. 85.302 = knæ-
bukser; gårdmandens arbejdsbukser var
knæskindbukser, se sts. III. 88. 306.
knæde, uo.
kne -9r knej knej_, el. knéj el. knæj -»r
-d knep (Vens.); ft. kmpj tf. knæj
(Helium s.);
knæj (Angel) —
ælte dejg til brød; sto å kne me d, løfte
besværlig på noget; w (jo spnt å knear
ic9 o: sidder midt i besværligt arbejde
(Vens.); jfr. Aasen knoda, isl. knoSa;
htsk. kneten, mnt. kneden, Sch. Liibb.,
smstilles med oldslavisk gnesti, Weig.Wb.
;
dejne.
knædeløg, no. knelow cl. kneldtv é
(Vens.); vokalen i ordets sidste stavelse
er ikke let at opfatte, formerne: knejlaw
hest. -9, knejlæq findes også; — varmt
vand med udrørt surdejg i, hvormed
dejgen lægges; æ knéjlæqsn warm, så
ska wi hæn å leq te haqøn el. law te haq
(Vens.).
knæfald, no. knæfål æn (D.); knæ-
fat é besl. -falc (Vens.); knæfat et (Sø-
vind s.) — 1) bqjning af knæet ved at
man falder på knæ; han gor il manø
knæfat, dæn kal (vestslesv.) om den stiv-
sindede; do skal ene trow, a wel jé
knæfat får ha’m (Vens.) o: ydmyge mig
for ham. — 2) knæfaldet omkring alteret
i kirken (D., Søvind s.. Vens.).
knæffelvorne, to. se knebelhornet.
knæg, no. knæq æn (vestj., Andst);
kneq é best. -d flt. kneq (Vens.) — et
knæk; lyjst, éqd ho fåt é kneq (Vens.);
om helbred, formue : dær fæk han æn
knæq (vestj.) en skade, som ej kunde
forvindes; „hqj fék sbnt é kneq, de hqj
otd glhnt" , Grb. 148. 28, han fik sådan
knæk, at han aldrig glemte det; haj fæk
é lid kneq, da hans hvor jlk fåli’t (Vens.)
;
en kort tid med hård vinter, i Marts:
æ vivknæq, i April: æ lamknæq; jfr. isl.
kneikja; Ross kneik hak., brat indbojning;
knug, knæk; skrædder-.
knægl, uo. se knækle.
knægre, uo. æ hij9n knæqrar åJ9r
ham (Mors) ryster, som under den, der
bærer tung byrde; se knæg, knækle.
knægræs, no. J. T. 80, padderok,
equisetum L. (Sall.).
knægt, no. knæjt æn knæjt (D.,
vestj.); flt. knæjt (Silkeborg, Agerskov);
knæjt æn (Mors); knkc eller knær. i
best. -i, flt. knec best. -an (Vens.); knæl
æn knæl (Agger); knæjt i best. -/ flt.
knæjtd best. -n (Sams); knejt æn -9 (Sø-
vinds.); knejt æn /mej^ (Elsted s.) ; knækt
æn knækda (Sundev.) — 1) en halvvoksen
dreng (alm.); kan hor il gé én kon knejt
te’ å hjélp se (Søvind s.); ft’æ a wa
knejt (Randers) fra jeg var dreng; skal
betyde ungkarl (Fur) ; enkelte steder også
om piger, knéjt9n flt. best. (Røgen, Silke-
borg, S. Hald), både drenge og piger;
hver for sig: drærii å tøs9 (Silkeb.) ;
jæn
knejt å tbtc tøs (Elsted); også alene om
kvinder: hm æ da æn (jam9l særa knæjt;
de ær æn knæjt i hin, o: hun råder i
hjemmet (D.); om en mand: han hår 9t
unt, søh knæjt (D.); skæo. din slem9
knæjt! (D.); én slem knejt (Søvind s.);
med foragt om trediemand: de slema
knæjt! (Varde); i li skø9sløs knée (Vens.);
se drenge-, kjærne-, midsommers-, plis-,
præste-, skide-, stumlings-, stovle-, stov-
lings-, travaller-, tyve-. — 2) person, der er
stor, dygtig ; de ær æn gråw knæjt te o rij
(Varde); de æ så moj æn hæsh stuipar
knæjt (sts.) om dyr, genstande, dadlende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
