Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ladeben—ladefoged 363
Sundev., Hjoldelund, Ang., Vlb., Bradr.);
la æn [-3r] (Fjolde); Såran, go in i låJ9n
å ta spåjdn å luk låjdænn! (Skødstrup,
O. Lisbj. h.), jfr. Kr. Ordspr. s. 506; i
ældre bygninger mest tærskeloen (jfr. lo)
;
i de nyere gårde, hvortil der gærne
hører en stor ladebygning med gennem-
kørselslo, betegner Id hele bygningen
(Søvind s.); hele ladebygningen, hvori
lo, korngulv o. s. v.; han hår såt æn
nprom lå o æn hywrem sals (vestj.),
spøgende udtryk om den , som har
bygget en hoj lade og en boj sals;
de leqsr et æba’q æ lå, Sgr. II. 109. 5i9,
kan siges om hvad der må søges
langt borte; 9 cbrm9S (s. d.) ska de
hal å fu9r9 wé tebg’q i lodn (Vens.)
;
m ho fåt lo9n fut i’jp’r (sts.); „ladeben
fandtes i de gamle hovlader, som man
kunde køre ind i med læs , ligesom og
i de nuværende agerumslader. Inde i
laden skiltes korngulvet fra tærskeloen
ved en „stol" med ladeben og disse
nåede da fra gulvet op til den anden
bjælke. Ydermurens bindingsværk hvilede,
som det endnu gor, for det meste på
en leder, eller også var der en „syld"
(s. d.) mellem hver .stolpe. Lederen nåede
hen under flere stolper, og disse var
tappede ned i den , men sylden nåede
kun fra den ene stolpe til den anden
og var ved hver ende tappet ind i disses
sider forneden. De nedre stivere, „peb-
linger", var tappede ind både i sylden
og lederen og nåede kun op til løs-
holtet, hvorimod stolpen nåede op til
remmen. Nu ser man ikke sjælden
stolper og stivere stå på syldsten, så at
der hverken findes sylde eller leder, Kr.
IV. 217 anm.; lader var bugne i Norge
el. Sverrig, se Thiele I. 278, Kr. Alm.
III. 19 nr. 2, jfr. nagle, skjorte, tømmer-
mand ; i lognehist. fortælles om en lade
så hoj, at da tømmermanden tabte sin
økse af skaftet, el. tækkemanden sin nål,
havde svalen bygt rede, lagt æg, ruget
unger ud i hullet, inden øksen el. nålen
nåede jorden, Kr. VII. 249, Sgr. VII. 205,
VIII. 80, XII. 127, el. storken fået unger,
Gr. GI. d. M. 1. 186, jfr. Wigstr. Sagor s. 24,
sign. tyren, Kaleval. XX. 17; el. kniven,
som blev tabt, var otte dage om at nå
jorden, Sgr. VII. 202; el. tækkemanden
sultede ihjel, inden han nåede jorden.
eller var et helt år om at nå jorden,
Kr. VII. 252, J. K. 9, Sgr. XII. 210; i hi-
storien om de sære navne (s. d.) kaldes
laden: Gie (Glæde), Sgr. V. 200, XII. 7,
Gr. GI. d. M. III. 47; „Stadshoffet", Sgr.
XII. 4; „Volle-mon«, J. K. Æv. I. 157;
nissen vil vælte laden, Thiele II. 266. —
Jfr. Aasen, lada, løda; isl. hlat^a huk.;
lo; agerums-, fæ-, fåre-, hov-, hugge-,
hø- , kjøre- , korn- , sten- , stub- , tegl-,
tiende-, tærske-, tørve-, øg-, åshus-.
ladeben, no. låbijm æn — flt. (vestj.,
Thy) stolperne i ladebygningen, som bærer
hovedremmen ;
jfr. ben 4, 6. lade.
ladedor, no. lådar æn -dar (D.,
Elsted) ; lodad æn (Søvind s.) ; Iqidor æn
-dor (Vlb.); låjdær æn (Sljjgdstrup) =
rgsm.; lajdor æn hest. -don (Vens;) dor
el. port, ad hvilken den høstede sæd
føres ind; lodor fører fra stald i lade;
hovbønder straffedes med at sættes op at
ride på 1 —, Kr. Alm. II. 73. 189, se træ-
hest.
lade-ende, no. loen æn flt. -9 hest.
-9rn (Vor h.); laiæn æn -æmr (Ang.) —
1) = rgsm, — 2) et gulv i laden, selv
om det ikke er i enden af den, se
1. ende 5.
ladefoged, no. Iåfuw9d æn (D.);
lofowi æn (Søvind s.); lofo i best. -3«
flt. -9r (Vens.); Iqifåw9r æn (Haderslev
egn) = rgsm. ; bøndernes plageånd under
herremandsvældet, jfr. S. Kjær, Stavnsb.
s. 248 ; få hoq å lofodns mij (Vens.), få
hug af ladefogdens mige (s. d.);
kornet må jeg tærske af
på den store lade;
vil jeg ej, så får jeg straf,
— ladefogden vil mig hade, —
på min ryg med hesselmost,
siger, det er herlig kost
til mig arme stymper, Kr. I. 30. 11;
el. vi skal kjør’ æ døj af æ grav’,
vi skal kjør’ det i djer hav’,
vi skal kjør’ det i deres gård,
derpå har Kjeld Lad’foged so’r,
Kr. IX. 157. 15, sign. de flg. vers; se
også Nyerup, Udv.Dsk. Viser I. s. 241, nr.
48, jfr. II. s. 114 nr. 44; han tilsagde til
hovarbejde, bønderne drak ham fuld for
at slippe, Kr. Alm. II. 3. 4; når 1— stak
sin hat i vejret på en kæp, skulde hov-
folkene begynde arbejdet, Kr. Alm. II.
14. 37; han tærsker for på loen, Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
