Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 langfredags væde — langlår
nes afskyelige orgier den dag, Mélus. IV,
392.
langfredags væde, no. regn lang-
fredag; derom rimet:
låfifræ’jdas wæd
ska fo mam fap bar te o græ6,
mæn hwærkdn fur bl æhr hrø,
mæn fur ihiis nø (Thy),
jfr. Kr. IV. 370. 271,’ IX. 29. 303, Almuel.
IV. 156. 10-14, Sgr. VII. 79.473, Thiele
Overtro nr. 23; „dymmeldagsvada", Wig-
strom I. 127 o: giver et fugtigt år, så
man har svært ved at få sit brændsel
tort; sign. 1 —s regn er giftig, mætter
ikke jorden, Wuttke nr. 87, Bartsch II.
259. 55, Busch Volksgl. s. 46, Kuhn N. S.
374.22, Veckenst.Volksk. I. 398. 14; også
en anden forestilling findes:
lårifræ’jas væd
ska fo mam fat9 bon te o græd!
ved do hufå’r?
få de di ka et slæv æ nijsq te æ rå9r!
(vestj.), så skal negene blive tunge;
regn 1 — spår koldt forår el. dårlig rug-
høst, Kr. Alm. IV. 156. 15.16.
langhale, no. lårfhål æn (vestj.), i
i tlmd. : de tår æ I — få’ dæm, når tiden
trækker ud og folk bier for længe;
jfr. 3. hal.
langhalet, to. lårihåh (D., vestj.);
lårihålt (Vens.) = rgsm., med lang hale;
de fornemme, storagtige kaldtes di lai^-
hål9 (S. Sams ; Sall., Åle s.), jfr. stumphalet.
langhalm, no. lå’^hahn de (Lonb.);
låtihalm i best. -i (Vens.) — strid rug-
halm; strå med taghalmen i (vestslesv.)
;
i en stedremse: „Pillemark 1
— ", Sgr. V.
24. 50 (Sams) ; strået, hvorpå den døde
lægges: „ligge på 1—«, Kr. III. 146. 204,
151. 211; tim.: han æ war en (end) jæn
å lidr å lårj^ialm (Randers egn), af ler o. 1.
langhals, no. i en stedremse: „Koldby
langhalse", Sgr. V. 24. 49 (Sams).
langhalset, to. lårj^alsd (D.); låri-
halst (Vens.) = rgsm. ; låtihalss kwinfålk
å kårthalsd kål æ di bæst (D.).
langhamle, no. lårihamdl æn -hamhr
(Vens.) — hammelstok, hvorpå svinglerne
(Uqhamhr); låfffiamdlstålc (D.) = træjha-
nidlståk, til forspand af 3 heste for ploven.
langhilde, no. låtihel (D.); lånhæl
(Mors, Thy, Sall.) — i udtr. de gor i I—,
trækker i langdrag.
langhose, no. lå^hus flt. (Vens.)
lange stromper, som når over knæerne,
se stakkethose.
langhåret, to. låyhora (D.); lårihor9
(Vens.), -hår9 (Agger) = rgsm.; æn låri-
hor9 hun.
lang-idelig, to. de æ lårii’Mi wéj
hén (Vens.) overmåde langt borte.
langjærn, no. lånjan æn (D.); låti
jan é best. -t flt. -9r (Vens.); lorijan e\
o (Elsted) ; lårijar æn -jar (Vejr., Thy, Mors]
Sall.); lårijæn et (Agersk., Gram);
jærn et (Bradr.) — 1) det forreste skarpe
jærn på ploven, skærer furen løs; det
sættes fast i et hul i plovåsen på de
glds. træplove, senere i „langjærnsmuffen"
el.: æ lå^jarhivdl med en få’rkil og ei
sijkil for at kunne stilles (Vejr., alm.)
langjærn blev skærpede på kirkemuren foi
at få god avl, spor af det findes på Staby
20 kirke, Kr. VI. 183. 255; se sætte ved. — 2)
æ låriJar (Thy) en jærntap, der går gen-
nem den underste møllesten og svinger
æ sæjl med den øverste møllesten rundt.
langjærnsmnffe , no. se langjærn.
langkniv, no. Idtiknyw (vestj.), Jens
L — er et bekendt taternavn, se Thiele
I. 378, Kr. III. 127. 184, IV. 105. 145, VI.
109. 157, Sgr. III. 229, IV. 41, Kr. Alm.
V. 156.410-14, Sagn IV. 467. 66.67, 527.
3086.87; „Lange-Jens", Kr. Alm. V. 159.415,
jfr. Blich. Nov. I. 18, Lange Margrete.
langkål, no. lårikgl dæm (D.); låri-
kol el. låykol måm best. -9n (Vens.) ; låri-
kål di (Agersk.) — stuvet, ikke hakket
kål; larikål å -flæsk (Sundev.) spises jul
og nytårsaften ; lela jywlda fo wi lå^kol
te m (Vens.).
langladen , to.
langagtig.
langlavet , to.
larfladdn (Tved s.)
Iarilaw9 (S. Sams)
rund, trind-.
låylær æn (Agersk.)
Iåtilyw9 (Vens.) som
med langt ansigt, jfr.
langlejre, no.
den store husstige.
langlivet, to.
har langt liv, taille.
langlår, no. lå^lgr æn (Lysgd.) en
art myg, stankelben; også en mejer,
phalangium; hyrdedrengene synger, når
de ser en sådan:
’
jæd9rkåp, jæd9rkåp, lårflgr,
vis mæ, hur mi for gor,
hæjs ska do møst di høtmr Igr (vestj.),
Kr. IV. 352.56; jfr. 2. hejle, hvorunder
der burde tilfojes: langbenet edderkop.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
