Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410 lip
kiste; når følget er samlet, tændes lysene
for kistens hovedende, en salme synges,
præst el. degn taler; når de har sluttet, syn-
ges atter en salme, hvorefter de nærmeste
slægtningcr tager afsked, kvinder og horn
tit ved al kysse den døde, jfr. J.K. 387.33;
mændene tager liget i hånden el. klapper
dets kinder, jfr. Rochholz D. GI. 1. 196;
ligets skål blev drukket og man log den
døde i hånden og sagde: „tak for mad!" lo
Kr. Alm. IV. 91 . 269-70 (Sønderj.), Gr. GI.
d. M. 111. 173; derefter sommedes i ældre
tid kisten til, el. låget fæstedes ved islagne
træpinde, nu skrues det til, til gennem
udhuggede sommerfugleornamenter, deg-
nen „synger liget ud", og det køres med
konen siddende bagved, om del var gift
mand, Kr. Sagn 11. 477. 518, ad en be-
stemt vej, landevejen, tit ej den korteste
vej, til graven (D., Malt h., Sønderj.), jfr.
Kr. Sagn 1. 248. 866-67 „the kirk-road",
W. Gregor s. 212; „hellweg", Grimm
Myth.2 761 ; Wultke nr. 35. 738, „todten-
weg", Urquell I. 31 (Ditm.), Folkl. IV.
357.13; 1 — blev begravet i kurv (s. d.);
på sine steder blev liget båret til kirken,
mens degnen gik syngende foran; hvor
der ikke var huse, havde han lov at
puste, således i Fol og Hygum sogne
(Nordslesv.) endnu efter 1864; degnen iso
Fol skulde synge fra Obbekjær til Fol,
degnen i Hygum fra Brøstrup til kirken,
degnen i Gram fra Enderupskov til Gram
kirke, en mil el. derved; jfr. Stolt Optegn,
s. 125; 1— skulde bæres til grav, måtte
ej køres , Aldén Getap. s. 9 ; ligtoget
standser bestemte steder på kirkevej,
mens fadervor bedes, se Kr. Alm. IV. 90.
258.59.62.70; går vejen over et trebundet
skel, lægges en tot halm fra kisten på40
del, Kr. IV. 391. 489, se lighalm; alle
ledde, som lig førles igennem, vendtes
omvendt, og alle personer, som mødte
toget, stod stille, mens det drog forbi,
J.K. 390.47.48, i ældre tider blev der
holdt ligprædiken i kirken (jfr. parenta-
tion, udtale), hvad der vel her og der
sker endnu, hvorefter liget førles til
graven; såvidt mindes, blev liget båret
om kirken fra øst til vest, solret, i M. 50
Slesvig;
det lig, de bar om kirken om,
og alle guds engle de sang derom,
se DgF. 111. 900 b. 14, jfr. S. Kjær, Stavnsb.
s. 373, J. K. 389. 45, Thiele Overtro nr.
684, Kr. IV. 39 1.96, Alm. IV. 93. 275, Mb.
under ligbojel: liget førles tre gange ret
om kirken; se også Wigstr. I. 236, Folke-
ven VIII. 275, sign. Rochholz D. GI. 1. 1 98,
Henders. s. 61, Hardwick Tråd. s. 28,
Urquell I. 32 (Dilm.), III. 300 (Friserne);
tre gauge rundt om graven for ej at
gå igen, Kr. Alm. IV. 91. 266, jfr. Yeals
Fairy T. s. 147, Bru/x’l. s. 81 ; enten i
kirken el. ved graven oplæsles den dødes
„testamente" (s. d.) el. „testimonium",, en
kort udsigt over lians liv, som regel vel
forfattet af degnen, jfr. Feilb. Bondeliv
s. 359 flg., Fr. H. s. 1 1 1, jfr. Cavall. Wå-
rend 1. 477; 1— begraves med hoved
mod vest, så del sér mod solopgang, vel
i alle kristne lande; grav, hvor sol ej
skinner, Gav. Wårend 1.472.486; slette
mskers el. hedningers grav vender nord
og syd, se Maurer Isl. S. s. 64, DgF. II.
649 a, Arnås. I. 233. 34, II. 79. 81, jfr.
s. 87 ;
jfr. Gronlands hist. Mindesmærk. I.
474 m. henv. til Olavius’ økon. Rejse i
Isl. 1.45, Grimm R. A. s. 728; Aud for-
langer at ligge i „flodmålet", Landnama
II. kap. 1 9 s. 1 1 7 ; forstranden ansås hver-
ken for hedensk el. kristen, dér skulde
udøbte born begraves, se Maurer, Ueber
d. Wasserweihe des germ. Heidenthums
s. 186 i Abh. d. Kgl. Bayr. Akad. XV.
3 Ablh. (1881), jfr. Gulelhingsl. kap. 23,
Norges GI. Love 1. 13 ned., se Bjerge, Aar-
bog 1 895 s. 57 ;
Indianer jordes med hove-
del mod øst, at de kan se mod de saliges
land i vest, Tylor Anf. d. K. II. 424; jfr.
Urquell VI. 143; 1— af bjærgmandens
kone begraves ved kirken, hun var et
stjålet niske, Kr. Sagn 1.251.877; man
skal løfte liget i de store tæer og
lægge det i kisten, Sgr. VIII. 189.789, jfr.
Bartsch S. II. 99. 355; den dødes store
tæer skal sammenbindes med et rødt
uldent bånd, Kr. Alm. IV. 89. 253, Kr.VI.
172. 237, Sgr. IX. 203. 619, jfr. Wigstr. I.
106, II. 151. 160, Bruzel. s. 80, Cavall.
Wårend I. 465. 477, Folkl. IV. 363 (Irl.);
1 — gives et pengestykke i raunden, se
2. død I. 228.35a, skilling; i ligels fod-
såler stak man nåle, se 2. død I. 228.38a,
Kr. Alm. IV. 89. 253, Thiele Overtro nr.
704, nåle el. som. Maurer, Isl. S. 58,
Arnås. I. 224. 226, Andree, Parall. I. 89.
90 (Finske Folk); når 1— er ført ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
