Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den yngre Stenalder, Stengravenes Tid - Øxer uden Skafthul eller Skaftleie (46—69)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
r
Anvendelsen af Slibning. De forskjellige Oldsager ere
her ordnede efter Arter, og disse ere atter inddelte efter
Alder, Form og Materiale; hvor dette ikke er Flint,
som fremdeles er det almindeligst benyttede Materiale,
er dette særlig angivet. Yed Siden af disse for den
yngre Stenalder eiendommelige Oldsager forekommer,
saaledes som foran angivet, en Del ældre Former, som
allerede i Skaldyngernes Tid havde naaet en fuldstæn-
dig Udvikling efter deres Bestemmelse.
Bopladserne ere fremdeles, ligesom for Sten-
alderens ældre Afsnit, gode Findesteder for Oldsager,
dels de samme Pladsen, hvor man allerede tidligere
havde boet, dels nye, men nu kun aabne, i detHøieste
dækkede af et ringe Jordlag. Rigere Findesteder ere
dog Stengravene, og tillige fremdrages samlede Fund
fra den yngre Stenalder ofte i Mose og Mark, hvor de
ikke sjælden er nedlagte under eller ved en stor Sten.
For en Del kunne disse Mark- og Mosefund være
hengjemte eller skjulte Sager, men mange maa anses
for at være nedlagte ifølge en almindelig religiøs Skik.
Særlig gjælder dette om Votivfundene, som inde-
holde en større eller mindre Række Gjenstande af
samme Art, der kunne antages at være Gaver til Gu-
derne ifølge et Løfte 2.
Oldsagerne fra den yngre Stenalder ere i det Hele
ensartede overalt i Danmark; hvor der kan paavises
stedlige Forskjelligheder er dette anført ved den enkelte
Form. Udenfor Landets Grænser forekomme de fleste
Former i hele den nordiske Gruppe, som omfatter
det sydlige Skandinavien og et stort Landomraade mod
Syd, fra det vestlige Rusland indtil Holland, uden be-
stemte Grænser mod Mellemeuropa3. Naar fjærnere
Ligheder kunne paavises, med Mellem-, Vest- og Syd-
europas Stenalder, er dette angivet ved den enkelte
Form og ligeledes, naar visse Former kun synes at
høre hjemme i Danmark. I Almindelighed have de
ældre Former den videste Udbredelse, medens de yngste
forekomme stærkest begrænset.
Den yngre Stenalder betegner et langt Tidsrum
efter Skaldyngernes Tid. Hele Stenalderens Varighed
kan efter et Skjøn sættes til mindst halvandet Tusinde
Aar, idet denne Periode synes at være afsluttet i sidste
Halvdel af det 2. Aartusinde f. Chr. F. De mange Old-
sagformer, vidne om denne lange Udvikling, idet Forskjellig-
hederne væsentlig bero paa, at de tilhøre ældre og yngre
Tilstande indenfor en sammenhængende Kulturperiode.
Deres indbyrdes Tidsforhold i Forbindelse med deres
Brug og Bestemmelse giver Nøglen til Forstaaelsen af
de mange Forskjelligheder.
1 Aarb. 1881, 299; 1870, i69. Montelius, 111. 2 Aarb.
1886, 215. 3 Månadsbl. 1872, 145. Congr. Brux. 479.
t
Uden Skafthul eller Skaftleie.
_ \
De Stenredskaber med Æg, som sammenfattes
under Betegnelsen »Øxer uflen Skafthul eller Skaftleie«,
maa antages i Almindelighed at have været anvendte
som Værktøi, skæftet som Øxer. De brugtes regel-
mæssig kun slebne; men alene tilhuggede Stykker kjendes
af alle forskjellige Former. Materialet er sædvanlig
Flint. Andre Stenarter benyttedes dog ikke ualminde-
lig ved visse ældre Former, sjældnere ved yngre,
som nedenfor særlig angivet ved hver enkelt Form.
Efter Formerne kunne disse Øxer inddeles i: spids-,
bred-, tynd- og tyknakkede, bredæggede og skjæve,
hvorunder atter Underafdelinger og tillige for de fleste
Formers Vedkommende baade Ret- og Tværøxer. Men
herved er tillige givet en chronologisk Inddeling, idet
de spids- og brednakkede ere de ældste, af hvilke de
tyndnakkede og derefter de tyknakkede og bredæggede
ere udviklede ved en fortsat Omdannelse af Formen,
sandsynligvis tillige under Forandring af Enkeltheder ved
Skæftningen. Efter disse Øxers Forhold til Stengravene
kunne de fremdeles henføres under en ældre og en
yngre Gruppe, idet de spids- og brednakkede enten
ikke eller dog særdeles sjælden tindes i Gravene og
maa antages væsentlig at være ældre end disse, hvor-
imod de andre Former enten oftere eller regelmæssig
forekomme som Gravgods.
Sehested A. U. fl. St. Nilsson, 31. Montelius, 69.
Antrop. Tidskr. 1, 2. Hildebrand, 373. Congr. Stockh. 238.
Mortillet, XLVI.
* Æ ld re Former.
Spiilsnakkede.
46. Retøxer, tosidede og ti/klce. Med to stærkt
hvælvede Sider, som mødes i en, undertiden bredt af-
sleben Kant, der runder jævnt over i den udbuede Æg.
Bredest indenfor Ægpartiet og løbende mere eller min-
dre spidst til imod Nakken, hvor der findes Skorpe
eller flygtig Tilhugning. Oftest kun ufuldstændig slebne
udenfor Ægpartiet. . Ved Slid og Opskærpning bliver
Æggen skjæv 0: bøiende stærkere indad mod den ene
Sidekant, og undertiden har den allerede ved Tilhug-
ningen faaet denne Form. Ikke almindelige og ikke fra
Gravene. Baade af Flint og, sjælden af Grønsten og
lignende Stenarter. Oftest 15—18 Cm. lange; men
ogsaa kortere, indtil 10 Cm., og længere, indtil 36 Cm.
De mindre og slankere Stykker danne Overgangen til
48. Et enkelt Træskaft til en spidsnakket Øxe (47)
er fremdraget i Danmark, og flere lignende Stykker
kjendes fra Udlandet.
Montelius, 73. Evans, 138.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
