Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den yngre Stenalder, Stengravenes Tid - Skrabere (146—148) - Dolke, Spyd, Pile (149—187)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
s v/
/
146-151
udført paa flade Flintstykker af ganske tilfældig Form.
Ved Brug blive Æggens mange smaa Fremspring og
Spidser afstødte og afstumpede, hvorefter Opskærpning
sikkert har fundet Sted, skjøndt dette næppe kan paa-
vises. Jvfr. 10—13.
Efter Skivens Form ere Skraberne runde (146)>
ovale, noget tilspidsede mod Slagfladen eller aflange
(147) og nærmende sig til Flække-Skraberne, fra hvilke
de ikke altid kunne skilles, eller de ere, ved Afhugning
af Kanterne, forsynede med Skafttunge (148). Disse
forskjellige Former gaa dog over i hverandre. De runde
ere af høist forskjellig Størrelse og Styrke, 1—9 Cm.
brede. De aflange ere indtil 14 Cm., Stykker med
Skafttunge indtil 17 Cm. lange.
Runde og aflange Skive-Skrabere’ere i tarveligere
Exemplarer særdeles almindelige; navnlig ere de optagne
i Hundredvis paa den yngre Stenalders Bopladser, men
sjælden i Gravene. Større og regelmæssig formede af-
lange Skrabere forekomme ikke hyppig, dog i enkelte
Votivfund. Skrabere med længere Skafttunge ere sjældne.
De have sandsynligvis alle været brugte paa samme Maade
som Flække-Skraberne 10—13. 146—147 forekomme .
overalt i Europas Stenalder, 148 kun i lidet udpræget
Form udenfor den nordiske Gruppe.
Aarb. 18b6, 309. Montelius, 87. Evans, 268. Sehested, 48.
Mortillet, xxxvn.
Dolke, Spyd, Pile.
De tildannede Stykker af Flint og andre Stenarter
samt Dyreknogler, der have været anvendte som Stik-
vaaben, Dolke, Spyd- og Pilespidser, danne en sammen-
hængende Gruppe, idet Bladet efter den beslægtede
Brug ofte har faaet en overensstemmende Form, hvad enten
det blev ført ved et Haandgreb, eller det var befæstet
paa et Spyd- eller Pileskaft. Kun en mindre Række
af Former lader sig let og sikkert bestemme som Dolke,
166—170, eller som Pilespidser og Spidser til Kaste-
vaaben, 174—187; men iøvrigt maa Anvendelsen af de
enkelte Former og Stykker søges bestemt ved en nøiere
Betragtning af Opskærpningens og Slidets Art, den
særlige Indretning til Skæftning, samt af Længden,
Bredden og Tykkelsen. O
111 disse Vaaben vare bestemte
til Jagt eller til Kamp, kan sjældnere afgjøres med Sik-
kerhed, I Almindelighed benyttedes Yaabenet sikkert
paa begge Maader; men særdeles smukke og store
Stykker have været for værdifulde til at anvendes som
Jagtredskaber, ligesom de forekomme for sjælden til, at
de kunne antages at have været brugte i det daglige
Liv. De maa derimod betragtes som Kampvaaben eller
snarere som den fremragende Krigers Pragtvaaben.
Alene til Kamp synes alle de Stykker at have været I
, ■ > 18
bestemte,•som have tandede Ægge, idet Yaabenet ved
denne vanskeligere Tilhugning fik ‘et forøget Værd og
tillige blev farligere, idet det kunde give alvorligere
Saar. Dolkene bleve sikkert ikke alene anvendte i
Kamp, men fuldt saameget ved daglig og fredelig Dont,
hvad der tør sluttes af den almindelig forekommende
og ofte særdeles stærke Opskærpning af Æggene.
Flere sjældnere Former, som ikke ere bestemt
indrettede til Skæftning, og som kun undtagelsesvis fore-
komme som Gravgods, 149—158, maa antages at være
ældre, medens de almindeligere Former, med Skaft eller
Tilhugning til Skæftning, som regelmæssig forekomme
som Gravgods, maa være yngre, 159—183. Men disse
to Grupper ere forbundne ved Mellemformer, ligesom
den første er knyttet til den ældre Stenalders spidse
Redskaber, og i det Hele maa det antages, at der
gjennem Stenalderen er foregaaet en jævn, uafbrudt
Udvikling af Stikvaabnene, hvorved de dels ere bievne
forbedrede, dels bestemtere indrettede efter den særlige
Brug, saaledes at der for de yngste Formers Vedkom-
mende skarpest kan skjelnes mellem Dolke, Spyd
og Pile.
Montelius, 66, 95. Mortillet, x l . Nilsson, 36. Hilde-
brand, 381.
Æld re Former.
149. Lange Flintblade med Od, hvorfra to svagt
og ligelig buede Ægge strække sig til den modsatte
Ende, som er lige eller rundt afskaaren, enten skarpt
tilhugget eller med Rester af Skorpe eller Blokflade.
Tykkelsen er betydelig i Forhold til Bredden, ofte navnlig
gjennem Midten, hvorfra stærkt skraanende Sider falde
ned imod Æggene; dette især ved de smalleste Stykker.
Ved disse er Tilhugningen oftest særlig bredt og stort
udført, men tillige, som iøvrigt sædvanlig, god og regel-
mæssig. Slibning er oftere anvendt ved Bladets Midte
for at fjærne mindre Ujævnheder, undtagelsesvis ogsaa
ved Od og Æg, og Skaftenden kan være fuldstændig
afsleben. Her er Bladet tillige ofte i. en Længde af
6—8 Cm. noget tyndere, og Æggene ere let afslebne.
150. Ganske som 149, kun er den ene Æg lige,
den anden udbuet.
Begge Former ere lige hyppige og knyttede til
hinanden ved Mellemformer. Der findes mange smaa
Forskjelligheder, beroende paa vexlende Længde, 18—
32 Cm., og Bredde, 2—4V2 Cm.
151. Som 149, men bredere i Forhold til Længden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
