Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Gustav Vigeland. Af Jens Thiis. Med 13 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og der står Sophus Bugges
tænker-hode. Udtrykket er forunderlig lukket
og fraværende, blikket går indover, men
håret reiser sig som en flamme over den
arbeidende hjærne.
Og Garborgs nattegrubler-hode med
de hærjede træk * — så rystende
melankolsk i udtryk, side om side med Oscars
kongehode i usminket ælde, men så
menneskelig majestætisk
Og der står mange andre, men först
og sidst den vidunderlig skjönne buste
a f broren. Så ren og ædel i form som
et græsk eufeb-hode, så sjælfuld i de
pupillöse öines udtryk og så troskyldig,
ung og varm i læberne.
Og denne fylde af liv og personlighed
er opnået ved de enkleste, de naturligste
midler. I busterne er Vigeland helt ud
naturalist, som de gamle gode romerske
portrætister var det, som Donatello, som
Houdon var det, som Rodin er det. Et
djærvt anlæg af hodets flade, en
indtrængende formbehandling, men uden af*
glatning, en overflade, som er ru og
frisk og gir lyset noget at spille på.
Aldrig en situationsstilling, aldrig
skrå-blik eller pikante vendinger, men et hode,
som reiser sig på en nögen hals, og en
hals, som reiser sig på et par nögne
skuldre. Hans kunst kjender ikke snipper
og slöjfer eller det dumme ordsprog, at
klærne gjör manden. Altid er Vigelands
buster ret afskåret på de antike hermers
vis eller på renaissancebusternes vis uden
nogen anden basis end skuldrene. Hans
hoder står ikke på »snelle» som
mængden af de moderne buster.
— Lad os så se på figurstilen i hans
fantasiværker.
Også her mærkes det, at Vigeland
er vokset op under naturalismen.
* En afbildning ingår i ett följande häfte i
sammanhang med en uppsats om Garborg.
Red.
KONG OSCAR II.
En kunstner med så transcendentale
tilböieligheder som Vigeland vilde i en
mere virkelighedsky tidsalder let ha
kunnet forfalde til digteri, til en idé-kunst,
som former for tanken mere end for öiet.
Endogså en så stor visuel begavelse
som Thorvaldsen forfaldt til
formslap-hed, f<>rdi han levede i en tidsalder af
idealisme med svækket synssans. Så
stor Thorvaldsen er som motivskabende
plastiker, så overfladisk og södladen er
han ofte som formgiver. En eneste god
græsk original statue stillet ind i
kredsen af Thorvaldsens arbeider vilde være
nok til at sprænge fortryllelsens ring om
hans kunst og röbe afstanden mellem
græsk og neo-græsk. Fordi den græske
kunstner altid og alene arbeidede for det
sansende öie, fordi der altid banker rödt
og varmt blod under formen i den græske
kunst, den være så idealistisk den vil.
For Vigeland var det dog ikke
grækerkunsten, som först skjærpede hans öie
for form og fæstnede hans personlige
skjönhedsbegreb, men ny og gammel
naturalisme fra impressionisterne til
Donatello.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
