Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Gustav Vigeland. Af Jens Thiis. Med 13 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturalismen har gydt den
velgjö-rende bedske dråbe i hans smag. Som
hos Donatello, hos Rembrandt, hos
Velas-quez og oftest også hos Rodin er altid
det s. k. hæslige med som mere eller
mindre underordnet element i hans
skjön-hedsbegreb. Skjönhed uden særpræget
karakter er ham en klingend bjælde, en
drik lunkent vand. Hans sanser opfatter
ikke den flade, glatte, »regelmæssige»
skjönhed, eller den byr ham inderlig imod.
Ingen har med större lidenskab skyet
det södladne, foragtet det glatte,
mistænkt det blöde.
En stærkknoget hånd har formet
Vigelands kunst.
Af rococo-kunsten er Vigeland en
svoren fiende. Engang for alle har han
lukket sine sanser til for rococoens
smiger. Han er ufölsom for dens
elegance, dens glatte, lubne, lystpirrende
form, dens kildrende vellyd.
Og med en puritaners sporsans
opsnuser han det forhadte rococo-element
også i sin samtids kunst blot for at
skaffe sig den tilfredstillelse at overgyde
det med sin hån.
Han har då heller ikke vanskelig for
at finde det. Hvormeget af den s. k.
moderne kunst er det i virkeligheden,
som er moderne, i ånd og i form? Er
ikke vore dages billedhuggeri proppet
med afdankede rococo-idealer! Og er
ikke vore dages bygningskunst stinn af
barok svulst! Ikke mindst i Frankrige.
Vigelands pathos har den naturlige
spænstighed, som ikke kjender svulst.
— Karakteristisk for Vigelands
figurstil er en påfaldende sky for det gode
huld.
Fedme fylder ham med uovervindelig
væmmelse. Men selv fyldighed byr ham
imod.
Hans figurer er af den störste
slankhed og med en accentueret benbygning,
som ofte endogså nærmer sig skind -
magerhed. Atter og atter moder man i
hans kunst det afmagrede oldingelegeme,
ofte detaljeret med brutal naturalisme.
Han nyder kraniets uendelige
fladerigdom, han dvæler gjerne ved
tindingernes hulning, han fremhæver kindbenets
og kjævens herskende knokkellinjer.
Nödig skjuler han hodets struktur
med skjæg eller hårfylde. Selv hans
unge mænd har kranieagtig nögne og
skarpformede hodeskaller.
Og hans kropsideal er den hoftesmale,
skarpskuldrede, tyndlemmede, senestærke
mänd med dröie hænder og lange fodder.
Hans kvinder er af mandlig slankhed,
brystet er knopfast, hoftens buelinje
kysk. Ynden ved dem ligger i
bevægelsens pantheragtige smidighed.
— Altid er hans figurer nögne.
Han kjender ingensomhelst anden
gjenstand for plastiken end
menneskelegemet eller dets ansigt. Han hader af sit
hjærte de mangefoldede gevandter og
disse stenkåber, som vinden bulner op,
de flagrende bånd og fliger, de bölgende
lokker og alle de attributter, som
gjen-nem århundreder har været skulpturens
marchandiser-kram.
Og i det nögne menneskelegem
fastholder han först og fremst det statiske
moment.
Bevægelsens stadig nye under i
menneskekroppen er det, han söger. Som
en ægte plastiker lever han i en stadig
henrykkelse over den balance-mekanisme,
som heder menneskekrop, og som er
så uendelig rig på nye sammenstillinger,
der udtrykker handling, sind, sjæl.
Derfor er benbygningen ham
væsentlig og muskulaturens större eller mindre
udvikling ham forholdsvis uvæsentlig.
Altfor længe, synes han, har
plastiken beskjæftiget sig med at anbringe
muskelpuder på et skelet, som livet har
ophört at bevæge. Til ingen nytte synes
ham kjödet at svulme, slå sine folder, vise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
