Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ungdom! Af Martin Andersen Nexö
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en Buket store Roser, der kastede et
eget Koketteri over hendes puritanske
Ydre, hvor ikke en Sløjfe, ikke et Baand
forraadte den unge Kvinde. Han gik
hen til hende, hun saa ikke paa ham,
men vendte sig heller ikke bort. Paa
hans almindelige Bemærkninger om Vejret
og lignende svarede hun stille og alvorligt.
»Stakkels Barn,» udbrød han
pludselig »— saa ung og smuk og allerede
vakt. Havde De endda været grim.»
»Hvorfor grim?» spurgte hun og lo
— for første Gang.
»Jo de grimme skuffes lettere af
Livet og slaar sig paa Troen.»
»Jamen jeg er ikke skuffet af Livet.
Jeg faar meget mere ud af det nu, jeg
kender Gud og Jesus.»
Gud og Jesus! Ordene hang, syntes
han, som syge Saar paa hendes blodrøde
Læber — Missionærens Ord fra Koldby.
Dette var da Synd, om noget var det!
— »De taler om Livet og ved ikke
engang, hvad det er. De maa jo slet ikke
leve Livet. — De som er vakt,» sagde
han irettesættende.
»Jo det gode Liv maa jeg gærne
leve,» svarede hun afgjort.
Han indsaa paa Forhaand det
haab-løse i med Fornuftgrunde at fordrive
Koldby-Missionærens Ord fra hendes
Læber. Disse Læber skulde kysses rene,
krystes, saa Livet sprang i Blodroser af
dem. Og det vilde ske engang, om der
da ellers var Ungdom i hende.
Han fik Lyst til at forarge hende.
»Hvad mener De saa om mig, hører
jeg til det gode Liv?» spurgte han
smilende og lagde sin Haand oven paa
hendes.
»Hvis jeg ikke troede det, saa havde
jeg aldrig —.» Hun tav pludselig.
»Indladt Dem med mig vilde De
sige. Men naar jeg nu fortæller Dem,
at jeg hverken tror paa Gud eller Jesus,
hvad saa?»
Det rykkede i hendes Haand, men
hun drog den ikke til sig. »Saadan
noget skal man ikke spøge med,» sagde
hun og saa ham alvorligt bebrejdende
ind i Øjnene.
»Jeg spøger heldigvis ikke. De
slutter, at da jeg er Teolog — men sæt
nu, jeg havde studeret Teologien saa
grundigt, at jeg var bleven Fritænker.
Hvad saa?»
»Det tilkommer ikke mig at dømme
nogen. Men jeg forstaar ikke, at De
kan leve uden Gud.»
»Ikke? Og hvad gør saa Gud andet
end forbyde os at være Mennesker —
man har jo slet ikke Lov at røre sig
for ham. Jorden er min Moder, hende
er jeg udgaaet fra, og hende søger jeg
tilbage til, naar jeg dør. Hun er af
samme Stof som jeg, derfor er hendes
Hjærte saa stort og hendes Liv saa
rummelig. Alt hvad der er kønt, har
jeg Lov til. om det saa var at kysse
en vakt Pige. Men hun tør ikke gøre
Gengæld, hendes Tro forbyder hende
det.»
Hun stirrede langt ud, bort fra ham,
som hørte hun det ikke.
»Dér kan De se, De tør ikke engang
svare paa et naturligt Spørgsmaal.»
»Det, De før sagde, gør man da ikke
saadan,» svarede hun endelig —
dvælende.
»Uden man er ringforlovet, mener
De. Saa er det vel ogsaa Synd at lugte
til en køn Blomst?»
»Det er da noget for sig selv. Det
andet er Brynde — som man kan vare
sig for.»
»Men hvis man nu glædede sig over
et kønt Ansigt, netop som man glæder
sig over en køn Blomst — slet ikke
anderledes; og man saa fik Lyst til at
kysse det — blot kysse det, som man
føler Trang til at lugte til den kønne
Blomst —: var det saa ogsaa Brynde?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
