Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ungdom! Af Martin Andersen Nexö
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Jeg ved ikke. Jeg er vist ikke
udviklet nok til at svare paa et saa
alvorligt Spørgsmaal.»
Han saa forskende paa hende: Var
det en Spydighed?
»Sæt nu De har Ret, at det virkelig
er Brynde, er De saa ogsaa aldeles
sikker paa, at man kan vare sig for den?
Sæt nu, der kom en Hedning og
forlangte Dem med Liv og Sjæl — én
som hverken troede paa Jesus eller Gud
— og De saa ikke kunde staa imod,
hvad saa? Og han bød Dem Ægteskab
og et godt Hjem maaske, og vilde gøre
alt for Dem blot ikke dele Deres Tro
— og De elskede ham altsaa og var i
Grunden magtesløs. Hvad saa?» Han
holdt hendes Haand i sin og trykkede
den varmt.
»Saa tung en Byrde vilde Gud ikke
lægge paa mig,» svarede hun
undvi-gende.
»Men hvis han nu gjorde det
alligevel, vilde De saa anse Dem selv som
fortabt ?»
»Saa vilde jeg tro, Vorherre havde
sin Hensigt med det.»
»For at De skulde omvende ham, De
hengav Dem til, ikke sandt?»
Hun nikkede, hendes Øjne lyste.
»Men om han nu besejrede Dem?
Om han nu lærte Dem, at »Synden» er
herlig, herlig, og al sand Lykke af jordisk
Natur? Om han nu fyldte Dem saadan, at
der ingen Plads blev for Gud?»
Hun trak hastig Haanden til sig. »Det
er grimt af Dem at tale saadan til mig,
rigtig hæsligt. De er ond, forfærdelig
ond!» Hun gik hurtig ned paa det aabne
Mellemdæk og satte sig ved sit Tøj.
Han saa smærteligt efter hende, det
gjorde ham ondt, at hun gik saadan.
Hele Resten af Turen holdt han
Blikket heftet paa hende og tog Gang efter
Gang den Beslutning at gaa ned til
hende og gøre det godt, for at de ikke
skulde skilles i Vrede. Men hun saa
ikke en eneste Gang i Retning af ham,
og det holdt ham tilbage.
Damperen lagde til, og han strøg
lige forbi hende, da han gik i Land;
men hun vendte Ansigtet til den anden
Side. Et Par Gange saa han sig tilbage,
vilde have nikket til Afsked, men kunde
ikke fange hendes Blik. Saa steg han,
lidt modfalden, ind i det lille Tog, der
skulde føre ham op til Banegaarden.
Da gik hun nølende forbi Kupedøren,
engang, og kom tilbage. Hun stansede
udenfor, saa bedrøvet paa ham og halv
rakte Buketten mod ham. Han strakte
ITaanden ud efter Buketten, men tog
hende i Stedet blødt om Haandleddet
og drog hende op paa Trinbrættet.
En Stund saa de hinanden dybt ind
i Øjnene, saa lukkede hun sine, gled
langsomt over mod ham som en
segnende Blomst og kyssede ham.
Toget satte sig i Bevægelse, og hun
stod tilbage og stirrede langt efter ham,
til han blev borte for hendes slørede
Blik.
Ogsaa han blev ved at stirre,
undrende og vemodig, mens noget hviskede
i ham, at han skulde springe af. Han
gjorde det ikke, men gennem lange
Tider følte han det, som om han var
rømt bort fra det bedste paa Jorden;
fra det, der sjælden kommer mere end
én Gang i et Menneskes Liv; fra det,
der netop er det store vidunderlige
trods alt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
