Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Zaren af Moskovien. En Rejsehistorie. Af Laurids Bruun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gang Skelettet af et Skib, og Tomrerne
hamrer paa Plankeribbene med den
samme hollandske Sindighed som for
Aar-hundreder siden.
Jeg drejer ad en lille, buet Bro ned
over en af de smaa Kanaler, og foran
mig strækker sig de endelöse Enge. Saa
giver jeg mig til at tælle Vejrmollerne,
af hvilke der paa en Strækning af nogle
Mil op langs Floden skal findes henved
400 Stykker — Oliemöller, Savmöller,
Farvemöller, Papirmöller. Mere end en
Snes kan jeg ikke tælle, og jeg vover
en Tvivl om de 380 andre, som mit Oje
ikke kan naa.
Saa vandrer jeg den samme Vej
tilbage til Byens Torv, gaar ind i »Café
Suisse» og styrker mig ved en hollandsk
Böf til Besöget hos Skibsbygger Peter
Michaelof — han, som efter at have
lært at bygge Skibe gav sig til at tömre
det russiske Statsskib og afsluttede sin
Virksomhed som Zar Peter den Store.
Endelig — der er det, som jeg söger.
Et langt, lavt Træhus, hvorpaa der med
store Bogstaver staar: »Zar Peter
Logement». Ved dette gamle Værtshus skal
der drejes tilhöjre, jeg gaar nogle Trin
ned og befinder mig paa en Spadseresti,
en »Bag om Byen» — langs en Aa, der
atter gör et ganske hjemligt Indtryk.
Den har Odense Aas rige Vegetation og
Havehygge langs sine Bredder.
Den röde, solide Murstensflade
derhenne med den höje Port maa være
Indgangen til det fredede Sted, som siden
1886 er den russiske Kejsers
Privatejendom. Snart staar jeg foran »Hytten»,
der ligger beskyttet mod Vind og Vejr
af et overbygget Tag og Læmure.
Det er en Træbygning af ganske raa
Tömring, som röber sit nære Slægtskab
med de Smaahuse, jeg lige har passeret
derude — »i Virkeligheden» havde jeg
nær sagt. Den hælder til den ene Side,
fordi Grunden i Tidens Lob har sænket
sig; nogle Trin förer op til Dören; jeg
gribes af historisk Höjtidelighed og
befinder mig et Öjeblik efter i Peter
Michae-lofs Stue.
Der er to Kamre og en
Senge-Alkove; og over Kaminen er der en
Marmortavle, som Alexander den förste har rejst.
Paa Væggen har Besögende skrevet
deres Navne. Jeg læser »Alexander 1814»
og »Alexander 1839». Næsten alt
Bohavet er fjærnet; det gemmes nu i Byens
Antikvitets-Museum.
Jeg föler andægtig paa
Tömmerök-sens Egg, træder forsigtig paa det
skrö-belige Gulv, og standser endelig foran
det store Vindue med de smaa Ruder,
hvorfra jeg ser ud over de gronne Enge,
hvor Köerne staar i Græs til Knæene,
og Pigerne vandrer hjem fra Malkning
med tunge fyldte Spande. Saa tænker
jeg paa, at over disse samme gronne
Enge har Zar Peter stirret ud, da han
endnu ikke var den Store.
Historikerne vil vide, at Peter den
Store kun blev i otte Dage i Zaandam;
saa sögte han Ly for Befolkningens
Nysgerrighed i Amsterdam, hvor han
uforstyrret fortsatte Uddannelsen paa det
ostindiske Kompagnis Værfter.
Men Sagnet fortæller noget andet; og
Sagnet er altid sandere end Historien.
Det fortæller, at en skön Dag i Aaret
1697 mödte en fremmed Karl, klædt i
hollandsk Arbejderdragt, paa Mynheer
Kalfs Kontor og sögte at komme i
Skibs-byggerlære, og da han havde
Anbefalinger med fra formaaende
Forretningsforbindelser i Amsterdam, blev han strax
antaget, saa meget mere, som han var
en höj, velvoxen Karl med solide
Armkræfter.
Han kaldte sig Peter Michaelof og
logerede sig ind i et af Byens Værtshuse
mellem engelske og skotske Svende, der
ligesom han var kommen langvejs fra
for at arbejde hos Mynheer. Han gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
