Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Zaren af Moskovien. En Rejsehistorie. Af Laurids Bruun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aabne Mund, og han greb om hendes
Arm for at fole dens Muskler og
smilede med alle sine hvide Tænder.
Morgen og Aften mödtes de, men
hun vilde ikke med op at se paa hans
Arbejde, for hun var tvær som en ægte
hollandsk Kvinde.
Den Dag, da det sidste Söm var
spigret i Taget, kyssede Peter Michaelof
hendes Mund. Hun satte sindigt Spandene
fra sig og kyssede ham igen, som hun
stod der lige rank op og ned; og de
runde Arme, som för hang orkeslöse
ned langs Kjolen, fandt snart en Plads
om hans Nakke, og hans Arm rundede
sig om hendes faste Liv som en Segl
om modent Korn.
Da Hytten stod færdig, kom Mynheer
Kalf en skön Dag paa sin Morgentur
ned til Aaen for at se paa Værket.
Han nikkede til Sammenfojningerne,
skævede til Taget, og da han kom
indenfor, saa han, at der var to Kamre; men
da han saa, at der ogsaa var en
Alkove, saa forstod han, at Peter var af
godt Folk, thi de andre Svende kendte
kun Lojbænke at ligge paa.
Mynheer nikkede til Alkoven, og da
han ikke fandt andet at sige, saa sagde
han:
»Den er for bred, min Sön.»
»Nej, Mynheer!» — svarede Peter
Michaelof — »ikke til to.»
Mynheer smilede, vendte sig og gik;
men samme Aften opfyldte Alkoven sin
Bestemmelse, og der var saa stor en
Lykke i Hytten, at den knap kunde
rummes i de to smaa Stuer og den
brede Alkove.
Mynheer hörte snart om Forholdet
mellem den fremmede Svend og den
könne Liesje; for skönt han aldrig
spurgte nogen paa Værftet, saa vidste
han dog alt, hvad der gik for sig. En
Morgen saa han oppe fra sit Havehus,
som havde Vindu ud til Aaen, hvor-
ledes de kyssedes over de fyldte Spande,
og da han syntes, at det var könt at se
paa, saa bestemte han, at de to velvoxne
Mennesker skulde have hinanden, paa det
at de kunde faa et stærkt og ægte Afkom.
En Dag kaldte han Peter Michaelof
ind til sig paa Kontoret og sagde:
»Jeg hörer, at I gaaer bestandig frem
paa Værftet, og nu vil jeg pröve Jer, inden
jeg tager min Bestemmelse med Jer. Jeg
skal have bygget en Mölle til det nye
Savværk nede ved Floden; og den skal
være af de nymodens med Svingtræ; den
skal I tegne og bygge.»
»Jeg er kommen for at bygge Skibe,
Mynheer, ikke for at bygge Möller»,
sagde Peter, rettede sig og saa lige paa
ham.
»Jeg lider vel, at I taler Jer Mening
rent ud», sagde Mynheer, »men I skal
göre, som jeg siger; for jeg vil jert Vel,
og en god Skibsbygger maa kunne bygge
en god Mölle, og saa længe I er her,
saa lystrer I mig.»
Peter overvejede hans Ord i
Tavshed, saa nikkede han og gik i Gang
med Möllen.
Men naar Skumringen faldt paa, kom
Peter hjem fra sit Dagværk. Medens
Koernes Skygger strakte sig saa langt,
at de naaede helt hen til Hytten, sad
Peter og Liesje sammen ved det store
Vindue med de smaa Ruder og saa mod
den synkende Sol. De sagde ikke mange
Ord, men hun mærkede vel, at han
fattede tungsindige Tanker, og hun vidste
ikke andre Raad for dem end Kys.
Den Dag, da Möllen stod færdig,
kaldte Mynheer atter Peter Michaelof op
paa sit Kontor; der stod Forvalteren;
han betalte ham hans Lön ud i
klingende hollandsk Guld? og da han havde
gjort det, saa gik han.
»Peter Michaelof!» sagde Mynheer,
»Möllen er, som den skal være, den er
fuldt god, og jeg har bestemt, at den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
