Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ibsens »Brand» paa Nationaltheatret i Kristiania. Af Andreas Jynge. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kunne föle sig grebet af Brands storhed.
Og selv om hun som hans hustru har kunnet
slaa »mildheds-aandens himmelbro» for hans
sjæl, selv om hun har sænket »lys og fred
om alt hans kaldsverk», saa er hun neppe
den, hos hvem »modet aldrig sveg ham».
Heller ikke fremstillingen af Brands
moder fylder skikkelsen helt. Fru Agnes
Christensen giver en realistisk skildring af
en gjerrig, gammel kone. Men Brands
moder er noget mere. Der er en fantastisk
storhed over hende. Hun er i samme
grad besat af kjærlighed til sine penge,
som hendes sön er besat af kjærlighed til
sin ide. Det er i denne sindets intense
styrke, at de er islegt, at de er moder og
sön. Hun maa blive den indskrumpne,
lyssky menneskeorm, der kryber rugende
sammen over pengehaugerne. Fantasiens
sterke pust maa gjennemströmme
virkelig-hedsskildringen og beaande den. Men der
er et punkt, hvor fru Christensens spil naar
langt. Det er der, hvor hun, drevet af
sönnens ord, gjenkalder i erindringen sin
fjerne, svegne ungdomskjærlighed: »Jeg
noget gav, som nu er slukt; — det staar
mig for som lys og flugt, — som noget
baade dumt og smukt; — jeg gav, hvad
knapt jeg længer ved; — folk kaldte det
for kjærlighed.» Som hun siger disse linjer
dels fjernt, sovngjængeragtig og dels vaagent
med et skuldertræk, föler man, at der
engang har sprunget rödt blod ogsaa i dette
hjerte, men samtidig, at ikke en tonerest
fra den sprungne streng er gaat over i
hjertets andre strenge.
I samme kunstneriske höide som Eides
Brand, men paa den anden side af den
brede klöft, staar »Fogdens» förste
fremstiller hr. Harald Stormoen. Hvem havde
vel anet, at de Ibsenske vers kunde klinge
saa naturlig ? Stormoen behandler dem
med mesterskab, de vanskelige linjer
bliver klare og næsten selvfölgelige. Og
hans mesterskab strækker sig videre. Han
er — med al sin frodige fantasi — en
ypperlig realist, og samtidig er han en af
de störste komikere, vi har. Men hans
komik er aldrig fritsvævende, farceagtig,
den knytter sig strengt til det reale. Og
som fogden leverer han en
virkelighedsskil-dring, hvis komik er saa stor, netop fordi
skikkelsen er saa levende. Han kommer
»velvillig, væver, rask og rund, med
hænderne i begge lommer, lig klammer om
FRU DIDRIKSEN SOM AGNES.
en parentés». En distriktsinteresseret
hædersmand med skylapper for öinene. En
mindre kunstner vilde sagtens have
rendyrket selvparodien i fogdens repliker og
svunget sig op paa den til glæde for et
ukritisk publikum. Stormoen benytter sig
aldrig deraf, han gjör ingen anstrengelser,
han / skaber alene skikkelsen og viser os,
at den er komisk, uhjælpelig komisk i al
sin selvtilfredse, bredbenede lidenhed.
Brands anden modsætning, Einar,
bliver spillet af hr. Halfdan Christensen.
Han er fra först af dramaets luftige,
livsglade, unge mand, tryg paa Gud og tryg
paa lykken. Grundtonen er saa skvaldrende
banal, saa hul, at den næsten virker
falsk. Et dybere særmerke faar han
först i det öieblik, han træder frem som
den omvendte synder og pietist, der folder
hænderne over maven og ved, at han er
frelst. Da hans kjærlighed tages fra ham,
slaar han sig paa flasken, og da flasken
tages fra ham, slaar han sig paa religio-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
