Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
CARL NÆRUP.
trække sig ubemærket ud af Livets Spil.
Hans Fortid kommer og besöger ham, kræ-
ver ham til Regnskab. De unge læser op
for ham al den giftige Haan, han har skre-
vet mod Alderdommen. De minder ham
om, at han engång böd dem at skyde Rene-
gaterne. De foreholder ham hans gamle
Teori om Menneskets aandelige og legem-
lige Af blomstring i Femtiaarsalderen, — den
Lære har Hamsun förövrigt forkyndt i eget
Navn. Og de stikker ham med spottende
Ord om, at han nu har naaet den Ålder, da
man pleier at svige sin Ungdoms Idealer.
Og Kareno vakler, betænker sig grundigt,
— men glider omsider alligevel över.
Hans Yndlingsdiscipel prover at give ham
den Kugle i Kroppen, som Overlöberen
bör have. Men Kareno rammes ikke. Vær-
dig og velbeholden gaar han ind i sin Af-
tenröde. »Mine Herrer, jeg er uskadt.
Min Familie er uskadt . . . Mine Herrer, vi
vil bekjæmpe Udskeielserne. I Fred og Ro
og Orden skal vi gjöre vört Arbeide og
saa förövrigt lægge vor Sag i en Höieres
Haand. Paa det Ståndpunkt staar jeg.»
Efter dette bitre, spodske Skuespil
fulgte den lille Roman »Victoria» (Hösten
1898). Det er Idyllen i Hamsuns Produk-
tion, — en mild, fin, lidt sentimental
Kjærlighedshistorie, som foregaar långt borte
fra Virkelighedens urolige Verden ... i Poe-
siens evigt fredlyste Land. »Victoria» er
en höist romantisk Fortælling. Hvad der
giver den en ganske særegen Charme, er
det Væld af varm personlig Lyrik, som
gjennemströmmer den.
V.
Nu gik der fire Aar hen, för Hamsun
udgav nogen ny Bog. Den kom da en-
delig og viste sig at være noget saa nyt
og overraskende, som man bare kunde
vente sig det af denne Forvandlingernes
Mester. Et Drama paa Vers i — otte
Akteri Et moderne Epos i Tankedigtets
Form — næsten saa stort som Brand og
Peer Gynt tilsammen! At en saa udpræ-
get Prosaist som Hamsun saaledes med en
Gång fremtræder som en dreven Virtuos i
Versets Kunst, maatte forbause. Det eneste
mere bemærkelsesværdige i Retning af
Lyrik, han tidligere havde offentliggjort,
var en Cyklus »Feberdigte» (trykt i »Tids-
signaler» 1895).
Det er dog ikke bare i formel Hense-
ende, at »Munken Vendt» betegner noget
nyt i Hamsuns Produktion; ogsaa i sin Idé,
i sit hele Anlæg er dette Verk dybt för-
skjelligt fra alt, hvad han tidligere har skre-
vet. Digteren har her sögt at gjennemföre
en Grundtanke. Han har selv givet sig
ikast med de moralfilosofiske Problemer,
som Ivar Kareno ikke magtede at bringe
noget ud af. Det er de gamle Spörs-
maal fra Jobs Bog, som Hamsun tumler
med paa sin springende, uordnede Maade.
Mennesket, som i sin Afmagt og Forladt-
hed kræver Himmelens Herre til Regnskab
for, hvorledes han styrer Jorden under sine
Födder. Den frie, sterke, naturbaarne Sjæl,
som oprörer sig mod den blinde Uret og
Vilkaarlighed i Verdensordenen:
En Fredag i Aaret bör Alvorets Ord
staa höit imod Himlen fra Trællenes Jord.
Stævn Landene sammen, stern Rösterne sammen,
förklar ham, vor Gud, uden Stonnen og Stammen,
hvor grumt den fordærver os, Livets Dont.
Stat stille ved Dören, blot ærligt dit Hode,
forlang, at han leder os frem i det gode,
men hindrer os haardelig, handier vi ondt.
Aa, Folk, for en Fredag der blev i hans Himmel!
Der oppe den Lytten, her nede den Stimmel,
den Brusen mod Höiden af hver en Fortabt.
Og skulde han — skulde han lukke sit Öre,
da gjorde dog vi, hvad der var at gjöre.
Det skabte var bedre end han, som har skabt.
— Thi spörger Digteren:
. . . blir du bedre af Modgangens Slag?
Nei, nei, du blir bedre i Medgångens Dag.
Da er det, at Solen og Verden kan tindre,
og alt er en eneste Lov i dit Indre.
Sig: var det af Heldet du rased og svor?
Og var det af Lykke du stjäl fra din Bror?
Saa långt og saa vide som Fugl den flyver
et eneste Svar, at du lyver — lyver.
Nuvel, vi forhindrede Slaver af Gud,
her staar vi og luder os, slig ser vi ud.
Vi maaler hverandre i Smug med vört Öie
og kjender hinandens Elende saa nöie:
hver har sine Synder og hver sin Men,
ikke ublandet godt i en eneste en.
Slig staar vi ... Saa er det, at Tvivlen kommer
paa denne vor Fader, vor Herre og Dömmer,
om ikke han styrer det Liv, han har skabt,
lidt ned, mere ned, saa det ender fortabt.
I Digtets Hovedperson, den forlöbne
Student Munken Vendt, moder vi ätter
Hamsuns Yndlingstype: den genialt forvovne,
ustyrlige Vagabond og Livsomseiler, hvis
eneste Maal her i Verden er at udtömme
alle de Muligheder og Mærkligheder, som
Tilværelsen rummer. Det er af rasende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
