Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KNUT HAMSUN.
4OI
Livsbegjær, af umættelig Träng til at om-
tumles af Tilfældets og Lykkeslumpens blin-
de Spil, at han giver sig Undergangsviljen
ivold. Denne vilde Livsbrynde er et oprin-
deligt Træk hos ham. Det er den, som
gjör Kvinderne til hans lette Bytte. Og
den tåler gjennem hans Mund, naar han
synker hen i skjælvende Henrykkelse över
at være Naturens glædeberuste Sön. Vist-
nok vil Digteren faa os til at tro, at Mun-
ken fra först af er en anden, en ydmyg
Sjæl, som böier sig for den lovlige Orden
og er overbevist om Verdensstyrerens God-
hed og Retfærd. Og at det er Skuffelsen
og Smerten över Menneskenes Trolöshed
og Gudens Ligegyldighed for hans Skjæbne,
der gjör ham til en Spotter og Trodser,
som naar han efter sin vellykkede Flugt i
fjerde Akt udbryder:
Jeg er ikke længer en Guddoms Nar,
jeg narrer fra nu af for egen Regning.
[eg fatted min Rolle i Spillet for tungt.
Nu spiller jag bedre. Mit Liv er ungt.
Men om nogen saadan Udvikling hos
Munken er der ikke for Älvor Tale — saa
lidt som hos nogen af Hamsuns Figu-
rer. Hans Mennesker er fuldt færdige og
»sig sel v aldeles förbandet», fra förste
Stund de træder frem for os, og til deres
Skjæbne besegles paa Bogens siste Blad.
Det gjælder om Johan Nagel og Kareno
saavel som om Thomas Glahn og Munken
Vendt.
Det eneste, som skiller denne siste fra
Hamsuns övrige mere betydelige Skikkelser,
er det varmere Skjær af Lystighed og Lune,
som er över ham. Og saa hans evinde-
lige tilbagevendende Reflexioner över sit
Forhold til Verdens og Menneskenes Herre.
Han er fra Begyndelsen af klar över, at
vi bare er Brikker i den store Magts
Haand:
... en slippes for Ondskabens fulde Seil,
en anden gaar Skröbelighedernes Stier —
en roper, den anden ligger og tier.
Guddommelig Löier? guddommeligt Spil?
En hindrer han haardt i at komme paafode,
en hjælper han mildt til at fælde det gode —
hans Lov er hans egen, han siger han vil.
Munken Vendt er som Johan Nagel og
Thomas Glahn den underlige Blanding af
Ydmyghed, Trods, Stolthed, Ömhed og
Ord och Bild, i^-.e årg.
KNUT HAMSUN. KARIKATYR AF OLAF
GULDBRANSON.
Blu, som först Dostojefskij har lært os at
forstaa som en ægte og sand og dybt vær-
difuld Sjæletype. Og som Nietzsche efter
eget Sigende har lært sin meste Psykologi
af Dostojefskij, saaledes har Hamsun i
»Munken Vendt» sögt paa sin Maade
at sammensmelte de stridende Livsansku-
elser, som udtrykkes af hine to Drömmere
om en ny höiere Menneskeart. Han förer
sin Helt gjennem alle Tilværelsens Stadier
helt frem til den triumferende frie og over-
legne Livsbekræftelse:
. . . intet — nei intet er Undergång.
Saa mildt er der tænkt og saa herligt er Livet,
saa snedigt — jeg mener, saa vist er Motivet,
det hele staar stemt i en eneste Klang.
Vört Maal er at lære, at Frihed og Tvang,
at Ungdom og Ælde, at Væde og Törke,
at Godhed og Ondskab, at Lys og Mörke —
at alt er Værdier af lige Rang.
— Mellem de to Stemninger: ankla-
gende Oprörsfölelse og ironisk Godkjendelse
af Livet i dets tragi-komiske Sammen-
slyngning af Træf og Tilfældigheder —
svinger Digtet uafladelig. Munken Vendt
dör som den uforknytte, uböiede Sjæl, han
for det meste har været i sin jordiske Exi-
stens. Med varmt og villigt Sind gaar han
26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
