Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Knut Hamsun. Af Carl Nærup. Med 4 Billeder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
CARL NÆRUP.
ind i den »evige, gode Nat». I selve
Dödsöieblikket er han fuld af Taknemlig-
hed for, hvad Skjæbnen har forundt ham af
godt og ondt i hans omtumlede Tilværelse:
. . . Det skal smage at komme til Ro
og sove en drömtnelös Sövn, kan du tro.
Nu fåår jeg en Skog med de sagteste Vinde,
der ligger min Sjæl og suser iblinde,
iblinde, i Susen, saa kjærlig forladt . . .
Stort tænkt og stort i sit Anlæg er dette
Digt om Trodsen og Undergångs viljen som
seirende etiske Magter. Men rigtig umid-
delbart betagende virker det ikke. Det
kommer vel for en Del af, at Hamsun har
valgt denne lyrisk vage, virkelighedsfjerne,
lidt akademiske Form for et Verk, saa fuldt
af Livets Spænding og Uro. Vers er jo
Gudernes Tungemaal, men i »Munken
Vendt» tåler store og smaa, gråa Hver-
dagsmennesker og höit benaadede, lykke-
straalende Söndagssjæle i de samme brede,
festlig svulmende Rytmer og Rim . . . hele
427 Sider igjennem.
Men som Skriftverk, som stilistisk Kunst-
stykke er Digtet overordentlig værdifuldt.
Og i sit sterke Fyndsprog, sin lunefulde
legende Paradoxi bærer det Vidnedsbyrd om
en stolt og fribaaren Aand. De Tanker, som
her udtales, har faat det Stempel af Dig-
terens spillende Ironi, hans vilde Stridslyst
og inderlige Naturmenneskelighed . . ., som
gjör dem i Sandhed til hans egne.
Efter »Munken Vendt» har Hamsun
udgivet det för nævnte Bind Erindringer
fra en Reise i Kaukasus, en munter og
livlig Bog, hvori han for förste Gång tåler
ud om, hvad han skylder sit store Forbil-
lede Fjodor Dostojefskij — og idetheleta-
get de russiske Digtere. Lidt senere kom
Skuespillet »Dronning Tamara», ogsaa en
Frugt af hans Ophold i Östen- forövrig et
flygtigt og ubetydeligt Arbeide. Omtrent
samtidig med dette udsendte han en Sam-
ling mindre Fortællinger og Skizzer under
Titelen »Kratskog». En lignende Samling,
betitlet »Siesta», havde han offentliggjort i
1897, — den stod adskillig höiere ved
digterisk Kraft og Eiendommelighed.
Vaaren 1904 udkom Digtsamlingen
»Det vilde Kor» — en smuk og betydelig
Bog. Den vidner om, at Hamsun ogsaa som
ren Lyriker raader över den rigeste, mang-
foldigste Sprogkunst. Her findes Poesier
af yperste Rang som den värme, brusende
Hilsen til Björnson, det mystisk dybe og
inderlige »Skjærgaardsö», den deilige »Kvan-
nelederskernes Sang», det skjönne og sarte
»Abdullahs Haab».
Besynderlig nok, det synes at fälde
Hamsun vanskeligt at anslaa den spottende
og angribende Tone, naar han tåler paa
Vers. Samlingens polemiske Digte er li-
det vittige, lidet rammende. Det gjælder
om »Himmelbrevet til Byron», der skjæm-
mes af en jasket Form og en glat journa-
listisk Jargon, saavel som om de övrige
Forsög i lignende Retning. De Strofer,
som gjör dybest Indtryk, tolker Naturfö-
lelse og Naturmystik. I »Skjærgaardsö»
har Tanken om Sjælens Forudtilværelse
fundet et eiendommelig anelsesfuldt Udtryk:
Her lever Blomster
for ingens Öine,
de staar saa fremmed
og ser mig lande.
Mit Hjerte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster,
som Öen eier.
De tåler sammen
og hvisker sælsomt,
som Born de modes
og ler og neier.
Her var jeg kanske
i Tidens Morgen
som hvid Spiræa
engång at finde.
Jeg kjender Duften
igjen fra fordum,
jeg skjælver midt i
et gammelt Minde.
Digte som »Lad det spille med Vaar
över Jorden», »Böcklins Död», »Tonen»
er helt fyldt af cosmic emotion: af ström-
mende Henrykkelse över Altets Uendelig-
hed, af grublende Undren över det dunkle
Slegtskab mellem Verdenssjæl og Menneske-
fölelse:
Der synger i mig en Tone,
den kjendes saa tung og saa gul af Guld,
jeg selv blir en Herre af Rigdom fuld,
en Konge i Kaabe og Krone.
Staar Natten stum mod min Rude,
da synger den Guldlyd gjennem mit Sind,
den slynger min Tanke fra Tind til Tind
til månge Verdner derude.
Den bær mig til andre Kloder,
hvor Stjærnerne svömmer som Ö efter Ö.
Det er, som mit Hjerte af Lykke skal dö
til länge brusende Noder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
