Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Den unge Robinson. Af Edvard Blaumüller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN UNGE ROBINSON. 649
proviseret. Men nu ejede han Slingres.
Allons enfants! Den skulde bruges.
Det gik dog ikke an at indvie
Skuespillerne i dette Anslag. De vilde paa
Forhaand finde det for vovsomt eller gaa
i Stykker under Udförelsen. Det gjaldt
desuden at bevare Hemmeligheden. Han
betroede sig derfor kun til sin intime
Ven »Uglen», hvem han havde Brug for
til et lille Intermezzo udenfor Scenen.
Balaftenen kom. Tragedien blev
opfort og gjorde Lykke. Baade
Forfat-ter og Skuespillere fejrede Triumfer.
Et Par Öjeblikke för Tæppets Fald
henvendte Uglen sig til Inspektören, der
tronede paa sin Hædersplads i förste
Parket og bad ham komme udenfor.
Værten önskede at radföre sig med
ham om et og andet vedrorende
Bordets Ordning.
Under hans Fravær fandt
Fremkaldelsen og Slutningsscenen Sted.
Elskeren, der gennem alle fem Akter efter
eget Paafund havde udstyret sine
patetiske Repliker med et Tonefald, hvis
kattesleske Mjaven bevidst eller ubevidst
syntes laant hos Inspektören, afleverede
nu som Afskedssalut hans Roser og
Torne med övrigt Tilbehör under höjröstet
Jubel fra et velvilligt og yderst
taknemligt Publikum.
Saa gik man tilbords.
Midt under Festmaaltidet hævede
Slingre sit Glas og lod den sure
Rodvin spille i Lyset fra Kandelabrene.
Han begyndte at tale.
Med sit syngende Foredrag. Uhyre
salvelsesfuldt. Men formedelst den Skælm
— Disciplene kaldte det altsaa en Ræv
— han havde bag Öret parat til at
krydre sin ferske Festpoesi med et noksomt
bekendt attisk Salt.
Almindelig Studsen i Forsamlingen.
Talen fra Teatret om igen!
Hvad skulde dette betyde?
Var det hans Mening at göre sig
lystig over Skuespillet?
Man begyndte allerede at föle
Deltagelse for Forfatteren.
Men han blev ved. Uforstyrret.
Urokkelig i sin Svulst.
Aldrig havde Robinson föl t sit Hj
ærte saaledes banke i Spænding og
Henrykkelse.
Han saa sig om . . .
Folk sad som paa Glöder.
Skuespillerne vidste ikke, hvor de skulde
anbringe deres Öjne. Protagonisten var
ligbleg.
Men efterhaanden begyndte Latteren
at koge i Tilhorerne. En Fryd for
Guder at höre de samme Flovser
foredragne paany og denne Gång i fuldt
Alvor! Da Slingre omsider affyrede sin
förste Vittighed, brast Bordet sammen i
vild Jubel. Fra dette Öjeblik var det
umuligt at höre Talerens Röst.
Henrykt dalede han atter ned paa
sit Sæde.
Han regnede siden denne Baltale
blandt sine störste oratoriske Sejre.
Ingen forraadte ham, af hvilken
Pyrrhos-Art den var. Man turde ikke, eller
nænnede ikke. Og man vidste jo
heller ingen Ting. Begivenheden blev
naturligvis ivrig dröftet baade paa
Aaste-det selve Balaftenen og paa Skolen et
halvt Aar efter. Det forlod endog, at
Bestyrren havde kaldt Robinson op til
sig for at afæske ham en Forklaring.
Maaske havde han virkelig tænkt
paa noget sligt — men klogelig
opgivet det igen. Det ögede jo blot
Skandalen. Han havde desuden i egen höje
Person under selve Akten knust
Glædes-taarer i sine olympiske Ojne.
Den trofaste Ugle — han er nu en
halvgammel Kancelliraad — robede aldrig
Hemmeligheden. ForsaaTadt kunde
Robinson gerne have taget den med i sin Grav.
Men nu er han jo plumpet ud med den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
