Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Strejftog i ny dansk Literatur. Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STREJFTOG I NY DANSK LITERATUR 507
andre Lighedspunkter mellem sig selv og
Verdenserobreren: Som den aldrig har
kunnet taale Synet af blodigt oprevne Mus
og i Regien skyndsomst aad slige
bekla-gelige, lemlæstede Stakler, saaledes
bleg-nede Napoleon helt ned paa Halsen under
de grueligste Lazaretamputationer, og
flæk-kede Hoveder og udpustede Hjærner
for-voldte ham ubehagelige Öjeblikke.
Katten föler sig da i hele sit Liv
nært knyttet til Napoleon og hans modige
Soldater, som han desværre kun kort skulde
følge, thi en henrivende kvindelig Mis
med blegröd Snude gjorde i Weimar saa
stærkt Indtryk paa dens mandige Hjærte,
at den opgav alle krigeriske Ambitioner.
Hans Veninde er Fru von Steins
Køkken-kat — selv nærmer vor Helt sig den store
Goethe, som den træffer læsende ved sin
Pult med Haanden skyggende över Pan
den. Han er ifört tilknappet, enkel, sort
Diplomatfrakke med en paasyet sølvhvid
Ordensstjærne. Hans Vest er broderet, og
en röd Ædelsten funkler i hans hvide
Halstörklæde.
Disse Öjebliksbilleder af den store
Digter — ofte ved Siden af Christiane
Vulpius, ret en Hustru for Goethe, thi
hun elskede ham »varmt og uforstyrret
uden at ane Kvindens Stilling i Oldtiden»,
et lille hjærtevarmt og blodrigt
Kvinde-menneske, der ikke begreb, hvor Fisken
var bleven af, naar Katten havde snuppet
den — er Bogens vittigste Partier. Her
viser Leopold sin sjældne Ævne for
det tidshistoriske Interiör. Men det
lykkes ham ikke at gennemföre sin
Skildring af Katten saaledes, at den ikke virker
udtværet og aandløs. Satiren bliver ofte
bleg og uvirkelig, træffer i Luften i Stedet
for at bide. Hans Kat bliver derför
ingen verdensliteraturhistorisk Kat som
Hoff-manns, hvor meget Literaturhistorie der end
ellers er i selve Bogen.
Et andet Arbejde af ham: »Vore
Oldenborgere og andre Artikler» (Det
Schu-bothe’ske Forlag) har et mere tilfældigt
Præg — det er en Samling gamle
Artik-ler af höjst forskellig Værd, og de
kari-katuragtige Rids af de oldenborgske
Kon-ger er paa den modsatte Side af god
Smag: plumpe i Stedet for vittige. Men
der er dog nogle Sider af Bogen, som
fortjener særlig Opmærksomhed — dem
Leopold vier Mathilde Bonaparte, den
sidste Store af den störste Slægt, idet han
skildrer hendes Ankomst til de himmelske
Tuilerier långt ude i det yderste
Verdens-rum, hvor Solen Sommeraftener gaar ned
bag Triumfbuen, og hendes Modtagelse, da
den udødelige Mameluk dröner Flöjdörene
op i straalende Rækker og tusinde
Trom-mer knurrer — Marseillaisen udsat for
Himmelrummet. »Hele Himlen glimrer i
dette Øjeblik af Prinser og Prinsesser,
Stordignitarier og Storembedsmænd (kun
ikke Talleyrand), af Æreslegionens
Stor-örne, af tjenstgörende Officerer og
fakkel-bærende Pager og Vaabenherolder, af [-Marskal]-] {+Mar-
skal]+} er og Kardinal-Storalmisseuddelere, af
Vicekonger og Storhertuger, af violette
Biskopper og röde Kardinaler, Adjutanter,
Kammerherrer, Staldmestre, Ceremonimestre
og Storkanslere». Og Prinsessen stiger
op, idet Te-Dum lyder, og medens
Kejse-ren stirrer ud efter Jorden, der glimrer i
det fjærne som en Stjærne af ty vende
Rang — »Den var mig for lille!» tænker
han — trykker han den gamle Prinsesse
til sit Hjærte. Der er saa megen Fantasi
över Billedet, at man tilgiver det altför
opstillede, der skæmmer det.
Ogsaa de Sider, hvor Leopold
skildrer Goethe-Huset i Weimar, op ad hvis
Vægge der snuses og snöftes af rejsende
Englændere og tyske Literater, om der
skulde være bleven en Smule Aand tilbage
i et Sofahjörne eller lidt Genialitet i en
Papirkurv, medens Goethes Aand er i
Naturen udenfor, hvor Solen flammer og
Blomsterne higer opad imod Lyset, vil
man mærke sig. Leopold er i Besiddelse
af en mærkelig intuitiv Fantasi, som blot
trænger til at indsnævres indenfor
Runstens Grænser for at kunne yde det
monu-mentale og bli vende.
En anden ung Forfatter, som
plud-selig aabenbarer en dristig og broget
Fantasi og som tilmed synes at besidde
kunst-nerisk Selvtugt, er Niels Hoffmeyer, der
har udgivet förste Del af en Cyclus
»Dagen», der skäl bestaa af 5 indbyrdes
uafhængige Böger. »Morgengry», som
denne Begyndelse hedder (V. Pios Forlag),
er en förhistorisk Fantasi. Urtidens Skov
med dens tykke Stämmer og Slyngvæxter,
med dens Månd og Kvinde, som
efter-haanden opdager, hvad Verdenen og Livet
vil sige, som mægtig föler sig draget mod
hinanden, stifter Hjem og Familie> kæm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
