Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Strejftog i ny dansk Literatur. Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508 CARL BEHRENS
per mod Naturens Vildhed, mod
Rovdyre-nes Hærgen, mod Dödens Gru, og
opfin-der et hemmelighedsfuldt Væsen at bede
og öfre til, danner det storstilede Sceneri.
Lidt efter lidt bliver Hun imidlertid ikke
mere ny for Ham. Ait, hvad Hun
for-söger, for at vinde Ham igen, stränder
uigenkaldeligt. Han er utilgængelig som
Sten, færdes mere og mere borte fra
Hjem-met, er tavs og streng og har hverken Öje
for, at Hun skifter Lændeskind eller deler
Haaret i to Fletninger.
Længslen har nemlig grebet Ham
efter de fjærne blåa Skove og voxer ud
över dem mod Solens Nedgång. Og
til-sidst forlader Han Sende, borer sig
gen-nem Krat, iler förbi de mörke Stämmer,
lever af vilde Rödder, indtil pludselig
Skoven ligger bag Ham med sine blöde
Linjer, og Han kommer ud i den gule Äger,
ud til dyrket Land, til Civilisationen, hvor
en sær mumlende Metallyd der kommer
långt borte fra, stiger og falder som Bölger.
— Klokkerne i den Höjestes store Hus,
der ringer ved Solnedgång.
Men heller ikke nu finder Han,
Skovgangsmanden, Hvile. Heller ikke ved
Siden af den gyldentlokkede unge Kvinde,
som skænker ham en Datter, naar Han
Freden. Han maa æde sit Bröd i sit
An-sigts Sved, slæbe og trælle, bliver gammel
og gråa med långt Skæg og
dybtliggen-dé Öjne, og Kvinderne barikaderer deres
Dör for Ham. Lians Tanker vender
til-bage mod Skoven, Bækkens blöde Boblen
minder Ham om den samme Lyd, Han
hörte i gamle Dage, og Han griber sin
gamle Kæp, som har staaet de månge Aar
i Skuret, og begynder at fölge Aaens
ris-lende Löb, som maa före ham tilbage til
Skoven. Vandringen er tung, men det er,
som om Jorden giver Ham nye Kræfter
til at naa sit tabte Paradis, sit forjættede
Land. Tilsidst kan Han dog ikke mere
— Klæderne falder af Ham, Hans
Födder blöder — da, just i det Öjeblik,
Jorden tager Ham tilbage, ser Han med sine
bristende Öjne en läng mörk Linje »längs
hele Himmelranden under den blodröde
Sol. Det var Skoven — Skoven».
Der er Farve över Hoffmeyers Skildring
— noget urkraftigt og sagamæssigt, som
hæver hans Bog udover den
hverdagsag-tige Ligegyldighed, der er saa månge nye
danske Fortællingers ubodelige Skavank.
Hans Idé at skildre den forhistoriske Tids
Mennesker er visselig ikke ny — den er
forsögt af månge, .betydeligst og kraftigst
af J.-H. Rosny i hans »Vamireh» — men
det er dog lykkedes Hoffmeyer at unde
sin egen Tone og at give sin Læser
Ind-trykket af en fjærn, taageslöret Fortid.
Fra Nutidens Civilisation kan han ligesom
vende Blikket tilbage mod de store mörke
Fortidsskove, hvor der kæmpes mod
Uvejrs-kulde og Vilddyrs Rasen.
Denne Ouverture til den store Cyclus
spænder Opmærksomheden og fåår os til
at stille store Forventninger til den unge
For fat ter.
En Skribent, som stadig indfrier de
Forventninger, der næredes til ham som
ung, er Johannes V. Jensen, der hæver
sig höjt över sine nærmeste samtidige i
Originalitet og Fantasi, i levende Iagttagelse
af de mest forskelligartede moderne
Fæno-mener. Hans »Digte» (G. B. N. F.) er
unægtelig mere Prosafantasier end Poesi i
gammeldags Förstånd, Rhytmer og Rim
forstaar han sig ikke paa, men til
Gen-gæld er »Myter og Jagter» en
ualminde-lig livfuld Bog, fængslende selv i sine
Bizarrerier. Den spænder — saa lille den
end er — över vide Felter. I
»Edder-koppen» fornyer Johs. Jensen næsten H.
C. Andersen i sin Skildring af
Ægteska-bet mellem Hr. og Fru Edderkop. Han
moder sin Skæbne i »den underdejligste
Edderkoppefrue, hans Öjne nogentid saa».
Yndig og stærk var hun, en Kvinde
hel-igennem, »af Person billedskön. Hun
havde den slankeste Taille, næsten kun
som en Traad mellem For- og Bagkrop.
Det tydede paa gammel fin Familie. Aa,
hun var saa fin, at hun gerne kunde gaa
midt över». Ægteskabet blev kort og
sorgeligt — paa Bryllupsdagen aad Fru
Edderkop sin nye Gemål og hængte Skelettet
eller Skallen af ham op udenfor Dören.
En Skolopender, der var Vidne til det
ægteskabelige Drama, fortalte Löbebillen,
hvad han havde set, og denne bragte den
ubetalelige Historie videre. H. C.
Andersen redivivus!
Ud paa Fantasiens Vinger kaster Johs.
Jensen sig i den »Myte», han kalder
»Kon-dignogen», Bogens mærkeligste, i hvilken
han skildrer, hvorledes han pludselig
under Sultens Nagen i Madrid kommer uden
for Tiden og forvandles til et Fabeldyr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
