Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Strejftog i ny dansk Literatur. Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STREJFTOG I NY DANSK LITERATUR 509
en Menneskeögle paa fire korte, tykke Ben,
smudsigt ködfarvede, med skifrede
Pig-mentpletter hist og her og Hovnegle paa
de röde Klumpfödder, med Håle,
Flyve-hud og Manke og skællede Læber. Han
vanker omkring paa de nögne, solbagte
Jorder i Omegnen af Madrid eller
stemp-ler sig med Klumpfödderne henad de hede
Fortove i Byen, med Flyvehuden slubrende
mellem Benene — ikke en eneste har Öje
for Kondignogen. Og dog vil
Fortryllel-sen först kunne hæves, naar et Menneske
ser ham som han er. Befrielsen finder
han omsider, da den unge Consuela — en
fattig Pige i rödt Skört arm og husvild,
et stakkels lidende Proletarbarn, hvem
Sultfeberen har gjort seende — ser hele
hans Elendighed som Kondignog og strax
kender ham. I det hun ser ham ind i Öjnene,
ven der hans menneskelige Form tilbage.
Den er burlesk, denne Myte, men ikke
dette alene. Der er Bitterhed og social
Satire paa Bunden af den, og netop det,
at Fantasi og Virkelighed her er sindrigt
sammenslyngede, gör den betydelig i sin Art.
Ait i Bogen er ikke af samme Værd
— noget er gammelt Bladstof — men
ogsaa Skildringen af de blodtörstige Myg
i Sevilla eller af den sindssyge Gadefigur
Traveren som Type paa en dansk Borger,
som Sindbilledet paa den hjemligt forrykte
Aand, af den norske Advokat, der gaar
paa Fjældet med sin Bosse, som
Modsæt-ning til den danske Jurist, der inhalerer
Bogstöv, naar han er vaagen, og kaster
forkalkede Læsemaader op i Sövne, der
stejler for en tom Bosse og protokolerer,
at den kunde have været ladt, eller af
Potowatomis skonne Datter, der bader
sig i Foxlake, men i Virkeligheden er en
Bæverrotte, der gör Foraaret til en
hem-melighedsfuld og forunderlig Tid for
For-tælleren, fortjener at nævnes som typiske
Prover paa Johannes Jensens
Fremstillings-kunst og Udtryksævne. Der er baade
Selvironi, Samfundssatire og Natursymbolik
i denne Bog, hvis Forfatter er en Elsker
af Friluftsliv og Jagt.
Friluftsliv giver Luft i Lungerne —
ogsaa i literær Henseende — Hverdagsliv
avler ofte kun Ligegyldighed. Megen ny
dansk Novellistik vidner som nævnt derom.
Lad os af Mængden f. Ex. gribe en Bog
som Erich Erichsens >To Mennesker»
(Det Schonbergske Forlag) Her har vi
Hverdagshistorien i Renkultur. Æmnet er
en nygrundet Husstands ökonomiske
Sorger, der træder grelt frem paa Baggrund
af to unge Menneskers Lykke. Han
»laa-ner» af den ham betroede Kasse, jages
bort fra sin Pläds, afslöres for sin Hustrus
ham overlegne Familie som Tyv og rejser
til Hovedstaden, hvor han söger ätter at
göre sig værdig til et fornyet Samliv med
den unge Kvinde. Forfatteren, der
tidli-gere har udgivet forskellige Fortællinger
med Provinslivet som Baggrund, er
ingen-lunde uden Talent, men hvor er ikke
hans Horizont som Skribent snæver, hvor
smaa er ikke de Maal, han stiller sig, hvor
jordbunden hans Sfære: Han vilde
maa-ske kunne voxe ved at sætte sig större
Maal — for at forgylde hans Hverdags drägt
med et klassisk Raad, han burde fölge.
Alfred Ipsens Hverdagsdragt er
imid-lertid ogsaa umiskendelig til Trods for
klassisk Sminke. I sin Roman »Venus»
(Det Schonbergske Forlag) har han forlæst
sig paa Goethes »Die Wählverwandtschaften»,
som han stadig citerer. Moderen til den
unge Pige, som er Bogens Heltinde, har,
da hun bar hende under sit Hjærte, ätter
og ätter siddet hensunket i Beundring över
et Venusbillede og önsket sin Datter
samme Skönhed, Og da Datteren — med et
Spring af henved en Snes Aar —
præsen-teres for os, er hun ogsaa saa skön som
nogen klassisk Gudinde og hendes Portræt
paa Foraarsudstillingen Byens Samtaleæmne.
Der findes en dansk Komedie, hvor
den moderne Literatur spögende fåår Skyld
for ait, hvad der sker af ondt ■— for
Älvor giver Alfred Ipsen den moderne
Aandsretning alene Skyld for sin
Heltin-des sörgelige Skæbne. Hun bliver
forlovet med den unge Kunstner, der har
målet hendes Portræt, og hendes Fölelse for
Täkt og Sömmelighed forkvakles i den
Grad, at hun som Venus i et Tableau ved
en Velgörenhedsforestilling, viser sig nögen
for derpaa af Sorg og Skam at drukne sig.
Selve det oprindelige Motiv kunde
maaske i en stor Digters Haand være
ud-formet til fængslende Menneskeskildring.
Alfred Ipsen staar derimod hjælpelös
överfor den Idé, han har haft, og Goethes
store Navn tages kun forfængelig i hans
Mund. Den unge Piges Skæbne, som
skulde gribe os, er for ham kun et
Mid-del i Tendensens Tjeneste, han har i Vir-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
