Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Det meningslöse. Af Niels Hoffmeyer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til mig: Du maa se at finde en
Englænder at vise omkring, eller hvis Du
er meget sulten, saa en Tysker. Tror
Du ikke, jeg tit maa nöjes med en
Tysker? — Og saa maatte jeg gaa. Det
skader hende, hvis nogen ser hende tale
med mig. -— Jeg löb tilbage til Via del
Portico og lagde mig ind i en Krog, jeg
har ved Bagsiden af Palazzo Cenci lige
overfor Synagogen, og hvor jeg
undertiden so ver. Jeg laa og klemte Hovedet
bagover ind i Hjörnet og stemte
Hænderne mod Maven. Men det hjalp ikke,
det var Scirocco. Jeg löb ind over
Pladsen foran med knyttede Næver.
Jeg var syg. Paa en bestemt Plet i
Hovedbunden var det iskoldt, og
Klæderne kradsede paa Kroppen. Jeg löb
langs Husrækken i Via del Portico og
raabte ind i alle Værkstederne, hvor
Joderne sidder og plukker gammelt
Fod-töj itu til Læder, at de skulde give mig
et Stykke Bröd eller en Skive Polenta.
Men de spyttede ad mig. Saa gjorde
jeg det, jeg meget sjældent gör. Jeg
gik op i Huset, hvor min Mor bor.
— Nej, min Mor har helt glemt
Ophelia og mig, siden hun blev gift.
Det er, som om hun slet ikke har faaet
os. — Jeg bankede paa Dören, og
indenfor raabte de: »Chi é?» Jeg gikind.
Der sad en Kone med tyk Mave og
hængende Bryst paa et af Lejerne paa
Gulvet. Det var min Mor. Og paa en
Stol sad den Mand, hun er gift med,
og paa Gulvet laa Börnene og rykkede
hinanden i Haaret. Det var blevet Aften,
der var mörkt, et lille bitte Lys
brændte, og der lugtede af Olje. De havde
dog Mad.
— Nej, jeg fik ikke engang sagt
noget. Den Mand, der er gift med min
Mor, stod op og greb mig i Skulderen.
Han holder ikke af lange Forklaringer
om Sult og den Slags Ting. Ned ad
Trapperne med mig. Ikke mange Ord
om den Sag. Der stod jeg saa paa Gaden.
Jeg var ikke forbavset, men syg.
— Ja — jo — jeg skal komme til
Sagen. Men alt dette, jeg har fortalt,
vedrörer jo ogsaa Sagen. Jeg ved
sandelig ikke, hvor det begynder, og hvor
det ender. — Paa Via Arenula, hvor
jeg löb hen for at tigge, var der ikke
en eneste, der gav mig noget. Jeg har
jo begge mine Arme og er ikke blind.
De syntes vist, jeg saa ud, som om jeg
spiste mig mæt. Jeg fik ingenting. Saa
var der Fader Abrahams Trattori paa
den lille Plads bag Paladset.
— Aah, jeg troede, alle kendte
Fader Abrahams Trattori. Der hænger en
stor Lygte over Indgangsdören, og ved
Siden af paa Muren staar der: Ottima
cucina. Her kommer mange rige
Romere og fremmede Turister for at spise
Artiskokker paa Jodemaner. Det er det
bedste paa Jorden. Abraham har et
stort, hvidt Skæg, og Lokalet er ikke
lille. Vinen er vist ogsaa god. Og
naar Tyskerne kommer der, er det for
at fortælle det, naar de vender hjem til
deres Land. Jeg kunde lugte
Artiskok-kerne helt ud paa Gaden, og saa gik
jeg ind og blev staaende opad Dören.
Man bliver ikke jaget ud fra det Lokale,
det bruger de ikke. Man staar som en
Slags Seværdighed eller Dekoration. —
Rundt omkring ved Bordene sad smaa
Selskaber. Familier kom ind med deres
egen Mad og fik Vin til. Aah, det er
et dejligt Lokale. —
— Nu kommer det, signore; nu
begynder det. — Det var tre tyske
sig-nori, som kom ind.
— J°> jeg kender alle Nationer. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
