Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Skibsskruen. Av Carl Sörensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
saa opgav han Spillene. De duede
ikke.
Og han gik videre, og det var
forunderligt nok, men hans Blik blev
hængende ved alt, hvad der kom indenfor
dets Rækkevide af Metal og da navnlig
Jern, ligesom en Magnet. Folkene gik
uvilkaarlig af Vejen for ham, der var en
vis menneskeæderisk Graadighed i hans
Blik.
— Vi maa helst ikke gøre Maskinen
nogen Fortræd, sagde han, da han kort
efter stod oppe paa Broen hos
Kaptejnen. — Ellers kunde vi pille en af
Kedlerne fra hinanden. Der kunde nok laves
en Slags Skrue ud af den. Men . . .
Mester standsede og stirrede paa
Jernmasten foran dem, som vilde han æde
den.
— Nej den faar De sgu i alt Fald
ikke, Smed, sagde Kaptejnen.
— Hvad mener De, sagde Mester og
strøg sig over Panden. — Hvad i
Alverden skulde jeg med den. Han havde
ikke engang selv vidst, at han et
Øjeblik havde spekuleret paa at stikke
Fokkemasten i den ny Skrue. Det var bare
som om Anelsen om Løsningen, han
havde haft, var blevet stærkere.
— Den duer heller slet ikke, vedblev
Mester kort og i en Tone, som om en
Tings Værdi ene og alene afhang af dens
Anvendelighed som Skibsskrue.
Mester gik i dybe Tanker ned fra
Broen og ned i Maskinen, hvor han gik
en Runde og eftersaa alle Pumperne.
Men det var ikke som Pumper, de i
Øjeblikket intresserede ham. Det var
Godset i dem, han saa paa, og man kunde
se paa de dybe Furer i hans Pande, at
han anstillede svære Beregninger. Men
heller ikke Pumperne duede.
Der var trist dernede i det store Rum.
Tavsheden og Uvirksomheden trykkede
Mester for Brystet. Der hørtes ingen
anden Lyd end en svag Piben fra et
eller andet læk Rør samt Dryp af
Vand-draaber.
Hvis vi havde Gibs eller Cement eller
Ler eller kun Jord, saa vilde jeg forsøge
at støbe en Skrue, tænkte Mester og
knuste et Stykke Kul med Foden. Det
var bedste Cardiff Kul, men Mester
Hansen rystede paa Hovedet, fejede Støvet
til Side med Foden og erklærede højlydt,
at det ikke duede. Det var jo heller
ikke noget saadant, han havde drømt om.
— Vi maa låve en ny Skrue, sagde
han til anden Mester, der stod midt i
Uvirksomheden og Tavsheden som det
fortabte Faar af Israels Hjord. — Jeg
har lovet Kaptejnen at låve en ny Skrue,
forstaar De?
— Javel, sagde anden Mester. Det
forstod han meget godt. Men han forstod
bare ikke, hvor den nye Skrue skulde
komme fra. Man kan nu engang ikke
gribe en Skibsskrue ud af Luften eller
fiske den op fra Bunden af Atlanterhavet,
og en tredie Metode formaaede han i
Øjeblikket ikke at tænke sig.
Mester Hansen saa sig ransagende
om, som mente han. at den savnede
Skrue kunde være forstukket et eller
andet Sted i Nærheden.
— Jeg Drog, sagde han og slog sig
for Panden. — Der sidder den jo.
— Hvor, sagde anden Mester forvirret.
— Der, sagde første Mester og pegte
paa Jernskoddet ind til Fyrpladsen. —
Den bliver glimrende. Lad os bare komme
i Gang med det samme.
Da Kaptejnen en Times Tid efter kom
ned i Maskinen, blev han forfærdet
staaende og stirrede paa Mester, der var
krøbet op paa en Stige og stod og
tegnede mærkelige Figurer paa Væggen ind
til Fyrpladsen.
— Hvad Fanden er det, sagde han
og gik et Par Skridt baglæns, thi han
frygtede, at Mester Hansen var blevet
vanvittig af Sorg over Tabet af Skruen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
