Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Skibsskruen. Av Carl Sörensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKIBSSKRUEN
193
— Det er den ny Skrue, forklarede
anden Mester, der stod og holdt paa
Stigen.
— Den ny Skrue, sagde Kaptejnen
og kom interesseret nærmere. — Tror
De, det gaar, Smed.
— Det kan gaa, og det skal gaa,
sagde Mester. — Aah Jensen, spring hen
og pur Fyrbøderne ud. Nu har de siddet
paa Bagdelen længe nok.
Næste Dag tidlig var de tre Mestre
og alle Fyrbøderne i fuldt Arbejde med
den nye Skrue. Skibet drev stadig rundt
paa Havet som en viljeløs Ting, men
det var ikke livløst mer, og der herskede
hverken Tavshed eller Uvirksomhed nede
i Maskinen. Baal flammede, og der blev
hamret og mejslet, banket og boret, og
første Mester Hansen dirigerede og raabte
op i Spidsen for det hele. Han havde
smidt Mansketskjorten og optraadte i
blaa Maskinbukser og Normaltrøje med
opsmøgede Ærmer. Han var ikke længer
første Mester Hansen men Smed. Og
han arbejdede og svedte som en Jætte.
Naar man saa derned oppe fra
Maskintoppen, kunde man gerne tro, at det
var Juletræspynt, de lavede, saa lystigt
var der, og saa livligt gik det fra
Haanden, men en besynderlig og massiv
Juletræspynt af Jern og Staal.
Maskinrummet var omskabt til
Smedeværksted. Der var saa uryddeligt om
og over Maskinen, at man skulde
forsværge, den nogensinde kunde komme i
Gang igen, og der blev efterhaanden
saa sodet og snavset dernede, at man
skulde tro, der aldrig kunde blive rent
mere. Jernskoddet ind til Fyrpladsen var
revet ned og laa og flød i store Plader.
Tre Gange om Dagen skete der en
Forvandling med Mester. Da stod han
paa Hovedet i en Vandspand med en
Tot Tvist i den ene Haand og en Klat
grøn Sæbe i den anden. Og skuret og
skrubbet steg han op af Maskinen og
Ord och Bild, 24.1 årg.
stäk i Mansketskjorten. Og saa sad han
atter ved Bordet sammen med Kaptejnen
og Styrmanden som en renvasket og
nybarberet Førstemester.
Men Smeden stäk ham stadig i
Blodet. Der var aabnet for Kilder fra gamle
Dage og for Minder fra Svendetiden.
Han var bleven Aartier yngre. Og han
var ved at faa Manerer igen, der passede
til Normaltrøjen og de blaa
Maskintøjs-benklæder. Han spiste hurtigt og
graa-digt som en veltjent Arbejder og med
mange, tekniske Forklaringer og Udtryk
om Arbejdet med den ny Skrue og uden
at mærke, at hans Humør irriterede, og
at hans Snak ærgrede de andre to. Han
fortalte Kløhistorier og Kærestehistorier
fra Svendedagene og blev yngre og
synftigere for hver Dag, der gik. Og saa
snart Maaltidet var til Ende, forsvandt
han i sin Kahyt og dukkede frem igen
og ned i Maskinen i blaa
Arbejdsben-klæder og Normaltrøje med opsmøgede
Ærmer. Han var atter Smed.
Men Kaptejnen gik op i sin Kahyt
bag Bestiklukafet for at ærgre sig videre
og lægge Kabale. Han misundte Mester
Hansen af et inderligt Hjerte baade for
hans Humør og for hans Skrue. Selv
havde han intet andet at gøre, end hver
Middag at tage sine Observationer og
afmærke paa Kortet, hvor langt Skibet
var drevet, samt drøfte med Styrmanden,
hvad Arbejde man kunde sætte
Dæks-folkene til, for at de ikke skulde henfalde
i Lediggang og tage Skade paa Legeme
og Sjæl.
Dagene gik, og »Anna» laa og drev
frem og tilbage. De kunde se Røgen
af Damperne, der drog deres Vej frem
over Havet til begge Sider. Nu og da
kom et Skib saa nær, at det blev
op-mærsomt og kom ned og prajede dem
og spurgte, hvad der var i Vejen, og
om de vilde have Hjælp. Snart var det
en »Hansa» med rød, hvid, rød Skor-
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
