Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Regnvejr. Av Jeppe Aakjær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
REGNVEJR
535
kom for en Dag; lutter smaa Ting, der
tilsammen udgjör et Liv. Et Par
Markedsdage, en Dans paa en Lo, et
Stævnemode bag en maanelys Ladevæg; og
saa talte de naturligvis om Börnene,
om deres Sygdomme og övrige
Hjemsøgelser; og saa var det paa én Gang
bleven meget sildigt. Thomas sa’ nu for
Alvor Farvel, og Margrethe fulgte ham
ud til Gavlen, hvis gule Okker lyste saa
mildt i Maaneskjæret.
»Ja, vi bliver hen paa Alderen begge
to, Margrethe. Jeg er snart 60. Hvor
gammel er det, du er?»
»Aa, jeg har været en gammel Kone,
lige siden den Dag jeg blev tvunget til
at ta Niels Peter. Men en faar vel
sagtens den Lykke her i Verden, som det
er Guds Vilje, en skal ha», sa’
Margrethe med et Suk.
»Ja saamænd», sa’ Thomas, »og de
kommer vel lettest over det, der tænker
mindst». — Og i en halvvejs overgiven
Tone tilföjed han: »Men her staar vi
snart som et Par Kjærestefolk, der ikke
kan blive færdige med at sige hinanden
Godnat.»
Thomas tog Piben af Munden og
greb hendes Haand; hun trykkede hans
længe og blödt, mens Taarerne
uimod-staaeligt bröd paa. Duggen faldt paa
de hvide Lagner henne i Hyldehækken.
Muldvarpen sköd sine smaa Jordskud
op mellem Skalotlögene, og Lavendlen
svöbte sin mindesöde Duft omkring det
låve Hjems Hjörnestolper som for
hundrede Aar siden.
Thomas var allerede nogle Favne
oppe i Toften, da Margrethe sa’: »Du
kommer da igjen til næste Aar,
Thomas?»
»Jeg kommer hver Sommer igjen,
saalænge du vil ta imod mig, Margrethe.»
Det var et Par Aar efter.
Margrethe »var bleven taget ned» tidlig paa
Forsommeren, og Sygdommen vilde ikke
slippe hende mere. Hun laa derinde i
den store Familiealkove, hvor hun kunde
höre al Dagens Liv fra Stald og
Kjök-ken, mens Musene raslede i den
flad-klemte Sengehalm. Hendes Hænder blev
saa tynde, at man næsten kunde se
igjennem dem; Lægen talte om en Svulst
i Underlivet, men vilde ikke rigtig ud
med Sproget.
»De kan saamænd godt tale rent ud
til mig», sa’ Margrethe, »for er det sig
saadan, at jeg skal herfra, saa har jeg
altid vidst, at vi hverén var Vorherre
en Död skyldig.»
Det blev en ualmindeligt regnfuld
Sommer; Höstakkene stod ligefrem og
sejlede i Vand nede i de oversvömmede
Enge, og Kornet blev banket i Bunde
af de tunge natlige Regnskyl, som til
Stadighed trak over Herrederne.
Regn var det ogsaa en Dag, da Niels
Peter var gaaet op i Udmarken for at
söge efter Faareflokken, som blev saa
slem til at strejfe nu imod Efteraaret.
Han kunde ikke se ret mange Favn foran
sig paa Grund af den fine Stövregn, der
drev for Vestenvinden og gjorde ham
helt klam om Overarmen. Engang
imellem standsede han og lyttede efter de
spröde Toner i Faareklokken, som var
det eneste han havde at gaa efter. Der
var en lille Klangforskjel paa hans og
Naboernes Klokker; den som ikke kunde
höre den Forskjel paa sin egen og
andres Klokketoner kunde let komme til at
löbe halve Mile af sin Vej til ingen
Nytte. Niels Peter havde længe trasket
rundt forgjæves, gjennemvædet til
Knæerne af den vanddrukne Lyng, da en
Skikkelse steg frem af Disen og kom
hen imod ham. Det var Thomas paa
Vej mod Broderen.
Han havde ikke vist sig paa Egnen
hele Sommeren paa Grund af det
daarlige Vejr, og Margrethe havde fældet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
