Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Regnvejr. Av Jeppe Aakjær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
536
JEPPE AAKJÆR
månge Taarer ved Tanken om, at hun
maaske aldrig mere vilde faa Vennen at
se. — De to regnvaade Mænd hilsede
paa hinanden med overströmmende
Venlighed. »Nu maa du love mig, at du
först vil gaa til Dören og hilse paa
Margrethe. Gud skal vide, hun har ventet
paa dig. Hun er da bleven saa meget
simpels for os denne Sommer. Ja, hvis
ikke Vorherre hjælper, saa er jeg ræd
for, hun skal blive taget os fra inden
ret længe». Niels Peters Taarer
dryppede tungt ned i den vaade Lyng, mens
han atter begyndte sin vejlöse Sögen
efter Faarene.
Kort efter naaede Thomas Gaarden.
Da Margrethe hörte, hvem der var i
Stuen, var det et Öjeblik som om
Sengen vilde dreje rundt med hende. »Nej,
hvordan skal jeg forstaa, te du er her,
Thomas? Saa sildig tilfærds plejer du
jo aldrig at være».
Thomas undskyldte sig med det slöje
Vejr, som det havde staaet med den
udslagne Sommer. »Men havde jeg
vidst, at du var sengeliggende, bitte
Margrethe, saa var jeg ikke bleven væk
saa længe».
Og nu begyndte Passiaren, af og til
afbrudt af Margrethes vaandefulde Hoste.
— Folkene, som var drevne hjem fra
Marken af Regnen, var kommen ind i
Dagligstuen, hvor de sad og spiste
deres Mellemmad op af den aabnede
Madkasse, der ellers var bestemt til at
tommes ude ved et Dige paa Ageren.
Stuen fyldtes af en Duft af krydret Pölse
blandet med Lugten af vaadt Töj og et
Stænk af Margrethes kradse Medicin.
Folkenes Stemmer dæmpedes til en
Hvisken eller til Enstavelsesyttringer af
Hensyn til deres syge Madmor, som de alle
holdt meget af. Regnens vaade Finger
tegnede krogede Linjer ned over de
smaa Vinduesruder, i hvis Karme Mar-
grethes Blomster hang med Næbbet, som
var ogsaa de bedrövede over et eller
andet. — De to aldrende Venner sad med
hinanden i Haanden over Sengestokken.
Margrethe talte mest. Thomas lyttede
med et sygt Smil. Naar Talen var i
med at gaa i Staa, overtalte Margrethe
Thomas til at glæde hende med sin
smukke Sangstemme. Thomas lod sig
ikke nöde; med Ungdomsvenindens
Haand i sin sang han ud af
Hukommelsen alle de Sange, Margrethe
mindede ham paa. Margrethe yndede mest
de bedrövelige, men ingen som denne,
der gik til en Melodi mer sorgmodig end
Vindens Sang gjennem Sygekammerets
Noglehul:
Lille Moder, hvorfor sover du
bag det sorte Kistelaag saalænge,
vil du aldrig vaagne mere nu?
O, da græder stedse dine Drenge.
Da Thomas efter mange Tillob rejste
sig langsomt for at ta’ Afsked — han
tvivlede ikke om at det denne Gang blev
den sidste — greb Margrethe med sin
magre, gjennemsigtige Haand om hans
og sa’:
»Kan du huske, Thomas, den Gang
for mange, mange Aar siden, da vi havde
sat hinanden Stævne dernede ved Aaen,
men du kunde ikke komme over, fordi
en skjödeslös Knægt var sejlet af med
Baaden. Og saa maatte vi gaa der og
raabe til hinanden tværs over Aaen, i
det Sted vi havde glædet os saa
usigelig til at være ved hinanden den Stunds
Tid, der kunde være Tale om. Saadan
har det været Guds Vilje, at der alt
vort Liv skulde være ligesom en Aa
imellem os». — Deres Hænder knugedes
endnu engang. Thomases Ryg var
pludselig bleven saa kroget, da han
gjennem Regnmulmet, endnu med
Fornemmelsen af sin döende Venindes Haandtryk,
gik videre over den tavse Lynghede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
