Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - En Gaard under Bjærget. Af Astrid Ehrencron-Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN GAARD UNDER BJÆRGET
149
Ledsagerske Godnat og gik ned til mit
Kammer for at komme til Ro.
Jeg hörte, at de gamle Brödre alt
var kommet ind og puslede ved deres
Vandfade; jeg hörte dem mumlende
spörge og svare hinanden, alt mens de
aabnede Dören til den lille Forstue og
satte Fodtöjet ud.
Kort efter hörte jeg den enes Stemme
fra Sengen. »Har bror kommit ihåg att
flytta ut blommorna?»
»Nä dä — vänta litet...»
Og jeg hörte ham nu staa ud af sin
Seng og paa bare Födder lakke hen og
aabne Vinduet, som straks efter atter
blev lukket.
»Godnatt, bror Sten!»
»Hva’ falls?»
»Jag sa’: Godnatt bror Sten!»
»Jaså. Godnatt på dig, bror Svante.
Lycklig du, som får sova!»
Jeg aabnede mit Vindu sagte og saae,
at han havde sat et Blomsterglas med
Kaprifolier ned paa Jorden.
Jeg gik i Seng strax efter, men laa
længe og kunde ikke falde i Sövn.
Bestandig forekom det mig, at jeg gennem
Stilheden hörte listende Trin overalt i
Haven. Men det var kun Engknarren,
den usalige Fugl, der holdt ved med sin
ustanselige Skræppen, der löd som en
enstonig Skraben mod Gruset. Desuden
knugedes jeg ved Tanken paa de sorte
Skovmure, der stod om mig; og
uvilkaarligt laa jeg og lyttede efter
Vildfuglenes Skrig og Skovduernes sagte og
beængstede Kurren i Granerne.
Da det omsider lykkedes mig at falde
i Sövn, havde jeg en hæslig Dröm. Det
forekom mig, som om nogen sköd Dören
til Bislaget op, som jeg dog vidste at
have laaset, inden jeg lagde mig, og
traadte ind i Forstuen. Strax efter hörte
jeg Fingre famle efter Dörgrebet til mit
Kammer — Dören knirkede op — og
en meget lang Mandsskikkelse paa nögne
Ben, ifört korte Lærredsbuxer, nærmede
sig niin Seng med en bred Skovöxe i
Haanden. Han havde et forfærdeligt
Ansigt, der saa ud, som om det var
forkullet; hvor Ojnene skulde have siddet,
gabede to dybe Huller, som i deres
Afmagt dog syntes at ville fange mit
Blik gennem Mörket. Selve hans magre
Ben kranglede sig under ham som to
forkullede og kröblede Grene, der næppe
formaaede at löfte Vægten af hans lange
Legeme.
Jeg vilde skrige, men det lykkedes
mig kun at udstöde en svag Piben.
Manden lo ad mig og spurgte, til hvad
Hjælp jeg egentlig tænkte mig, at de
to gamle Knarke derinde kunde være
mig? Förövrigt, sagde han, kunde han
ikke göre mig stort Fortræd, da han
havde været död i mange Herrens Aar,
som jeg vel maatte vide. Ja, for mere
end et halvt Aarhundrede siden var han
bleven dræbt; en Kulsvier havde kastet
ham ned i sin Mile, hvor han var bleven
brændt til Kul sammen med
Fyrrestammerne. Erindrede jeg ham saa ikke
kanhænde? Og han fortrak ved disse O’d sit
arme, forkullede Ansigt i et frygteligt Smil.
Halvt forvirret erindrede jeg mig nu,
at jeg engang havde hort om en saadan
Hændelse heroppe paa disse Kanter, og
siden sögt att skildre den — men hvad
vilde Manden mig? Havde han
Kundskab derom, og kom han nu for at hævne
sig? Han var traadt et Skridt nærmere,
medens han talte; der stod en
forfærdelig Os som af forbrændt Ved fra hans
Legeme og fra de Pjalter, der
bedækkede det.
Jeg kunde bestandig ikke faa noget
Skrig frem, men jeg greb for mig —
slog Hænderne ned i noget koldt og
vaadt — valtede mit Vandglas — og
vaagnede.
Mit Hoved föltes tungt som Bly, og
jeg havde en voldsom Hjærtebanken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
