Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - En Gaard under Bjærget. Af Astrid Ehrencron-Kidde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
ASTRID EHRENCRON-KIDDE
Her var ogsaa trykkende lummert under
det låve Loft, og jeg havde ikke været
saa forsigtig som de gamle, men havde
beholdt mine Kaprifolier paa Bordet ved
min Seng. Jeg hörte Klokken slaa to
paa det gamle, bulede Jærnur oppe paa
Gaardens Frontespice — og i det samme
blev der banket paa min Rude. I et Nu
var jeg derhenne og trak Gardinet fra,
og undredes selv over mit Mod.
Den lille Russerinde stod udenfor i
Regntaagen. I sin sorte Kimono med
de brandröde Pletter lignede hun en vaad
og forpjusket Sommerfugl, der havde
sögt Ly for Natten ind under
Tagskægget.
»Ach kommen Sie doch mit!» raabte
hun med opspilede og forfærdede Öjne,
»die alte Frau — ach Gott ...»
Jeg forstod, at den gamle Dame
maatte være bleven syg, og fik i en
Fart nogle Klæder samlet om mig, og
fulgte Russerinden, der hastede, lydlöst
og flagrende, ned gennem Græsstien
foran mig. De lange, vaade Straa slog
sammen om os, og jeg fölte, at jeg blev
gennemblödt til Knæene —
Æblegrenenes Dryppen föltes koldt som en Isregn
over min Skulder, men jeg ænsede det ikke.
Hovedbygningen laa hen i dette
Halv-skimmer, der i taagede Augustnætter
kan trække lige som et Fiskevaad over
alt. I det svage Graaskær sprang Urets
bulede Jærnskjold frem, som den eneste
Realitet i de usikre Omgivelser; dets
Viser pegede paa fem Minuter over to.
Fra Vinduet i Frontespicen daanede
et svagt Skær af kunstigt Lys ud i den
förste Dagbrydning.
Vi gik tavse op ad Trappen; kun
hörte jeg af og til den lille Russerindes
hviskende: »Ach Gott — ach Gott . . .»
Hun aabnede Dören til den gamle
Frues Soveværelse; og jeg saa i
Först-ningen intet uden nogle overordentlig
store og massive Möbler, som, skönt
Rummet var temmelig stort, dog næsten
syntes at træde hinanden i Möde.
Midt ud fra Væggen stod en svær
Seng af sort Tujatræ med et fladt Tag
over fire polerede Söjler. Og paa
Kanten af dette statelige Leje fik jeg nu
Öje paa den gamle Frue, halvt
paaklædt, med de nögne Födder hvilende
paa Gulvet.
Og som hun sad der paa den sorte,
karosseagtige Seng, i Skæret af de to
Voxlys, der brændte paa Bordet ved
hendes Hovedgærde, forekom hun mig
som et Lig, der, pludselig vækket til
Live, har rejst sig i Ligvognen og er i
Færd med at stige ud.
Foran hende stod den gamle
Husholderske og Havekarlen Niclas, som
havde baaret mine Kufferter ned til
Huset for mig. De syntes begge nylig
at have talt ivrigt, men tav, idet vi
traadte ind.
»Hör på», vendte den gamle Frue
sig til os, »jag skulle vilja se den», og
hun satte Knoerne mod Sengekanten som
for at rejse sig, »jag skulle vilja se den,
som vågar motsäga mig, då jag vill gå
dit i natt. Jag känner på mig, att i
denna stunden har min mans lik funnits.
Nu slipper jag höra honom skrika mera.
Gud ske lov. Vem vågar säga, att jag
inte får vara närvarande vid min mans
dödsläger?»
Og i et Nu havde hun rejst sig og
stod opret foran Sengen, med de tynde,
hvide Haartjavser om Hovedet og Öjnene
stirrende vilde og udfordrende frem for sig.
Ingen svarede; jeg spurgte hviskende
Russerinden, hvor det var, hun vilde hen.
Ach Gott im Himmel — hun vilde
jo ned til Söen, ned til Törnen, der,
hvor hendes Månd var druknet for et
halvt Aarhundrede siden. I denne
taagede og isklamme Nat — ach Gott, det
vilde blive hendes Död . ..
Men jeg saa nu, at de andre havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
