Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den evindelige Sejlads. Af Gunnar Gunnarsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN EVINDELIGE SEJLADS
353
hun hørte hans Stemme, som hun
øjeblikkelig genkendte, og der var et
overrumplet Udtryk i hendes Ansigt, da hun
vendte Hovedet mod ham — ikke just,
som om hun blev saa forbavset, men
som blev hun grebet i noget.
Dr. Bjarnason standsede. Hans
Ansigt blev ét stort Smil, og med et
hastigt Sideblik til Herren i Flugtstolen,
gik han nærmere og rakte Haanden frem:
— Nej Goddag Sigrün, sagde han
halvsagte — som for ikke at vække den
syge.
Og da hun kun fremmed gengældte
hans Hilsen og med en pludselig Kulde
rakte ham en slåp Haand, blev han ved:
— Kender du mig virkelig ikke igen,
Sigrün?
— Mrs. Bjørkman — om De
behager, svarede hun i en stille fast Tone.
— Jo, jeg tror nok, jeg genkender Dem.
De er — den kendte Dr. Bjarnason,
ikke sandt?
— »Den kendte Dr. Bjarnason», jo,
lo han let sarkastisk. — »Modelægen»,
vrængede han lidt stødt, — sig det
hellere med det samme, — siden De
kender alle mine »Titler», men har glemt
mit Fornavn.
Saa tav han et Øjeblik. Og blev
saa ved, stille og alvorligt:
— Undskyld, mrs. Bjørkman, at jeg
saadan udenvidere tiltalte Dem med
Fornavn før. Men den Gang, vi sidst saa
hinanden, var jeg kun Figill — og De
kun Sigrün. Men Aarets Hjul er jo
siden den Gang drejet adskillige Gange
rundt.
— Ja, adskillige Gange, svarede hun
— hun havde hele Tiden staaet og
betragtet ham opmærksomt. — Den Gang
var vi ikke andet end Børn.
— Nej, svarede han, — ikke andet
end Børn.
Og med et Blik til den syge Herre
i Flugtstolen fortsatte han:
23— Ord och Bild, 25:1 årg.
— Saa er det vel Deres Månd, De
ledsager?
— Ja, — mrs. Bjørkman nikkede.
Der fulgte en Pavse — som Dr.
Bjarnason syntes, han maatte skynde sig at
bryde.
— Ja, den Gang var vi nogen store
Børn, — jeg især.
Og da mrs. Bjørkman ikke svarede,
fortsatte han om lidt, med et lystigt
Blink bag Guldbrillerne:
— Husker De i Grunden, mrs.
Bjørkman, hvor mange Gange jeg friede til
Dem? — Ja nu kan vi vel snakkes ved
om den Ting, som voksne Folk snakker
om deres Børnestreger. — Jeg erindrer
tydelig kun fire Gange — De maa nu
alligevel indrømme, at en trofastere
Bejler, end jeg var Dem, faar vanskelig
nogen Kvinde. Men det er ikke frit for,
at det’plager mig en lille Smule, at jeg
umulig kan komme paa, om jeg maaske
alligevel har friet fem Gange. Det drejer
sig om en bestemt Aften, — og der er
kun én Ting, jeg tydelig husker fra den
Aften.
— Hvad er det for en Aften? spurgte
mrs. Bjørkman og forsøgte — uden
videre Held forøvrigt — at slaa ind i
hans kammeratlig-ubekymrede Tone. —
Det kunde jo tænkes, at jeg huskede
det, De ikke husker — hvis da saadan
en Bagatel kan have nogen Interesse for
Dem mere.
Mrs. Bjørkman var bleven en Smule
blegere, kun ganske ubetydelig, — men
det undgik dog ikke Dr. Bjarnason.
— Ja mrs. Bjørkman, Tingen har en
— om jeg saa maa sige — historisk
Interesse for mig. Og da De er den eneste,
der muligvis kan hjælpe lidt paa min
Hukommelse, maa De undskylde, at jeg
plager Dem. — Det var den Aften i
Sangforeningen.
— I Sangforeningen, gentog hun —
det skulde lyde eftertænksomt, men Dr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
