Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den evindelige Sejlads. Af Gunnar Gunnarsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
GUNNAR GUNNARSSON
Bjarnason hørte straks paa Stemmen, at
hun vidste, hvad det drejede sig om.
— Ja, blev han frejdig ved — uden
at lade sig mærke dermed, — den Aften
Lampeglasset gik i Stykker, og vi maatte
hjælpe os med et Lys — og stod og
sang i den halvmørke Stue. De husker
det ikke? — Naa, det er heller ikke at
vente, efter — lad mig se — tolv Aars
Forløb. — Jeg husker, jeg stod støttet til
Bordet, da noget pludselig rørte ved min
Haand, — han løftede venstre Haand
— paa Pegefingeren sad der en svær
Guldring, — De var kommen til at lægge
Deres Haand .... ikke over min Haand,
men over min Pegefinger,–og tog
den ikke bort igen .... før Sangen var
forbi.
— Aa den Aften, sagde hun, og for
første Gang saa han en let Rødme farve
hendes Kinder. — Det husker jeg for
Resten ikke.
— Naa nej, svarede han let, — men
nu husker jeg det pludselig selv. Jeg
friede ikke den Aften. Jeg var altfor
fortumlet.
— Fortumlet, gentog mrs. Bjørkman
— der var kommen en nervøs Uro, som
hun dog søgte at skjule, over hende;
hun saa hurtig og opmærksomt hen paa
sin Månd, der stadig laa med
tilbagelænet Hoved og lukkede Øjne — hun
var dog ikke sikker paa, at han sov —
og vendte sig saa igen mod Rælingen
og sagde, idet hun lænede Armene mod
den:
— Det forstaar jeg ikke.
— Nej, det gør De vel ikke, — Dr.
Bjarnason lænede sig ogsaa mod
Rælingen. — Men Sagen var den, at jeg
troede, Deres Berøring den Aften var
en ... . en Gåve — et Løfte. Saadan
forstod jeg det. Og jeg gik længe, ja
ærlig talt, jeg har helt til denne Dag
gaaet i den Tro, at hvis jeg blot ikke
havde manglet Dristighed til ... . til og-
saa at spørge Dem den Aften, saa
saa var De muligvis — bleven min. Jeg
havde jo, skyndte han sig at fortsætte,
altid før friet saa frejdig, véd De nok. —
Men da jeg, den Aften, pludselig syntes,
at nu havde jeg faaet ligesom et Bevis
for, at — at ... . naa ja, at nu var
Lykken min, blev jeg med én Gang saa
forsagt. — Og da De, kort efter, rejste
til Amerika, uden saa meget som at sige
mig Farvel, skyldte jeg paa mig selv.
Da jeg saa noget efter hørte, at De var
bleven gift med en af vore Millionærer
derovre i det fremmede, — naa ja, De
forstaar.... jeg tænkte som saa, at De
havde jo i hvert Fald ikke haft videre
Tid til at lære ham grundig at kende.
— Senere satte jeg en Ring paa
Fingeren — baade fordi den var bleven
mig en Smule kærere end andre Dele
af min Person — og fordi jeg vilde
huske, at man aldrig bør lade sig
overvælde.
Dr. Bjarnason tav. Og de stod en
Stund uden at tale og saa’ ud over Havet.
— Der er ingenting saa trøstesløst
som saadan en umaadelig Havflade en
stille Solskinsdag — jeg holder kun af
Havet, naar det viser Tænder, sagde han
helt uden for Sammenhængen.
Hun vendte Hovedet mod ham og
saa’ paa ham. Og da han blev hendes
Blik va’r, vendte han sig langsomt mod
hende og spurgte sagte:
— Vilde De .... hvis jeg ogsaa den
Aften havde friet — vilde De da have...
svaret mig som før? — det ærgrede ham,
at han ikke rigtig kunde beherske sin
Stemme.
— Hvor kan jeg vide det, lo mrs.
Bjørkman — men hendes Latter klang
ikke rigtig ægte, — nu saa længe efter?
— Men naar jeg alle de andre Gange
havde sagt Nej til Dem — hvorfor
skulde jeg saa egentlig pludselig have
slaaet om?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
