Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den evindelige Sejlads. Af Gunnar Gunnarsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356
GUNNAR GUNNARSSON
dighed, utaalelig i Deres sukkende
Forsagthed. — Jo, jeg husker nok den Aften,
De talte om før.... De forstod ikke
engang, at jeg holdt af dem den Gang,
— holdt meget af Dem — trods alt.
De har aldrig forstaaet noget. Nu
bilder De Dem ind, at De er bleven en
erfaren Månd. Og hvad har saa Livet
lært Dem? Hvad véd De om Livet? —
De véd lige saa lidt om Livet som en
blindfødt om Dagens Lys.
Ved de sidste Ord havde mrs.
Bjørkman endnu yderligere maattet dæmpe
sin Stemme, for de øvrige Passagerer,
der var bleven træt af at se paa
Springerne, søgte nu tilbage til
Promenadedækkets magelige Flugtstole og vide
Udsigt.
— Livet, Frue — Dr. Bjarnason slog
pludselig ind i den Tone, hvori han
plejede at servere sine Vittigheder, og talte
med Vilje saa højt, at de
nærmeststaa-ende Passagerer ogsaa maatte høre ham,
— Livet er kun en evindelig Sejlads ad
Kærlighedens mere eller mindre oprørte
Hav.
Mrs. Bjørkman kom pludselig til at le,
kunde ikke lade være. Overgangen havde
virket for komisk. Det hele blev med
én Gang ligesom saa ufarligt. Og der
var en befriet Klang af Lettelse i hendes
Latter. Og da hun nu syntes, det vilde
være paafaldende, straks de andre kom
til Stede, at trække sig tilbage fra sit
Selskab, blev hun staaende.
En yngre Sagførerfrue fra Reykjavik,
der var paa Vejen hjem efter et
Kurophold i Udlandet, og hvem Dr.
Bjarnason hidtil — og tilsyneladende med Held
— havde vist størst og utvivlsomst
Opmærksomhed af de ombordværende
Damer, nærmede sig det tilsyneladende saa
lystige Par, fulgt af Bøhmeren og et Par
andre af sine opvartende Kavalerer. Dr.
Bjarnason forestillede. Da
Præsentationen var overstaaet, sagde Fru Sagføreren
paa sin løsslupne Maade — efter et
mønstrende Blik paa mrs. Bjørkman.
— Det var altsaa Livet, Doktor. Men
har De saa ikke et smukt Billede paa
Kærligheden?
Dr. Bjarnason strøg sit Fuldskæg, og
hans Øjne blinkede fornøjet bag
Guldbrillerne.
— Kærligheden er som denne
Damper her, svarede han, — den lægger
til ved mange Havne, aflaster adskillig
Ragelse, faar som Regel noget Ragelse
gen — eller maaske ingenting, og sejler
saa videre. Den bliver nemlig ingen
Steder.
De omkringstaaende lo, undtagen mrs.
Bjørkman, der blot smilede — en Smule
anstrengt — og samtidig tilkastede sin
Månd et omsorgsfuldt Blik, der skulde
forberede, at hun snart trak sig tilbage.
— Fy Dr. Bjarnason, raabte den
livlige Fru Sagfører latterkvalt, saa snart
hun igen kunde tale. — Nu skal de til
Straf sige noget rigtig pænt om
Ægteskabet.
— Desværre kender jeg jo ikke den
hellige Institution af egen Erfaring, kære
Frue, svarede Dr. Bjarnason i en rolig
saglig Tone, som han ofte havde erfaret
gjorde sig godt. Men efter hvad jeg
saadan har kunnet forstaa og snuse mig
til, er det nærmest en Slags Værft, hvor
man undertiden af Livets Reder
Skæbnen lægges op for en Tid — og bliver
bundskrabet.
— Bundskrabet? — for hvad? spurgte
Fru Sagføreren i den naive Tone, som
hun troede klædte hende saa
uimodstaaelig.
— For Illusioner og sentimentale
Hensyn og den Slags smaa
Overflødigheder, svarede Dr. Bjarnason — og den
kyniske Klang i hans Stemme var mere
fremtrædende end ellers.
Men nu fandt Fru Sagføreren sig
pludselig foranlediget til at optræde for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
