Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den evindelige Sejlads. Af Gunnar Gunnarsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN EVINDELIGE SEJLADS
355
— Nej saamænd, svarede han
langsomt og var igen Herre over sin Stemme.
— Saa har jeg maaske taget fejl. Der
var blot dette — med Haanden, som
De lod blive liggende.
— Det har jeg vist slet ikke vidst
af, svarede hun — lidt unødvendig
for-svarsberedt. — Det husker jeg virkelig
ikke. Og forøvrigt — den Slags smaa
Koketterier har jo enhver i sin Ungdom
begaaet saa mange af — uden at
foranledige nogen Tragedie dermed.
Der blev igen en Pavse.
Og igen vendte Dr. Bjarnason sig
langsomt mod mrs. Bjørkman.
— Husker De forøvrigt, sagde han
og smilede let, den store Sten paa Vejen
mellem Gaardene derhjemme? De brugte
den saa ofte som Hestesten.
Mrs. Bjørkman saa’ spørgende paa
ham og nikkede blot.
— Véd De, — nej, det kan De jo
ikke vide. Men nu kan jeg saamænd
lige saa godt fortælle Dem det. — Hver
Gang, det var Taage, eller naar det var
mørkt om Aftenen, listede jeg mig
derhen — og saa knælede jeg ned og bad
— til Vorherre saamænd — at han vilde
give mig Sigrün til Hustru. — Den Gang
tog man jo alting saa forskrækkelig
højtidelig, lo han — men der var pludselig
en kold Klang i hans Latter.
Mrs. Bjørkman fo’r uvilkaarlig
sammen derved, — og igen sendte hun sin
Månd et hastigt Blik.
— Det lyder jo helt rørende, lo hun
— ogsaa i hendes Stemme ulmede der
pludselig Fjendskab.
Det glimtede i Dr. Bjarnasons Øjne
— et hastigt Glimt af Had og Begær.
Saa lo han igen.
— Nu er jeg ikke saa dum mere,
sagde han med et Smil, der pludselig
ligesom stivnede Ansigtet — og han
saa’ hende haardt lige ind i Øjnene. —
Nu knæler jeg ikke mere — nu tager
jeg .... med det gode eller med det
onde. Livet har lært mig det. Nu
spiller jeg nemlig med i Livets Komedie.
— — Og jeg har endnu ikke opgivet
Dem, sluttede han og hans Stemme
dirrede lidt.
Hun stod som naglet ned under hans
Blik.
Og han slåp ikke hendes Blik, før
han saa’ det fjendtlige kampberedte
Udtryk i hendes Øjne efterhaanden faa et
stadig stærkere Skær af halvt hadsk,
halvt bønlig Angst.
Da lo han pludselig sin sagte, en
Smule haanlige Latter og saa’ igen
udover Havet — og han følte med en
Fornemmelse af bedsk Velbehag, at
hendes fjendtlige Blik vedblivende var fæstet
paa hans Ansigt.
— Hvad Ret har De — —, sagde hun
pludselig, og Ordene kæmpede sig
besværligt frem over hendes Læber — og
den harmfuldt-graaddirrende Klang i
hendes Stemme øgede endnu mer hans
Velbehag. — Hvad Ret har De ... . hvor
tør De vove at tale saadan til mig? —
De taler om, hvad Livet har lært Dem.
Ja, jeg kan nok mærke, at De er bleven
forandret. De mener vist, at De nu
spiller en vældig Rolle i »Livets
Komedie». Men De er alligevel nu som før
kun en Dilettant. Før var De bare en
usikker Dilettant, nu har De forvandlet
Dem til en grov Dilettant.
Dr. Bjarnason bukkede smilende.
— Tak Frue, sagde han og morede
sig i sit stille Sind over, hvor daarligt
det lykkedes hende at skjule sin dirrende
Hidsighed under det koldt kampberedte
Ydre, hun søgte at anlægge.
— Jeg vil ikke tale med Dem mere,
blev hun ved. Jeg vil blot sige Dem,
at det var derfor jeg den Gang afviste
Dem, da De Gang paa Gang overfaldt
mig med Deres plagsomme Frierier. —
De var latterlig i Deres selvtilfredse Frej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
