Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Moderne norske skuespil. Av Einar Skavlan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foto. Rude, Kristiania.
HANS E. KINCK: DEN SISTE GJEST.
Midt i billedet (med löftet haand) Egil Eide som Pietro Aretino. T. h. for ham Ingolf
Schanche som Doni og Gerda Ring som Perina.
MODERNE NORSKE SKUESPIL
Av EINAR SKAVLAN
AAR MAN tænker efter, har de
fleste hovedverker i norsk
literatur igrunden vært skuespil.
Vor förste store digter, den
eneste gjennem hundreder av aar, Ludvig
Holberg, var komedieforfatter. Norges
ypperste lyriker, Henrik Wergeland, hadde ikke
netop den mest prægnante sans for
dramatisk komposition; men han skrev da baade
farcer og alvorlige skuespil. Og selv det
gigantiske verdensepos paa vers
»Skabelsen, Mennesket og Messias», som
Wergeland selv ansaa for sit vigtigste verk, er
inddelt i scener og repliker, som et
vældig, lyrisk drama.
Nogen tiaar efter Wergeland kom
Norges literære guldalder, med Björnson og
Ibsen. De fölte sig först og fremst som
skuespildigtere. Ibsens dramaer er den
störste direkte indsats, Norge hittil har
gjort i verdensliteraturen. De har virkelig
tilfort utviklingen nye værdier.
Den digterslegt, som kom efter Ibsen
og Björnson, viste til at begynde med en
paafaldende liten interesse for at skrive
skuespil. Naar undtas Gunnar Heiberg,
som hele sit forfatterskap igjennem
omtrent bare har skrevet skuespil, var tiaarene
för og efter aarhundredeskiftet fattig paa
dramatisk digtning. Rigtignok skrev
Hamsun etpar udmerkede skuespil, og det
samme gjorde noget senere Hans Aanrud,
Peter Egge, Vilhelm Krag, Nils Kjær og
enkelte andre. Men fordelt paa 15—20
aar kunde disse undtagelser ikke forandre
indtrykket. Og norske teatre var litet
villige til at opföre nye norske stykker; de
fleste sæsoner gik hen uten nogen slik
nyhet. Det begyndte at fæste sig næsten som
et dogme, at moderne norske forfattere
kan ikke skrive skuespil, som lar sig opföre.
Paa nogen faa aar er der sked et
omslag; normændenes sans for dramatisk form
har begyndt at vise sig igjen. Bare de tre
siste aarene har bragt sikkert mellem 20
og 30 nye norske skuespil for dagen,
enten paa scenen eller i bokform. Og
Nationalteatret, som længe indtok en meget
kjölig holdning overfor moderne norsk
drama, er nu gaat til den motsatte yder-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
