Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Moderne norske skuespil. Av Einar Skavlan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MODERNE NORSKE SKUESPIL
551
ligbet og opförer gjennemsnitlig 4—5 nye
norske skuespil hvert aar. Det er
sommetider næsten for meget av det gode.
Nogen egentlig ny storhetstid for det
norske drama kan man ikke netop si, at
denne opblomstrende skuespildigtning har
fremkaldt. Men der er allikevel skapt
literære værdier, som vil bli staaende, og
der er gjort forsök paa nydannelser av stor
interesse. Desuten har skuespillerne i mange
tilfælde faat opgaver, som beriket deres
evner. Det betyr fattigdom for begge
parter, naar der er daarlig kontakt mellem et
lands digtning og scener. For
skuespillerne har det meget at si at faa spille i
stykker, som utlöser netop tidens tanker
og stemninger, og at kunne forme sine
skikkelser ut av det stof, som selve den
levende virkelighet omgir dem med.
Det skuespil, som er blit mest
populært paa norske scener i de to-tre siste
aarene, er Nils Kjærs politiske komedie
Det lykkelige valg. Det er en vittig komedie,
som vrimler av utfald og hentydninger til
aktuelle forhold. Selve karakterskildringen
er enkel og temmelig summarisk; nogen
videre utdypelse av en moderne politikers
psykologi gir skuespillet ikke. Nils Kjærs
to tidligere dramaer, det fine og dypt
pessimistiske »Regnskabets dag» og den noget
svagere fortsættelsen »Mimosas hjemkomst»
indeholder meget oprindeligere og varigere
værdier. I »Det lykkelige valg» talte Kjær
publikums eget sprog; han förte for et
öieblik an i hovedstadsbourgeoisiets
let-kjöpte spot over demokratisk politik. Og
Nationalteatrets festlige opforelse hjalp det
muntre skuespil frem til seir.
Hovedpersonen i »Det lykkelige valg»
er stortingsmand Celius, et velmenende,
dannet gjennemsnitsmenneske med liberale
anskuelser. Men han er blit forblindet av
politik. Celius har glemt de frihetsidealer,
han fra först av blev politiker paa, for
bare taktiske hensyn. Og nu frir han efter
stemmer, hvor han bare kan faa dem; stik
imot sin samvittighet gaar han i forbund
med lederen av byens avholds- og
tunge-talerparti, pöbeldemokraten skomaker
Fin-galsen, og lemper og föier sine meninger
ganske efter ham. Ved forskjellige slags
smaa underfundigheter utnytter .hans egen
frue, den muntre og overlegne fru Lavinia,
og hendes venner al den misfornöielse,
NILS KJÆR. LITOGRAFI AV
HENRIK LUND.
som findes i byen mot Celius. Og paa
valgdagen maa han, som altid har vært en
av kvindesakens varmeste forkjæmpere, döie
den tort at se sin egen frue valgt til
stortingsmand isteden. Ganske mot sin vilje
blir Celius en martyr for sine egne idéer.
Ved Nationalteatrets festlige forestilling,
som ogsaa ivaar blev opfort i Stockholm,
spilte David Knudsen Celius med stor
til-forladelighet og stilfærdig ironi. Og
Johanne Dybwads fru Lavinia stod ved sin
mands side som forfatterens trofaste
forbundsfælle. Med en tindrende munter ro,
en skjælmskhet som hos Holbergs Perniller,
gjemt bak en uangripelig dameholdning,
la hun sine smaa lumske intriger for at
stanse manden lidt paa hans selvtilfredse
vei henimot korruption. Og hele
forestillingen hadde noget av det samme friske
og ubekymrede lystspilpræg.
Blev »Det lykkelige valg» populært,
var det motsatte tillfælde med Gunnar
Heibergs komedie Paradesengen, som
utkom samtidig. Her var satiren dristigere,
heftigere — ikke med, men mot strömmen.
Gunnar Heiberg har ofte vakt
forargelse med sit forfatterskap. I begyndelsen
av 90-aarene fremkaldte »Kong Midas» en
heftig strid. Senere blev Heibergs skjönne
lyriske elskovsdrama »Balkonen» forbudt
av politiet paa grund av usædelighet, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
