Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Moderne norske skuespil. Av Einar Skavlan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MODERNE NORSKE SKUESPIL
553
I samme aar som »Det lykkelige valg»
og »Paradesengen» utkom, skrev endnu en
norsk digter et skuespil, som behandlet
det samme hovedemne: de enkeltes forhold
til offentlighet og til politik. Det var
Hans E. Kincks nutidsdrama Paa
Ekre’rnes gaard — enslags fortsættelse av det
meget uklare skuespil »Mellem togene»,
som utkom for mange aar siden. I den
lange tiden, som ligger mellem disse to
skuespil, har Kinck mere og mere vendt
sig bort fra den moderne, psykologiske
roman og fortælling, som var hans
oprindelige form.
En hel række lyrisk-psykologiske
dramaer i uregelmæssig rytmisk form har
forbauset læseverdenen. Emnerne var for det
meste hentet fra renæssansens tid i Italien.
To av skuespillene har været opfort paa
Nationalteatret: Agilulf den vise og Den
siste gjest.
Med »Paa Ekre’rnes gaard» vendte
Hans E. Kinck for et öieblik tilbake til
moderne virkelighetsskildring. Men enten
han er i Italien eller Norge, i nutid eller
fortid, blir Kinck altid sig selv. Og de
psykologiske konflikter, som interesserer
ham, er igrunden stadig de samme.
»Paa Ekre’rnes gaard» handler nok
satirisk om norsk politik; men det er paa
en indvendig og formummet maate — Kinck
bruker bare politiken som en syre at etse
menneskene med, for at se hvad de
indeholder. Og gjennem mange lag og
mellemled kommer han tilslut ind til deres
erotiske natur, som den egentlige, intime
forklaringsgrund til alt. Naar en av
skuespillets latterligste personer tilslut sier, at
»kjærligheten ikke spiller den rolle i den
menneskelige husholdning som de moderne
digtere gjerne vil», er det fra Kincks side
ment som en blodig ironi.
»Paa Ekre’rnes gaard» er en kamp
mellem de simple og de fine i politik —
mellem dem, som i saker og idéer bare ser
magtmidler til at komme frem med, og de
andre, som vurderer personer og forhold
og tar stilling ifölge sin egen indre lov.
Hovedpersonen Ingebrigt Ekre tilhorer en
gammel, degenereret familie; han gjör
opstand mot Haukaaserne, en slegt av sterke
og herskelystne bönder, som hans egen
hustru Borghild hörer til. Mellem
egtefæl-lerne har der staat en tilsvarende kamp:
det forfinet selvnydende, hensynsfulde hos
Foto. Karl Anderson
HANS E. KINCK.
ham har virket sykelig paa Borghilds
blod-fulde, handlekraftige natur. Og i siste
öieblik, da Ingebrigt staar med alle vaaben
mot sine motstandere, kan han ikke bruke
dem — hans blodlöse kræsenhet forbyr
ham at mænge sig med pöbelen; hele
heten og forbitrelsen hos ham vender sig
indover og ender med ren forfölgelsesmani.
Hans sind er sprængt.
Dette at sindet sprænges og den
psykologiske konflikt ender med vanvid, er
ikke nogen sjelden utgang paa Kincks
skuespil. I begge de lyriske dramaer av Kinck,
som Nationalteatret med nogen aars
mellemrum har opfort, gaar det likedan. Det
hænger sammen med en av Kincks literære
teorier: först naar sindet svulmer saa sterkt
i affekt, at alle dagliglivets baand og
hensyn brytes — först da viser et menneske,
hvad det virkelig indeholder.
Det vilde kræve en særskilt og utförlig
avhandling at skulle gjöre rede for den
nye provins i norsk literatur, som Hans
E. Kincks lyriske dramaer danner. Foruten
de to allerede nævnte — »Agilulf den vise»
og »Den siste gjest» — maa Driftekaren
og Brylluppet i Genua regnes med her,
skjönt bare det siste av dem handler om
renæssansen. Ogsaa i vinter er Kinck, efter
sin lille avstikker til nutiden med »Paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
