Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Moderne norske skuespil. Av Einar Skavlan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EINAR SKAVI,AN
GUNNAR HEIBERG. LITOGRAFI AV
HENRIK LUND.
Johanne Dybwad reiste paa turné med det
i norske smaabyer. Heibergs politiske satire
»Folkeraadet» vakte voldsomme
pipekonserter, da den i slutten av 90-aarene blev
opfört paa Christiania theater. Og for fire
aar siden spilte Nationalteatret Heibergs
»Jeg vil verge mit land —» under sterk
meningskamp mellem pipere og klappere.
Det var en satire over unionsoplösningen
i 1905, baaret av spot og indignation over
normændenes lunkenhet og slaphet,
dengang det gjaldt at vise virkelig
fædrelandssind. Opförelsen paa Nationalteatret vil
huskes, ikke bare for det kraftige og
vittige stykkes skyld, men ogsaa fordi den
unge skuespiller Ingolf Schanche her i John
Löwens fantastiske rolle hadde et merkelig
gjennembrud som karakterskuespiller.
Men forargelsen over Heibergs
bedrifter kulminerte allikevel med
»Paradesengen». Nationalteatret negtet av bare
indignation at opföre stykket. Det blev
officielt indrömmet, at kunstneriske hensyn
ikke var grunden. »Paradesengen»
handlet om en stor digters död og drev en
respektlös spot over hans efterladte. Det
var tydelig, att Björnstjerne Björnsons
likferd hadde vært et av utgangspunkterne
for satiren. Langtfra det eneste; vi har i
Norge i de siste tiaar mistet flere store
mænd; og vi har tilbake endnu flere av
deres smaa sönner. Et fantasilöst publikum
heftet sig bare ved, at Heiberg hadde laant
enkelte træk fra virkeligheten under
utformningen av sine frit digtede figurer;
man oversaa ganske det almengyldige og
dypt alvorlige i satiren. Og komedien,
som egner sig ypperlig til fremforelse,
ligger stadig uspillet.
I digteren Jörgen Alfsöns barn har
Gunnar Heiberg fremstillet, hvor farlig det
er at være en stor mands sönner. At leve
i et stadig utadvendt forhold til
offentligheten kan være skjæbnesvangert for et
menneskes indre egenskaper. Noget lignende
viste ogsaa Nils Kjær i sin karakteristik
av Celius. Endnu farligere blir det, naar
hele den glans, man skal vise sig i for
publikum, ikke engang er ens egen, men
bare laant fra en anden.
Med tindrende maliciös respektlöshet
har Gunnar Heiberg samlet den
beröm-melseslystne, arvegriske og virkelig
sör-gende barneskare om digteren Jörgen
Alfsöns dödsseng. Alle tre sönnerne:
kunstneren, forretningsmanden og dögenigten er
livagtig tegnet; indbyrdes forskjellige, men
med typiske likheter. Især er der en
festlig komik over den halvfjollede Julius. Og
svigerdatteren Elfrida, som er saa snobbet
stolt av familiens berömmelse, og samtidig
saa ræd for ikke at være uangribelig
bour-geoise, gir fortryllende indblik i det pene
borgerlige publikums opfatning av kunst
og kunstnere.
Den ydre handling i »Paradesengen»
er meget enkel. Barnene samler sig om
farens dödsseng og ordner straks familiens
forhold til offentligheten og reklamen. De
blir skuffet over at arven ikke er större;
og for at forbedre den gaar de efter mange
anfegtelser ind paa at sælge en
filmsdirek-tör retten til at fotografere digteren paa
dödsleiet, med den sörgende familie
agerende omkring. Men ved siden av al
humbugen er de virkelig ogsaa grepet av en
ærlig sorg over farens död; deres latterlig
store tanker om sin egen betydning
bunder i en overordentlig respekt for faren
og hans digtergjerning. Med gratiös og
vittig ondskap gjengir Heiberg dette spil
mellem ufine og vakre motiver i deres sind.
Ved siden av sin lösslupne spot eier
»Paradesengen» ogsaa uttryk for kjærlig sorg
hos andre av den döende digters
omgivelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
