Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Jakob Knudsen. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 20
CHR. RIMESTAD
lærer os om, at Fremgangen ikke förer
nærmere mod Maalet og Tilbagegangen
ikke fjærnere derfra, vil tilsidst volde, at
begge Dele synes os omtrent lige gode.
Han sammenligner vor menneskelige
Stilling med Fiskens, der er kommen op
paa Strandbredden og gisper efter at
komme ud i igen i sit Element, det
store Hav. Det er vor Ulykke, at vi er
bleven skilt fra vort Element, og
hvordan Forening i Stedet for Adskillelse
kan finde Sted, hvordan han vandt
noget for bestandig, der var unddraget
Livets Ironi, det var Jakob Knudsens store
religiöse Oplevelse, der gav hans
Tilværelse en saa fast Grund, at den sejrrigt
modstod alle Hjærtets og Sansernes
Jordskælv .. ,
IV.
Men Jakob Knudsen, der havde
erfaret, hvor dyreköbt Troen er, og var
helt klar over de gennemgribende
Fordringer, den stiller til de enkelte, han var
paa sin Post overfor alle Verdslighedens
Tilsnigelser og Forfalskninger af
Kristendommen. Igennem de Betragtninger, han
anstillede over dette Emne, lærer man
Rigorismen i hans Synspunkt at kende.
Mange Læsere har opfattet dette som
stivnakket Paradoksalitet, andre har
afvist det som rent Sortsnakkeri; for at
finde dets rette Mening maa man være
klar over det dybt hedenske i Jakob
Knudsens Natur. Kristi Lov var for ham
kun et Gennemgangsled, en Snævring,
man nödvendigvis maatte igennem,
forend man naaede »Guds den evige,
herlige Verdens-Lov». Gud skal ikke
vedblive at være en Gud ior Syndere og
Svæklinge, Kristi Lov,
»Hospitalsregi-mentet» skal ikke vedblive at gælde til evig
Tid: »der kommer den Dag, da Faderens
Lov, Verdensloven skal gælde for hele
Riget. Da skal vi lære Gud at kende som
den — ja som den, han er i sig selv og fra
Evighed, ikke som Barmhjærtighedens
Gud, thi da trænger vi jo ikke til
Barm-hjærtighed mere, men som Almagtens,
Retfærdighedens, Algodhedens Gud. Da
skal vi lære Kristus at kende som den
herlige, den straalende Helt, Himlens
Kongesön, ikke længer som den blodende
Frelser, den barmhjertige Hyrde, Lægen,
der maa færdes i den sorgelige
Hospitalsluft for at hjælpe os; hans elendige
Patienter.»
Det kan ikke skjules, at Jakob
Knudsen ikke var Kristen paa den Maade,
at han i det specifikt kristelige saa det
fundamentaleste i Tilværelsen. Han
taler atter og atter om »Guds oprindelige
og fuldkomne Lov», og det var netop
den Lov, som gjorde Naturen så herlig
for ham. Og den Lov var ikke givet
for Syndere og Stakler, men for Folk i
deres fulde Kraft, og han erklærer —
som enhver hedensk Individualist ligesaa
godt kunde have gjort det — at naar
den atter kommer til at gælde, da skal
man faa Lejlighed til mægtigt at udfolde
sig, til aldeles hensynslöst at være sig
selv. Höjst besynderligt er det at höre
denne afgjorte Kristne forkynde videre:
»man skal ikke længere gaa og behandle
hinanden som raadne Æg, det behöves
jo ikke, thi al Svaghed og Synd og
dermed al Kristelighed er til Ende. Og
Guds eget evige, frodige, ubesmittede —
jeg kunde fristes til at sige hedenske
— Skabervæsen skal fylde Tilværelsen.»
Hedensk — her har han selv sagt Ordet!
Det er paa det Punkt, at mange
Kristne ikke kan fölge ham. Man kan ikke
komme uden om dette: at Jakob
Knudsen betragtede Naturens Lov som den
afsluttende gyldige. At Kristi Lov ikke
af Kristus selv var ment som naturligt
menneskelig, derfor heller ikke som
altid-gyldig, sluttede Jakob Knudsen
netop deraf, at den er vidtforskellig fra
Guds Lov saavel i Naturen som i
Menneskelivet. Kristus siger til sine Disciple,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
