Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Lorentz Dietrichson. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
LORENTZ DIETRICHSON
geistring, og slik kunde han altid flytte
noget av sin stemning over paa os. Hvad
hans veltalenhet har været for et ældre
slegtled, som hadde mere sans for ordets
skjönhet, kan jeg let forestille mig.
Sammen med det nye, skjönne stof maa den
ha virket forunderlig vækkende og
betagende. Jeg vet, at den har gjort det.
Imidlertid, — med alle de seire,
Dietrichson vandt, han blev heller ikke
sparet for nederlag. Han kom hjem i en
time, som ikke var gunstig for det
livssyn han repræsenterte. 1880-aarene brot
ind med nye idéer, i kunst, i politik, i
samfundsetik.
Dietrichson var ingen kampnatur. Han
var ikke skapt til at slaa ned — selv
ikke det, han ansaa for ondt og uskjönt.
For ham passet det langt bedre at række
det spirende gode en hjælpende haand.
Man har talt meget om hans »elasticitet».
Direktör Jens Thiis har sikkert git den
en rigtig forklaring, naar han kalder den
tolerance, og finder dens rot i det forhold,
at Dietrichson var »en god månd».
Som formidler kunde han sikkert spillet
en rolle i de kampe, som brot ind over
Norge. Selv skrev han, 73 aar gammel:
Alt hvad jeg vilde i mit liv,
var mildne og forsone,
og bringe ind i dögnets kiv
blot en harmonisk tone.
Jeg levet i en stridbar tid —
forstod vel ei dens mening,
jeg vilde fred — den vilde strid,
den spaltning — jeg forening.
Dog er jeg glad: ti visst jeg tror,
om nu det uhört glider,
saa virker dog et kjærligt ord
ned gjennem tiders tider.
Dietrichsons tid trængte ikke
formidling, den trængte kamp. Og Dietrichson
blev tvunget til at ta parti. Men
ubun-denheten i sit sind kunde han jo ikke
komme fra, og slik blev han i mange
maa-ter — ogsaa mellem partifællerne — en
ensom månd.
Det har været sagt, at Dietrichson stod
imot den kunst, som ung og fornyende
vokset frem i Norge i 1880-aarene og
senere. Det er en schematisk og derfor en
misvisende dom. Jeg tror ikke, Gustav
Vigeland vil si, at Dietrichson stod kold
overfor hans evner, da han som ung månd
begynte att bryte sig sin kunstnervei. Det
er sandt, at Dietrichson i sin höje
alderdom hadde vanskelig for at acceptere
Edvard Munchs billeder i universitetets
festsal. Men det maa man kunne se forbi.
Sine gamle begreper om klassisk stilrenhet
kunde han ikke godt slippe — i aar, som
gik langt ut over stövets alder.
Ved 80-aarenes kunst var det særlig
kunst teorien, som kaldte paa hans tvil og
hans opposition. Han har selv fortalt mig,
at han ofte stod med beundring foran de
verker, den unge retning skapte. Men med
dens »naturalistiske» teori kunde han
aldrig forsone sig.
Han stod i det hele fremmed for denne
epokes teori. Jeg skal forsöke at forklare
hans stilling til den.
1880-aarene var en rik og merkelig
tid for Norge, og vi har ikke ret til at
reducere den. Men vi har ret til at slaa
fast, at tiden vendte tankerne utad, mot
politik og samfundsetik. 80-aarene satte
ind med sterke anklager mot et fordærvet
samfund. Dette samfunds låve
utviklings-trin fik ta skylden for den enkeltes feil.
Det personlige ansvar blev ofte borte bak
samfundsansvaret, bak arvelighets- og
ut-viklingslære. Men i ophævelsen av den
personlige skyldfølelse saa Dietrichson en
fare for en dypere grundet etik, likesom
han i tidens tro paa videnskapen (d. v. s.
naturvidenskapen) saa en fare for den
religiöse fölelse. For ham var videnskapen
en tjener, ikke en livssynets herre.
Utaalmodig ventet han paa, hvad nye
decennier skulde bringe. Det blev —
stort set — en skuffelse. Det 20.
aarhundredes norske ungdom har levet paa det
grundlag, som blev lagt i 80-aarene. Uten
80-aarenes haan, trods og uvorrenhet; ti
kritiken var unnagjort. Men
utadvendthe-ten vedblev. De yngre blev gjerne optat
av en eller anden »sak», som skulde
arbeides frem, og de flittigste av os satte sig
ind i et eller andet socialt spörsmaal, som
ventet paa sin lösning. Men aandslivet
blev neppe rikere. Ti de yngre arbeidet
uten motstånd. Det hele gik for
smertefrit, til at egentone kunde opstaa.
Var det noget, professor Dietrichson
önsket for de unge, saa var det, at de
maatte faa egentone. At de skulde hæve
sin röst, ikke fordi det var moderne at
tale med, men fordi de bar paa noget, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
